Om mellemskolereformen i 1903, religionskrigen på Frederiksberg og hvad siden fulgte …

Af it-arkivar Helga Mohr, Frederiksberg Stadsarkiv

”Socialdemokratiet bruger nemlig de socialradikale, antireligiøse Akademikere som Murbrækkere mod Religionen; det egentlige antireligiøse Agitationsarbejde overlader de i Reglen til de radikale Dr.phil’er og Cand.mag.’er, som saa til Belønning kommer i Betragtning ved et eller andet Valg eller Embede – som nu f. Eks., da Socialdemokrater og Radikale forleden valgte den mest fanatiske antireligiøse Agitator, der findes i Landet, Cand.mag. Vilhelm Rasmussen, til Leder af den kommunale Mellemskole paa Frederiksberg – paa den Betingelse, at de kun fungerer som Socialdemokratiets Nikkedukker. København d. 28. marts 1907”.

Med lov af 24. april 1903 om højere almenskoler var mellemskolen blevet en del af det offentlige skolesystem. I 1907 ansatte Frederiksberg Kommune cand. mag Vilhelm Rasmussen (1869-1939) som timelærer ved og leder af den netop etablerede nye mellemskole på Frederiksberg.
Som der i aviscitatet gives udtryk for, skete dette ikke uden sværdslag. Vilhelm Rasmussen, der selv var socialdemokrat, havde i efteråret 1906 i en række artikler i Social-Demokraten givet udtryk for ateistiske holdninger, og valget af ham som leder af den nye mellemskole vakte harme i især kirkelige og konservative kredse på Frederiksberg.

Skolereformen i 1903
Indtil 1903 udgjorde skoleloven fra 1814 grundlaget for den offentlige skoleundervisning. De fleste elever begyndte i folkeskolen som 6-7-årige og forlod den som 13-14-årige efter syv års skolegang. Som supplement til folkeskolen havde man efterhånden oprettet friskoler på landet og private borger- og realskoler i byerne, men i realiteten betød en skolegang i folkeskolen, at man var udelukket fra enhver form for højere uddannelse.
Op til 1903 var der ingen forbindelse mellem folkeskolen og den lærde skole, dvs. latinskolerne. Latinskolerne var en udpræget eksklusiv skoleform, som rekrutterede langt hovedparten af sine elever fra samfundets øverste lag. Skolerne havde et gennemgående højere ugentligt timetal end andre skoler og en bredere fagkreds, bl.a. blev der undervist i græsk og latin. Latinskolerne var få og små; omkring 1870 bestod ca. 200 elever studentereksamen landet over. Børnene (udelukkende drenge) begyndte som 9-årige efter privat undervisning og blev studenter som 18-årige.
Det politiske grundlag for en reform af skolevæsenet blev skabt med systemskiftet i 1901, dvs. indførelsen af parlamentarismen, da Venstre overtog regeringsmagten fra Højre og dannede regering i 1901. Skolen var på alle niveauer frem til århundredskiftet præget af konservative, nationaltbetonede og kristelige ideer, og det blev netop de liberale og socialdemokratiske kredse, der begyndte at interessere sig for skolereformer. Disse kredse så den forbedrede adgang til uddannelse som en forudsætning for et funktionsdygtigt demokrati. Især socialdemokraterne ville gerne skabe en enhedsskole, hvor alle uden hensyn til social baggrund kunne opnå en uddannelse.
Reformen af skolevæsenet skal også ses i lyset af, at udviklingen inden for industri, handel og administration krævede flere og bedre uddannede unge. I løbet af 1890’erne blev reformen af den lærde skole, og især adgangsmulighederne til den, drøftet i skole- og politikerkredse, og i 1899 i et forlig mellem Højre og Venstre blev der gennemført nogle justeringer af folkeskolen. Justeringerne ændrede ikke grundlæggende ved skolen, men drejede sig om forsømmelser (på grund af børnearbejde), klassekvotienter, klasseinddelinger og en udvidelse af fagkredsen.
Med mellemskolereformen i 1903 blev der skabt en organisk forbindelse mellem folkeskolen og den lærde skole. Mellemskolen var en fireårig overbygning på folkeskolen. Etableringen af mellemskolerne betød, at børnene (både drenge og piger) kunne begynde i folkeskolen som 6-7-årige og efter afsluttet 5. klasse gå videre til en fireårig mellemskole, dvs. i alderen 11-15 år, og herefter enten en etårig realklasse eller et treårigt gymnasium. Den gamle latinskoles to linjer, den klassisk-sproglige og den matematisk-naturvidenskabelige, blev suppleret med en nysproglig linje. Reformen var rettet mod byskolerne; på landet gjaldt fortsat den såkaldte landsbyskoleordning med en syvårig skolegang.

Mellemskolen på Frederiksberg
Spørgsmålet om en mellemskole på Frederiksberg blev første gang rejst på kommunalbestyrelsens møde d. 12. oktober 1903 af netop en af kommunalbestyrelsens socialdemokratiske medlemmer, H. F. Nielsen. På Frederiksberg havde den liberale liste, bestående af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, på dette tidspunkt og frem til 1909 flertal i kommunalbestyrelsen. På mødet i oktober 1903 argumenterede H. F. Nielsen for nødvendigheden af, at der blev oprettet offentlige mellemskoleklasser som en del af folkeskolen, både for generelt at højne folkeskolens niveau, men også for at give alle børn, uanset sociale kår, mulighed for at deltage i mellemskolen. Denne holdning lå på linje med det generelle socialdemokratiske ønske om at skabe en enhedsskole for alle, jf. ovenfor.
Frederiksberg og det frederiksbergske skolevæsen var i disse år inde i en rivende udvikling. Frederiksberg blev d. 1. april 1900 udskilt af Københavns Amtsrådskreds, fik status som købstad, og gennemgik i århundredets første årtier som andre større byer en rivende udvikling inden for industrialisering, boligbyggeri og institutionsbyggeri. Med hensyn til skolevæsenet byggede man i disse år skolerne på Nyelandsvej 1892, Solbjergvej 1896, Lollandsvej 1899, Duevej i 1906 og La Cours Vej 1911.
Skolevæsenet på Frederiksberg blev i disse år blandt andet tegnet af skoledirektør Joakim Larsen (1846-1920), som ledte Frederiksberg Skolevæsen fra 1885 til 1911. Karakteristisk for Joakim Larsen som skolemand var dels hans personlige nationale og kristne sindelag, dels et forholdsvist progressivt pædagogisk standpunkt. Joakim Larsen argumenterede ved flere lejligheder for en skole, der var ens for alle og lige tilgængelig for alle. En sådan skole ville blive en samfundsmæssig magtfaktor og medvirke til at udjævne de sociale forskelle i befolkningen.
På kommunalbestyrelsens møde d. 22. oktober 1906 blev mellemskolespørgsmålet, herunder forholdet til privatskolerne, igen drøftet. Udgangspunktet for diskussionen var en betænkning fra et fællesudvalg, nedsat af kommunalbestyrelsen i januar 1906, bestående af repræsentanter fra kommunalbestyrelsen og skolekommissionen under bankdirektør J. Valentiners formandskab, en repræsentant for Højre.
Udvalget var blevet enige om en række principielle spørgsmål vedrørende den frederiksbergske mellemskoleordning. Disse drejede sig om, at skolens undervisning skulle være gratis og åben for både drenge og piger, der siden begyndelsen af den skolepligtige alder havde søgt kommuneskolerne på Frederiksberg, samt at ikke blot seminarieuddannede lærere, men også akademikere kunne ansættes i mellemskolen.
Udvalget kunne derimod ikke blive enige om mellemskolens form. Et flertal, bestående af Højremændene Munck, Valentiner og Smith og socialdemokraten H. F. Nielsen fastholdt, at mellemskoleklasserne skulle oprettes som en del af de bestående kommuneskoler. Skolen skulle påbegynde sin undervisning i anneksbygningen ved Skolen på Godthaabsvej, og der skulle indtil videre højst oprettes tre nye mellemskoleklasser om året, indtil mellemskoleundervisningen efter fire års forløb var fuldt udbygget. Højremændene gjorde sig herudover til talsmænd for at yde privatskolerne et tilskud, fordi de med deres videregående undervisning medvirkede til at løfte den kommunale opgave med at tilbyde undervisning efter folkeskolen.
Mellemskolen skulle altså i henhold til flertallet indrettes på den kommunale skoles grund og i nær tilslutning til denne og være forbeholdt kommuneskolens børn. Begrundelsen var, at mellemskolen skulle være beregnet til børn fra – som det hed – ’de små hjem’; de børn, der ikke ville få anden videregående uddannelse end mellemskolen. Overgangen til gymnasiet blev en mulighed for disse børn, men ville ikke i første gang blive mellemskolens primære mål. En anden del af begrundelsen for, at den kommunale mellemskole skulle være forbeholdt kommuneskolens børn, skyldtes også en vis frygt blandt fortalerne for privatskolerne for konkurrencen fra de kommunale mellemskoler.
Et mindretal i udvalget, bestående af to repræsentanter for Det Radikale Venstre, C. N. Starcke og Charly Johnson, ønskede, at kommunen etablerede en selvstændig mellemskole ved at erhverve og drive visse højere privatskoler. C.N. Starcke drev privatskolen Det danske Selskabs Skole på Frederiksberg, og der var blandt privatskolerne og i sammenslutningen ’De forenede Latin- og Realskoler i København og på Frederiksberg’ generelt en vis nervøsitet for den konkurrence, som mellemskolen ville kunne påføre de private skoler. Starcke og Johnson foreslog derfor, at kommunen foreløbig skulle købe en af de skoler, der hørte ind under De forende Latin- og Realskoler og her oprette en kommunal mellemskole.
Et andet mindretal i udvalget, bestående af repræsentanter for Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, Christensen, Gamborg og Jacoby, foreslog, at der som en del af kommunens skolevæsen blev indrettet en mellemskole ved Skolen paa Godthaabsvej, men under ledelse af en selvstændig, universitetsuddannet inspektør. Især Christensen og Gamborg udtalte sig stærkt kritisk om den nuværende folkeskole, dens pædagogik og undervisning, og mente, at den offentlige mellemskole ikke ville kunne stå sig i sammenligning med den private skole. Socialdemokraten H. F. Nielsen var derimod arg modstander af tanken om en særlig inspektør, fordi det ville sætte skel mellem grundskolens seminarieuddannede lærere og en særligt faguddannet inspektør i mellemskolen, og fordi det ikke ville skabe den enhedsskole i folkeskolens regi, som han foretrak.
Skoledirektør Joakim Larsen lagde sig på en i vidt omfang liberal linie i debatten på mødet. Han gjorde indsigelse mod, at mellemskolen og den almindelige skole betragtede som to forskellige skoler; der var netop tale om en sammenhængende skole. Han mente desuden, at akademiske lærere ikke ville være anvendelige til mellemskoleundervisningen, da de arbejdede efter videnskabelige metoder, ikke pædagogiske.
Det interessante ved kommunalbestyrelsens debat er, at medlemmerne på tværs af det politiske spektrum var enige om det nødvendige i en skolereform og i at give alle børn lige adgang til uddannelse. Fronterne i kommunalbestyrelsen kan ikke henregnes til de forskellige partiforhold; den liberale gruppe i kommunalbestyrelse, bestående af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, var til eksempel internt meget splittede i spørgsmålet. Uenigheden i kommunalbestyrelsen drejede sig om udformningen af mellemskolen – ikke om det grundlæggende behov for en demokratisk orienteret skolereform.
Debatten mundede ud i, at med elleve stemmer mod fire blev sagen henvist til budgetudvalget. Budgetudvalget udtalte på udvalgsmødet d. 19. november, at sagen økonomisk ikke frembød betænkeligheder, når mellemskolerne for de førstkommende fire år blev begrænset til tre nye klasser årligt. Heller ikke tilskuddet til privatskolerne gav vanskeligheder, så længe dette begrænsedes til 25.000 kr. Med denne udtalelse blev sagen atter taget op på kommunalbestyrelsens møde d. 26. november 1906.
På mødet d. 26. november 1906 var man nået frem til et kompromis mellem det nedsatte udvalgs flertal og mindretal og besluttede forsøgsvist at lave en midlertidig ordning for fire år med etablering af et begrænset antal mellemskoleklasser ved Skolen paa Godthaabsvej under ledelse af en af mellemskolens lærere, fortrinsvist en lærer med universitetsuddannelse eller uddannelse fra Polyteknisk Læreanstalt. Kultusministeriet (eller Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen) godkendte forsøgsordningen og betingede sig, at der senest d. 1. juli 1910 forelå et endeligt forslag om mellemskoleordningen på Frederiksberg. Herefter blev stillingen som ledende lærer ved Frederiksberg Kommunes mellemskoleordning opslået ledig.

Vilhelm Rasmussen på Frederiksberg
Med kommunalbestyrelsens beslutning i november 1906 om en midlertidig forsøgsordning for mellemskolen frem til 1910, var banen imidlertid kun kridtet op til en endnu voldsommere konfrontation – det, der i én af i datidens aviser blev kaldt ’Religionskrigen paa Frederiksberg’.
På skolekommissionens møde d. 20. marts 1907 fremlagde skoledirektør Joakim Larsen ti ansøgninger til stillingen som pædagogisk leder af mellemskolen. Tre medlemmer af skolekommissionen, formanden Gertz, den radikale Starcke og socialdemokraten Nielsen indstillede til kommunalbestyrelsen, at cand.mag. Vilhelm Rasmussen fik stillingen, medens Højremanden Munck og pastor Ostenfelt indstillede en alternativ kandidat.
Ved behandlingen af spørgsmålet i kommunalbestyrelsen fem dage senere, d. 25. marts 1907, var kommunalbestyrelsen også delt i to lejre: kommunalbestyrelsens flertal med 8 socialdemokrater og radikale stemte for Vilhelm Rasmussen; mindretallet, bestående af 7 Højrerepræsentanter, stemte imod. Højre-mindretallet fik følgende mindretalsudtalelse ført til protokols: ”Arentzen, Johannsen, Munck, Møldrup, Nandrup, Smith og Valentiner forlangte…, at de stemmer imod, at cand.mag. VR ansættes som Leder af Mellemskolen. Hr. Rasmussens ensidige og udfordrende Agitation er ikke forenelig med Stillingen som Leder af en saa vigtig Afdeling af vort Skolevæsen som Mellemskolens”.
Med ’ensidig og udfordrende Agitation’ sigtede mindretallet til, at Vilhelm Rasmussen var fritænker og havde gjort og gjorde sig til fortaler for den konfessionsløse skole, blandt andet i en række kritiske artikler i Social-Demokraten i efteråret 1906. Vilhelm Rasmussen mente, at folkeskolen i sin nuværende form fungerede som en konfessionel, en teologisk præget skole med en dogmatisk, autoritetspræget indlæring. Fremskridtet og den almene frigørelse af mennesket havde sat sig igennem politisk og økonomisk, men endnu ikke åndeligt, og målet hertil var den konfessionsløse skole. Den skulle skoleloven af 1903, ifølge Rasmussen, medvirke til at realisere.
Ifølge Vilhelm Rasmussen var den åndelige frigørelse betinget af, at alle fik mulighed for at tilegne sig viden, og at eleverne lærte at eksperimentere og forholde sig selvstændigt og kritisk til undervisningen. Religionsundervisningen skulle tilsvarende ikke, som Rasmussen udtrykte det, være ’Propaganda for den evangelisk-lutherske Kirkeafdeling og fremstille selv meget nært beslægtede Trosformer som afskyelige’, men derimod give eleverne et sagligt grundlag for at forholde sig til religionen – eller religionerne.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at ansætte Vilhelm Rasmussen gav sig udslag i en heftig pressedebat på Frederiksberg, to protestmøder, dels på forlystelsesstedet Gimle, dels i Frederiksberg Kirke, og endelig en underskriftsindsamling til Kultusministeriet. Citatet i artiklens begyndelse er karakteristisk for tonen i pressedebatten. Ligesom skolekommissionen og kommunalbestyrelsen delte også pressen sig i to fronter med Social-Demokraten og Politiken på den ene side og København, Nationaltidende og Frederiksberg Avis på den anden. Eller som fronterne blev navngivet i pressen: ’Murbrækkerne mod Religionen’ og ’Kirkens uforsonlige Fjende’, (dvs. socialdemokrater og radikale), over for et ’Komplot af Kapitalister og Missionsmænd’ (dvs. konservative og kirkefolk).
København, Nationaltidende og Frederiksberg Avis så ansættelsen af Vilhelm Rasmussen som udtryk for et brud mellem kirke og skole og i forlængelse heraf en offentlig forkastelse af den kristne lære og moral. Social-Demokraten og Politiken derimod så Vilhelm Rasmussens standpunkter som et moderne syn på religionsundervisningen og hilste ikke mindst opgøret med skolens dogmatiske indføring i den kristne tro (gennem undervisningen i Luthers lille katekismus) velkomment, jf. også Vilhelm Rasmussens synspunkter vedrørende den konfessionsløse skole.
Vilhelm Rasmussen skulle som akademiker uden seminarieuddannelse have dispensation fra Kultusministeriet for at kunne undervise i mellemskolen. Hans modstandere, der centrerede sig omkring Frederiksberg Grundejerforening, Højres Arbejder- og Vælgerforening og den konservative forening, Venstreforeningen, protesterede over for ministeriet mod, at Rasmussen fik den ønskede dispensation, blandt andet med en underskriftsindsamling, indsamlet på Frederiksberg.
Anstrengelserne bar ikke frugt. I brev af 7. maj 1907 fik Vilhelm Rasmussen den ønskede dispensation. Ministeriet var opmærksom på den voldsomme modstand på Frederiksberg mod ansættelsen af Vilhelm Rasmussen, men gav ham alligevel den ønskede dispensation til at undervise som timelærer ved Frederiksberg Kommunes skolevæsen. Begrundelsen for ministeriets dispensation var sagligt pædagogisk; Rasmussen havde undervist gennem flere år og havde gode anbefalinger.
I modsætning til beslutningen om indførelsen af mellemskolen på Frederiksberg, tegner der sig med ansættelsen af Vilhelm Rasmussen nogle helt klare politisk ideologiske skel. Højre (og kirken) så skolens grundlag som konfessionsbundet til den kristne tro og lære. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet var derimod indstillet på et opgør med skolens historisk betonede konservative og kristelige idealer. De så gerne en konfessionsløs skole, hvori eleverne blev opdraget til frit og kritisk at forholde sig til undervisningen, herunder kristendomsundervisningen.

Ophøret af forsøgsordningen i 1910. Hvad siden fulgte …
Ved kommunalvalget på Frederiksberg i 1909 skiftede flertallet i kommunalbestyrelsen. De konservative (eller Højre) fik flertallet med 8 pladser mod 6 socialdemokrater og 1 radikal. Året efter, i 1910, udløb den forsøgsordning for mellemskoleundervisningen, der var blevet truffet i 1907. Der skulle tages stilling til, om man på Frederiksberg enten ville have mellemskoleklasser i folkeskolen og under ledelse af folkeskolens inspektør, eller om man ville have særlige mellemskoleklasser, uafhængige af folkeskolen, med egen inspektør og til dels med eget lærerpersonale.
I sin indstilling til skolekommissionen af 9. april 1910 argumenterede skoledirektør Joakim Larsen for den førstnævnte løsning, dvs. mellemskolen som en integreret del af folkeskolen. Det var blevet et problem for folkeskolen i de forløbne år, at den visnede i toppen, i og med at de dygtigste elever fra 5.-7. klasserne forlod folkeskolen til fordel for mellemskolen. Det var nødvendigt, at mellemskoleklasserne forblev i kommuneskolerne som et organisk led i disse, hvis man skulle undgå, at folkeskolens generelle niveau faldt, og hvis man ønskede at undgå at skabe en social kløft mellem de elever, der fortsatte i folkeskolen, og de elever der overgik til mellemskolen.
Joakim Larsen, som var en af Vilhelm Rasmussens modstandere, argumenterede i forlængelse heraf for, at bestemmelsen om en særlig leder eller inspektør samt bestemmelsen om et særligt lærerkorps for mellemskolen skulle stryges. Det skal retfærdigvis siges, at Joakim Larsens holdning nok ikke kun er motiveret af hans holdning over for Vilhelm Rasmussen, men i lige så høj grad eller i endnu højere grad handler om, at han gerne så folkeskolen som enhedsskole, uanset om der var tale om grundskole eller mellemskole.
Skolekommissionen behandlede Joakim Larsens forslag til revideret skoleplan for Frederiksberg Kommunes Skolevæsen på to møder, første gang d. 13. april 1910, anden gang på mødet d. 25. maj 1910. Skolekommissionens flertal indstillede skoledirektørens forslag til godkendelse, hvilket det blev på kommunalbestyrelsens møde d. 27. juni 1910. Denne ordning blev stadfæstet af Kultusministeriet i december 1910, og dermed var mellemskolen på Frederiksberg en integreret del af den øvrige folkeskole.
På grund af forsøgsordningen var Vilhelm Rasmussen ikke fastansat som leder af og timelærer ved mellemskolen på Frederiksberg. Med den nye skoleplan i 1910 bortfaldt hvervet som leder af mellemskolen, jf. ovenstående. Vilhelm Rasmussen selv fortsatte en årrække som timelærer i naturfag i mellemskolen. I 1919 blev han rektor for Sundby Gymnasium, og fra 1924 til sin død i 1939 fungerede han som forstander for Statens Lærerhøjskole. Efter flere år som timelærer på Frederiksberg fik han med andre ord højt placerede poster i skolevæsenet, primært formentlig fordi tiden i stigende grad blev mere tolerant over for til hans synspunkter.
Mellemskolen blev populær, selvom mange elever forlod den, når de i 14-års-alderen kom ud over den undervisningspligtige alder. På Frederiksberg gik det første hold mellemskoleelever i marts 1911 til eksamen efter fire års undervisning på Skolen på Godthåbsvej. På dette tidspunkt var mellemskolen fuldt udbygget med fire klasser og havde 541 elever, fordelt på skolerne på Godthåbsvej og Fuglevangsvej. 10% af eleverne (udelukkende drenge) fortsatte i gymnasiet. Gymnasiet havde socialt set stadig en eksklusiv karakter, men om ikke andet var muligheden for en studentereksamen nu formelt til stede for folkeskolens elever.
Båndene mellem skole og kirke blev første gang løsnet i 1933, da den socialdemokratiske og radikale regering (1929-1940) gennemførte en indgribende lovgivning på skoleområdet, herunder indskrænkning af kirkens indflydelse på folkekirkens tilsyn i 1933. Men båndene brast først endeligt i 1975, da skolens forpligtelse til at undervise i kristendom med udgangspunkt i kirkens evangelisk-lutherske lære bortfaldt til fordel for en formålsbestemmelse, hvori skolen blev forpligtet til at være en skole, bygget på demokrati og åndsfrihed.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2002.