Om tilblivelsen af Mariendals sogn og kirke

Af cand.mag. Lauge Knudsen

41 Øre + 3,33 kr. blev lagt i fattigbøssen i Mariendals Kirke d. 11. juli 1913. Det var overskuddet, da forretningsudvalget for Sct. Thomas Sogns Kirkekomité afsluttede sit arbejde. Mariendals Kirke var for længst bygget færdig i 1908; men arbejdet for at få udskilt et nyt sogn (fra Sct. Thomas Sogn) og rejst en ny kirke var begyndt længe før.

Begyndelsen
“Den 24. September 1901 Kl. 8 Aften” holdt Sct. Thomas Kirkekomité sit første møde i Sct. Thomas kirke. “Efter Indbydelse af Hr. Sognepræst J.S. Müller samledes nævnte Aften en Kreds af Mænd til Drøftelse og Forberedelse af Sct. Thomas Sogns Deling og Opførelsen af en ny Sognekirke i den vestre Del af Sognet.”

Meget praktisk valgte man også et forretningsudvalg på ni mand. Forretningsudvalget kom i de kommende år til at stå for et stort praktisk arbejde. Sagen var nemlig, at kirkekomiteen bestod af 6o mænd og det var umuligt i det daglige at arbejde med så stor en forsamling. Selvfølgelig var præsterne rigeligt repræsenterede i kirkekomiteen; men ellers var spektret stort: fra en tøffelmager til to professorer. Der var eksempelvis en urtekræmmer, en particulier, en bryggeriarbejder, en guide i Generalstaben, en redaktør, en kaffebrænder og så fremdeles.
De to professorer er lidt interessante. Den ene var H.O.G. Ellinger, professor i fysik ved Landbohøjskolen og bosiddende i den del, der skulle blive det nye sogn. Ellinger var i de flg. år meget aktiv i forretningsudvalget. Den anden professor var den kendte historiker Johannes Steenstrup.
Som formand for både kirkekomité og forretningsudvalg blev sognepræst J.S. Müller valgt. J.S. Müller var sognepræst ved Sct. Thomas Kirke 1898-1927 og var hele sit liv “IM’s varme ven, en barnlig og hjertevarm natur2.”
Sct. Thomas Sogn skulle altså deles og der skulle bygges en ny kirke. Målet var at få indsamlet 1oo.ooo kr. og derfor anmodede man indtrængende enhver “for hvem Kirkesagen er en Hjertesag, om at støtte os med Indsamling af de nødvendige Pengemidler.”
Kvinderne var ikke med. De fik på et senere tidspunkt lov til at danne en damekomité – første gang omtalt d. 7. april 1905 – der skulle stå for den nye kirkes udsmykning og inventar.

Hvorfor nyt sogn?
Sct. Thomas Sogn var stort. Ved udskillelsen fra Frederiksberg havde sognet 12.000 indbyggere, men allerede efter 3 år var der 20.000, “og denne rivende Tilvæxt øges Dag for Dag særlig omkring Nordre og Østre Fasaneri samt Godthaabesvejens Forlængelse, hvor et meget stort Areal er ubebygget.”

Det daglige Arbejde
Nu skulle man så i gang og det var som nævnt forretningsudvalget, der trak læsset.
Allerede d. 25. november 1901 kom grundspørgsmålet på bane, og det interessante er, at “Hr. Justitsraad Josephsen, med hvem Murm. Sørensen har talt, har tilbudt en Grund, men den viste efter alles Mening at være meget uheldig”. Grunden var sikkert, at man fandt, at den lå for langt nordpå.
Man skulle snart ændre mening om grundspørgsmålet, for på det sjette Kirkekomitémøde d. 30. september 1902 besluttede man, at “den nye Sognekirke skal ligge paa den af Josephsen skænkede Grund.”
Nu havde man kun et mundtligt tilsagn om en grund på 4.000 kvadratalen (1 kvadratalen = 0,394 kvadratmeter), og det endelige gavebrev lod vente på sig. Gavebrevet har datoen d. 8. januar 1904: “Undertegnede Justitsraad N. Josephsen skjænker og skjøder herved til Sct. Thomas Sogns Kirkekomité til Benyttelse som Byggeplads for en Sognekirke en Parcel af den mig tilhørende Ejendom “Mariendal”, Mtr. 12A af Frederiksberg.”
Grunden lå mellem Nitivej og Ane Cathrines Vej, hvor de støder sammen. Værdien var anslået til 40.000 kr. og den skulle kun bruges til kirkebyggeri.
Men hvem var justitsråd Niels Josephsen?

Mæcenen
Alle kender solstrålehistorien om den fattige hyrdedreng (helst barbenet), der bliver millionær. Men det er rent faktisk tilfældet, når det gælder Niels Josephsen (1836-1905)!
Han begyndte med at vogte får på den jyske hede, men holdt op i tide, blev en kreaturkommissær, der åbenlyst havde sans for at tjene mange penge, drog til hovedstaden og blev udstykningsmatador på Frederiksberg.
I 1879 købte Niels Josephsen ejendommen “Mariendal” tæt ved Falkoner Allé. De 50 tdr. land, der hørte til ejendommen, udstykkede han til villagrunde og skabte sig en betydelig formue derved. Salget blev yderligere stimuleret af, at han selv sørgede for en sporvejslinje ud til det nye område. Han havde en faible for det græske kongehus, og derfor vrimler det i Mariendalskvarteret med kongelige navne.
Men Josephsen var ikke blot en dreven forretningsmand, men også en stor filantrop, der enten bortgav byggegrunde eller solgte dem på favorable vilkår til en række godgørende stiftelser. Mariendalskvarteret kunne lige så godt have heddet det mindre mundrette: Josephsens land, for det var her, at han boede, tjente sig en betydelig formue, udfoldede sin filantropiske virksomhed og ikke mindst var mæcen for Mariendals Kirke. – For at man ikke skulle glemme ham, så var navnet på Nitivej dannet af forbogstaverne i hans og konens navn (Niels og Thora).
Niels Josephsen blev justitsråd; men selv justitsråder er dødelige, og Niels Josephsen døde, inden Mariendals Kirke var færdig. I det gavebrev på 5o.ooo kr. til bygning af en ny sognekirke, som Niels Josephsen udstedte kort før sin død, var det den klare forudsætning, “at der blev tilvejebragt en Begravelsesplads i den vordende Stenkirke for de to Givere”.
Kirkekomiteen ville gerne medvirke til, at forudsætningen blev opfyldt, og i et andragende fra forretningsudvalget til kongen d. 4. juni 1905 anførtes det, “at der har været en levende Følelse af, at de har gjort sig særlige værdige dertil”, dels fordi ægteparret havde støttet en række filantropiske stiftelser, dels fordi de havde doneret store gaver til den nye kirke.
Der fulgte nu en længere korrespondance med biskoppen og Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen om tilladelse til det påtænkte arrangement, og spørgsmålet om, hvor kisten midlertidigt skulle anbringes. Tilladelsen blev givet og kisten hensat i Sct. Thomas kirkes ligkapel. Da man gik i gang med den endelige kirke, sørgede man, som noget af det første for, at Niels Josephsen hurtigst muligt kom på plads.
Pudsigt er det at tænke sig, at hvor højaltret i den katolske tid undertiden var bygget over en helgens smuldrende ben, så blev altret i Mariendals Kirke bygget over en almindelig kapitalist, som gerne ville sikre sig et godt eftermæle – sikkert ud fra de bedste motiver.
Ikke mindre gavmild var justitsrådinden Thora Emilie Charlotte Josephsen (1836-1906) efter sin mands død. Først bekostede hun gravkrypten, der ville koste ca. 3.000 kr., og efter hendes død bevilgede boet efter hendes ønske 8.200 kr. til anskaffelse af orgel, 5.000 kr. til en altertavle og indtil 3.150 kr. til 2 stk. malmklokker. Inden justitsrådinden døde, nåede hun at tømme smykkeskrinet for, at indholdet skulle anvendes til “1) et Kors af Guldsmykker med Stene til Justitsraad Josephsens Sarkofag; 2) Kirkens hellige Kar (Kande, Disk, Oblatæske, Kalk), saaledes at Smykkerne kun maa anvendes til ovennævnte Genstande.” Og sådan blev det. Arbejdet blev udført af hofjuveler Hertz.
Både justitsråden og justitsrådinden havde været særdeles rundhåndede, og uden deres økonomiske bistand var Mariendals Kirke ikke blevet bygget så hurtigt. På den måde kom kirken til at adskille sig fra de mange andre kirker, der blev bygget i begyndelsen af det tyvende århundrede, og hvor midlerne blev skaffede ved forskellige former for indsamling.

Deling af Sct. Thomas sogn
Forretningsudvalget arbejdede trøstigt videre, og d. 29. oktober 1902 skrev man så til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen om at få delt Sct. Thomas Sogn i to dele.
Den ene del “kom til at trække sig fra de Classenske Boliger og Solbjergvej til Frederiksberg Kommunes Grænse og fra Frederikssundsbanen til Godthaabsvej med en Kirke paa Hjørnet af Nyelandsvej og Nordre Fasanvej.”
Og det andet sogn blev begrænset “af Godthaabsvej, Kronprinsesse Sofies Vej og Frederiksberg Kommunes Nord – og Vestgrænse til Frederiksberg Vandværk.”
Ministeriet var velvillig indstillet over for planen, som imidlertid blev realiseret i to tempi: først blev Mariendals Sogn udskilt i 1905 (herom senere) og så Godthåbs sogn i 1909 (hvor både Sct. Thomas, Mariendals og Sct. Lukas sogne bidrog med områder).

Samarbejde med Det københavnske Kirkefond
Ét var samarbejdet med de officielle myndigheder, et andet samarbejdet med den private organisation: Det københavnske Kirkefond (i det flg. kaldet Kirkefondet). Kirkefondet var stiftet d. 14. oktober 1896 for at bringe orden i de kirkelige forhold, som var kaotiske på grund af den store befolkningstilvækst, som København oplevede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Kirkefondet var stærkt præget af Indre Mission, og det er ikke så mærkeligt, at J.S. Müller som formand for Sct. Thomas Sogns Kirkekomité søgte kontakt med Kirkefondet.
Kirkefondet ville arbejde inden for Folkekirken, men havde en ideologi, som på nogle punkter ikke stemte overens med den officielle kirkes. Kirkefondet ville – som det siges – lindre den store nød, både den åndelige og den materielle. Forkyndelse og diakoni skulle gå hånd i hånd som ligeværdige partnere. Kirkefondets ideologi implementeredes i dets handlingsmodus, som kort kan skitseres sådan: Forudsætningen var:
a) at de gamle sogne deltes
b) at der ansættes flere præster (her tiltog Kirkefondet sig en særdeles aktiv rolle)
c) at der derved kunne dannes menigheder
d) at der var grundlag for indsamling af penge til en ny kirke med en midlertidig kirke som mellemled
e) at den nye kirke så skulle være centrum for udadvendte aktiviteter.

Det er inden for disse rammer, at samarbejdet mellem Kirkefondet og Sct. Thomas Sogns Kirkekomité må forstås. Kirkefondet var villig til at udlåne en midlertidig stålkirke på 700 kvadratalen med 3 á 400 siddepladser på flg. vilkår:
a) at den midlertidige kirke forblev Kirkefondets ejendom
b) at Sct. Thomas sogn deltes
c) at der ansattes to nye præster, hvor Kirkefondet i samråd med Kirkekomiteen ville indstille til kongen, hvem det skulle være.

Meningen var selvfølgelig, at de to nye præster skulle skabe aktiv interesse for det nye sogn og dermed for en ny kirke.

Et nyt sogn – en midlertidig kirke – og to nye præster
Forretningsudvalget måtte atter til pen og papir for at anmode Ministeriet om hjælp til at få delt Sct. Thomas Sogn, sådan at der kunne skaffes en forsvarlig kirkelig betjening af den hastigt voksende befolkning på Frederiksberg.
Ministeriet for Kirke – og Undervisningsvæsen approberede d. 29. marts 1905, at der oprettedes et nyt sogn, “der begrænses af Frederikssundsbanen, Solbjergvej, den vestlige Grænse af de Classenske Boliger, Kronprinsesse Sofies Vej samt Frederiksberg Kommunes Grænse mod Nord og Vest.”, og at det nye sogn skulle kaldes Mariendals Sogn og den kommende kirke Mariendals Kirke.
Kirkefondet opererede på den tid med to former for midlertidige kirker: a) jernkirker og b) kokkolitkirker. Jernkirker, der blev importerede fra England, bestod af jernplader over et skelet af træ. De var kolde om vinteren og varme om sommeren. Til det nye sogn fravalgte man derfor jernkirken (omtalt som stålkirken) og brugte i stedet kokkolitkirken.
Kokkolit blev lavet i store plader bestående af kokosaffald og gips, og disse plader blev monteret over et skelet af træ. Den midlertidige Mariendals Kirke blev anbragt på kirkegrunden, og murermester Meyling tilbød at udføre betonfundamentet til 57½ øre pr. kubikfod, hvilket godtoges.
“Arkitekt Nyrop har forestaaet Opførelsen af denne lille Kirke, hvis Ydre er meget uanseeligt, men hvis Indre gør et hyggeligt Indtryk,” som det blev udtrykt.
Søndag d. 24. september 1905 blev kirken indviet. Den rummede 400 siddepladser og kom til at gøre tjeneste i tre år. Der skete et mindre “indbrud” i kirken, da man skulle opføre den endelige kirke. – Da stenkirken var færdigbygget, holdt kokkolitkirken flyttedag til Aldersrokvarteret.

To nye præster
Med Kirkefondets aktive medvirken kom der to nye præster til Mariendals Sogn. Som sognepræst Emil Albeck fra Seem sogn (i Ribe stift) og som residerende kapellan Nis Nissen fra Gladsaxe.
Man kan diskutere, om Kirkefondet og dets meget energiske sekretær, Julius Friis Hansen – “Et Feltherretalent i Herrens Krige”, siges det hagiografisk om ham – havde en heldig hånd ved ansættelsen. Nedergaard skriver således: “Menigheden kom til at udvikle sig således, at der blev to skarpt adskilte menighedskredse: pastor Albecks nærmest i tilknytning til IM og Kirkefondet, og pastor Nissens, der var uden særligt partipræg.”

Det nye menighedsråd
I og med, at der blev oprettet et nyt sogn, skulle der også etableres et menighedsråd. – Den første menighedsrådslov blev udstedt d. 15. maj 1903, skabt af degnen fra Hee: J.C. Christensen. Denne menighedsrådslov er bemærkelsesværdig derved, at for første gang fik kvinder valgret og valgbarhed til et offentligt organ. Loven gav imidlertid ikke det nye menighedsråd mulighed for aktivt at gå ind i kirkebyggeriet. Her fortsatte Sct. Thomas Sogns Kirkekomité.
Det eneste punkt, hvor menighedsrådet måtte tage stilling, var fru Josephsens donationer. De var nemlig betingede af en ændring af sognegrænserne, således at “den Del af Sct. Thomas Sogn, som begrænses af Kronprinsesse Sofies Vej, Dronning Olgas Vej, Falkoneralleen og Ladegaardsåen, i hvilken hendes Ejendom “Mariendal” er beliggende”, blev inddraget i det nye sogn. Det gik man naturligvis med til og fik også Ministeriets godkendelse.
Hvor der er penge, er der også en vej.

Stenkirken bliver til
Forretningsudvalget havde nu en byggegrund, penge og den nødvendige motivation (en midlertidig kirke og to nye præster). Nu manglede man bare en arkitekt. På et møde d. 7. september 1905 drøftedes to mulige arkitekter: Martin Nyrop, som imidlertid havde travlt med Bispebjerg Hospital, og Thorvald Jørgensen, som var villig. “Det fastsloges, at Kirken bør have 8oo Siddepladser, højst koste 100.000 Kr. have et Sakristi paa 80-90 Kvadratalen og have et mindre Kisterum”.
Allerede d. 5. december samme år kom Thorvald Jørgensen med en plan og flere meget smukke tegninger: kirken bygges af røde sten og granit med 6oo siddepladser og i koret 80 siddepladser, (+ et tårn). Tanken om en krypt (udover gravkrypten) opgives og i stedet bygges en sidebygning med en stueetage, “hvis Gulv bliver i Højde med Korets Guld i Kirken …… ved stærk Tilstrømning kan disse Lokaler sættes i Forbindelse med Kirken, saa der yderligere bliver 200 Siddepladser.”
For en gangs skyld var Ministeriet hurtigt og allerede d. 19. februar 1906 kunne man meddele “til behagelig Efterretning og videre Bekendtgørelse at Forslaget herved approberedes.”
Og så var det ellers om at komme i gang med murskeen.

Arkitekten
Thorvald Jørgensen (1867-1946) var en habil kirkebygger (Nathanaels Kirke 1899, Brorsons Kirke 1901, Esajas Kirke 1903 og 1912, Frihavnskirken 1905), men er nok mest kendt som arkitekt for det tredje Christiansborg.
Som arkitekt tilhørte Thorvald Jørgensen historicismen – dvs. den frie holdning til arkitekturens mange historiske former og stilarter. I Trap Danmark fra 1879 beskrives det således: “Der er ikke noget bestemt Princip, efter hvilken Formerne gives; men hver Kunstner har valgt den Del af Fortidens eller Nutidens Bygningsformer, som stod hans Stemning (eller Ideal om man saa vil) nærmest, da han skulde vælge eller føde sit Project.”
Således har Mariendals Kirke fået nærmest romanske former med lisener, buefriser, smigede, rundbuede vinduer. Hovedindgangen har fået en stor vinduesrose med farvet glas og en åben, søjlebåren loggia. Thorvald Jørgensen satte også sit præg på interiøret: bl.a. billedskærerarbejder på pulpiturer, i kor og ved alterparti.

Indvielsen
Vintersolen havde svært ved at få magt, da klokkerne fra de Smithske Jernstøberier lød igennem den frostklare luft og kaldte til festgudstjeneste i Mariendals Kirke d. 15. marts 1908: Kirken skulle indvies.
Starup-orglet præluderede og ind skred den gejstlige procession med Hans Højærværdighed Biskop Skat Rørdam og provsten for Frederiksberg V. Glahn i spidsen. “Ved Indvielsen var saavel Kirken som de tilstødende Lokaler i Menighedshuset ganske fyldt.”
Ægteparret Josephsen havde sikret sig en plads i første parket – under koret. Efterhånden som de gejstlige skred op igennem det lyse og venlige rum med mørke kirkebænke, kunne de se, at de skulle flere trin op til koret. Heroppe kunne de se det fine Altersølv og beundre altertavlen. “Altertavlen er malet af Knud Larsen med Emne “Kristus Consolator”, hvoraf en Skitse foreløbig opsættes.”
Biskoppen foretog den højtidelige indvielse og kirkens to præster fik også lejlighed til at medvirke. Naturligvis blev Sct. Thomas Sogns Kirkekomité behørigt takket, særlig pastor Müller og professor H.O.G. Ellinger. Pastor Müller havde trukket sig ud af forretningsudvalget, da Mariendals Sogn blev udskilt, og det blev Ellinger, der var den drivende kraft.
“Kirken med Menighedshuset og alt Inventar har kostet ca. 130.000 kr.”; men så var der også blevet råd til en bolig for kirkebetjenten i kælderen til det menighedshus, der var bygget sammen med kirken.
Nu kan man have mange forskellige meninger om Mariendals Kirkes udseende; men man må holde sig for øje, at den ikke i første omgang er tænkt som et æstetisk smukt bygningsværk, men i lighed med mange andre kirker, der blev bygget på den tid som en funktionel ramme for et menighedsliv, der også skulle udfolde sig i sociale og diakonale aktiviteter.

Afslutning
Forretningsudvalget samledes sidste gang d. 11. juli 1913, hvor formanden H.O.G. Ellinger ledede mødet. Den samlede indtægt havde været 141.288,79 kr. (heri indgik et lån fra Kirkefondet på 10.000 kr.) og udgifterne 141.288,38 kr. Det gav et overskud på 41 øre. Et tillægsregnskab på 50 kr. indkommet ved salg af et ståltrådsgitter – fratrukket forskellige småudgifter – gav et overskud på 3,33 kr.
Forretningsudvalget havde udført et godt og solidt stykke arbejde for at få udskilt et nyt sogn og bygget en ny kirke. Det kunne roligt lægge overskuddet i fattigbøssen.
Man må håbe, at det er kommet de fattige til gode.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2005.