Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Selskabets seneste bogudgivelse, Gennem veje og alléer på Frederiksberg, har været en succes. De enkelte vejes historie fænger, og navnlig kapitlerne om det 19. og 20. århundredes arkitekturstrømninger i gadebilledet og byens bebyggelsesmæssige udvikling er blevet læst med stor interesse. Det private byggeinitiativ og dets indflydelse af nationale og internationale kulturpåvirkninger formede fra midten af det 19. århundrede og i de følgende 150 år på afgørende vis bybilledet og den storby i Hovedstaden, Frederiksberg udviklede sig til. Men udviklingen blev i lige så høj grad bestemt af lovgivningens, og navnlig kommunens, stadigt mere gennemgribende påvirkning af byudviklingen. Som på andre områder kom myndighedernes rolle i forhold til byens bebyggelsesmæssige udvikling dermed til at afspejle centrale træk ved statens og navnlig kommunens rolle i samfundet i perioden. En udvikling, der gik fra planløshed til planlægning. Dette aspekt belyses nærmere i denne artikel.

Inden for bygningslovens rammer – 1854-1890
Rejste man i midten af 1800-tallet til hovedstadsområdet, kunne man som andre steder i Danmark opleve et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig i århundreder. Landets hovedstad lå klemt inde bag de gamle fæstningsanlæg fra 1600-tallet og oplandet bestod af landsogne, hvor Frederiksberg hørte til de største. Med industrialiseringen ændredes billedet for 150 år siden. Den demarkationslinje, der havde forhindret bebyggelse uden for fæstningsvoldene, blev ophævet i 1852. Det gav stødet til fremvæksten af de københavnske brokvarterer og til, at Frederiksberg udviklede sig fra et landbosamfund til en storby i Hovedstaden.
Med den frigivelse af bebyggelsen, der fulgte med ophævelsen af demarkationslinjen i 1852, blev behovet for en bygningslov for Frederiksberg, ligesom for Københavns vedkommende, stadigt mere påtrængende. Tilløb til en sådan blev gjort i 1854, da en særlov af 19. marts bestemte, at intet byggeri måtte påbegyndes uden at amtmanden havde meddelt resolution for, at vandløb var reguleret og at der var udlagt en vej af tilstrækkelig bredde og i en hensigtsmæssig retning ud til en tilstødende offentlig vej. Loven svarede til én gældende for de københavnske brokvarterer og omfattede området øst for linjen Falkoner Allé, Allégade og Pile Allé.
Bestemmelserne fra 1854 var dog utilstrækkelige, og i takt med den hurtige byudvikling og den meget tætte bebyggelse af bl.a. Schønbergsgadekvarteret, blev behovet for en egentlig bygningslov stadigt mere påtrængende op gennem den sidste del af 1850’erne. Den kommission, der havde udarbejdet det forslag til en københavnske bygningslov, der blev fremsat i Rigsdagen i 1855, havde oprindeligt udstrakt lovforslagets gyldighedsområde til også at omfatte den del af Frederiksberg, der var omfattet af bestemmelserne fra 1854. Da regeringen af en række administrative omstændigheder i det endelige og siden vedtagne lovforslag indskrænkede bestemmelserne til udelukkende at omfatte nabokommunen, valgte den i stedet, efter at Frederiksberg skulle være selvstændig købstadslignende kommune fra 1. juli 1858, at fremsætte en særlig bygningslov for Frederiksberg. Loven, der blev endeligt vedtaget 12. januar 1858.
I motiverne til lovforslaget, der blev fremlagt i Landstinget i oktober 1857, hed det således: ”Bestemmelserne om størrelsen af det ubebyggede areal, som skal ligge til våningshuse, må anses for en af de vigtigste og mest påtrængende bestemmelser for at hindre den i Hovedstaden og en del af dens grund så almindelige og skadelige overfyldning og tætte bebyggelse. Det kan næppe være tvivl underkastet, at loven af 17. marts f.a. [Københavns bygningslov] § 65, der også angår Københavns forstæder, for så vidt har taget alt for meget hensyn til byggeforholdene inden for voldene ved kun at bestemme, at den ubebyggede del af den til et våningshus hørende grund ikke må formindskes under ¼ af hele grundens areal og at enhver gård ud til hvilken der anbringes vinduer fra værelser eller køkkener skal i det mindste indeholde 25 kvadratalen [10 kvm] ubebygget areal og ikke i nogen udtrækning have en mindre udstrækning end 3 alen [1,9 m]”.
Trods ønskerne om skærpede bestemmelser for Frederiksberg var bygningslovgivningen og myndighedernes bebyggelsesregulering frem til 1890 styret af stærkt liberale anskuelser. Kommunen rådede ikke over større ubebyggede arealer og havde kun mulighed for en begrænset styring af bebyggelsen ved anlæggelse af offentlige veje, ved sundhedsvedtægten fra 1860 og bygningsloven for Frederiksberg fra 1858. Bygningsloven, der i realiteten videreførte bestemmelserne fra København, rummede ingen egentlige byplanmæssige beføjelser og opstillede for bebyggelse af de enkelte parceller kun minimumsbestemmelser, der i øvrigt i udstrakt grad tog hensyn til bygherrernes interesse i at udnytte deres grunde mest muligt. Herudover havde loven i første omgang kun gyldighed for det såkaldte bydistrikt – området øst for linjen Falkoner Allé/Allégade/Pile Allé. Vest for gjaldt de langt mindre regulerende bestemmelser for bebyggelse i sognekommunerne, og først i 1881-loven blev gyldighedsområdet udvidet til at omfatte hele kommunen.
Den frederiksbergske bygningslov gav dog kommunen visse beføjelser, på hvilket grundlag man kunne stå fastere i forhandlingerne med grundejerne og lede bebyggelsen i heldige baner. Loven var desuden på nogle punkter strammere end den to år ældre lov for København. Mens f.eks. det ubebyggede areal i København skulle udgøre en fjerdedel af det samlede grundareal, fastlagde loven for Frederiksberg et ubebygget areal på halvdelen af grundens areal, og krævede tillige, at dette skulle forøges med en fjerdedel for hver etage ud over to. For gårde ud til hvilke der anbragtes vinduer fra værelser og køkkener var arealkravet på minimum 100 kvadratalen (40 kvm), ligesom der skulle være en afstand mellem bygninger på mindst 4 alen (2,5 m). Ud over de reguleringsmuligheder, bygningsloven hjemlede, gennemførte kommunen i henholdsvis 1865 og 1882 særlige vejplaner for bydistriktet. Planer, der sammen med bygningslovens bestemmelser blev anvendt som rettesnor ved behandlingen af de forskellige udstykningssager for at få en mere regelmæssig bebyggelse.
Ved siden af bygningsloven og kommunens første vejplaner var selve boligbyggeriet desuden reguleret af særlige sundhedsvedtægter. Den første blev udsendt i 1860 og revideret i 1883. Vedtægten fra 1883 havde på boligområdet særlige bestemmelser om vandforsyning, afløb, renholdelse af spildevandsafløb og gårdlatriner og pissoirer samt et særligt kapitel om boligforholdene. Kapitlet fastslog, at ingen lejligheder måtte overfyldes så meget, at der var risiko for beboernes sundhed og for udvikling af epidemiske sygdomme. Lejlighederne skulle være forsynet med bræddegulv og skulle kunne holdes tætte og tørre. Der skulle være tilstrækkeligt med vinduer, der både kunne åbnes og lukkes, og lejlighederne skulle kunne opvarmes om vinteren. Sundhedskommissionen havde bemyndigelse til helt eller delvist at forbyde beboelse af lejligheder, hvor forholdene var til skade for sundheden i væsentlig grad. Et motiveret forbud skulle meddeles ejeren skriftligt, og inden en måned skulle de påpegede mangler være afhjulpet eller huset ryddeliggjort i overensstemmelse med forbuddet. Kommissionen skulle desuden godkende, at kældre anvendtes til beboelse, og kunne forbyde kælderbeboelse såfremt den skønnedes at være til skade for sundheden.
Den skærpede bygningslov, sundhedsvedtægten og kommunens vejplaner fik afgørende betydning for at Frederiksberg fik et langt mere åbent og tiltalende præg og en højere boligstandard end i de samtidige københavnske brokvarterer, men var dog i lige så høj grad betinget af de villaservitutter, borgerskabet af egeninteresse lagde på deres ejendomme. I de områder i byen, hvor spekulationsinteresserne slog igennem i boligbyggeriet, kunne hverken bygningsloven eller de kommunale myndigheders vejdispositioner hindre en uheldig blanding af industri- og boligbyggeri eller tæt bebyggede arbejderkvarterer med smålejligheder og bag- og sidehuse. Det gjaldt spredte grunde rundt om i byen, området mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø og omkring Falkoner Allé, hvor der fandtes sammenbyggede etagehuse af samme type som dem, der på samme tid var skudt op på de indre københavnske brokvarterer. Værst var situationen i det såkaldte Schønbergsgadekvarter, der opstod mellem 1850’erne og 1880’erne. Kvarteret domineredes af fabriksanlæg, og i de relativt store karréer var baggårdene opfyldt af bag- og sidehuse og fabriksanlæg og værksteder. Om man var her eller i en af sidegaderne til Istedgade eller på Indre Nørrebro kom ud på ét.

De første reguleringer – 1890-1913
Sideløbende med de første socialpolitiske initiativer, der gennemførtes i de største byer og på statsplan, skete der også på Frederiksberg et gradvist skift i bygge- og boligpolitikken. Hvad angår bebyggelsesreguleringens regelgrundlag resulterede tiden i nye initiativer – en revideret bygningslov og en ny sundhedsvedtægt. Bygningsloven for Frederiksberg fra 1890 var ganske vist en videreførelse af den i øvrigt skærpede københavnske bygningslov fra 1889, men rummede i forhold til denne en række yderligere indskrænkninger i byggefriheden. Kravene til det ubebyggede grundareal, gårdareal samt bygningsafstand blev forøget, gadebredden fastsattes til min. 30 alen (19 m) ved nyanlæg, og bygningshøjden måtte ikke overstige 5 etager i nybyggeriet – i København kun 20 alen (13 m) og en bygningshøjde på op til 6 beboelseslag. På sundhedsområdet førte den nye sundhedsvedtægt fra 1913 til en række videregående bestemmelser i kapitlet om boligforholdene. I forhold til de overbefolkede lejligheder fik sundhedskommissionen yderligere muligheder for at skride ind over for ejeren og kunne i de konkrete tilfælde fastlægge, hvor mange boere, der måtte være i de enkelte lejligheder – i almindelige lejligheder skulle der for hver beboer være mindst10 kubikmeterluft og for kælder-, kvist- eller stuelejligheder12 kubikmeter. Herudover blev kravene til indretning af nye kælderlejligheder udvidet så meget, at der reelt var tale om et forbud.
Selv om de forskellige lovbundne bestemmelser om regulering af bebyggelsen blev strammet betydeligt op, blev kommunens selvstændige indsats på området nok så afgørende. For i højere grad at kunne styre den fremtidige bebyggelsesudvikling i den sydvestligste del af byen opkøbte kommunen i 1898 de såkaldte Reebergske grunde – 60 tdr. land mellem Finsensvej og Roskildevej. I samme område opkøbtes 1905 yderligere 31 tdr. land, og i de følgende år gennemførtes tilsvarende opkøb, bl.a. 10 tdr. land ved Godthåbsvej/Tesdorpfsvej i 1908.
I mangel af en række beføjelser i bygningsloven fra 1856 forsøgte kommunen ved forberedelsen af 1890-bygningsloven at få indføjet forbud mod side- og baghusbebyggelser samt byplanmæssige beføjelser til at udlægge særlige zoner for bestemte bebyggelsestyper. Da Justitsministeriet ikke ville gå med til så vidtgående beføjelser, som kommunalbestyrelsen stillede forslag om under forhandlingerne med ministeriet, tog kommunen sagen i egen hånd. Med udvidelsen til bygningslovens gyldighedsområder i 1881 til også at omfatte landdistriktet, blev der således allerede året efter udarbejdet en vejplan for hele kommunen. Planen omfattede mere end 50 nye veje og blev styrende for de vejanlæg, der gennemførtes, og øvede dermed også indflydelse på karréudformningen og på, hvorledes karréerne kunne bebygges i forhold til de begrænsninger, bygningsloven lagde for afstand mellem bygninger og det ubebyggede areals størrelse. Bygningskommissionen indvilgede i at undlade at give bygningstilladelse, før vejudvalget havde fundet nye veje/gader i overensstemmelse med vejplanen, og vejudvalget førte selv forhandlinger med ejerne af større ubebyggede områder for at sikre en ensartet bebyggelse. Kommunen tilbød ved disse forhandlinger at godkende private veje, at overtage tidligere private veje eller at anlægge nye veje og kloaker på gunstige vilkår og med lange afdragsperioder, under forudsætning af, at ejerne respekterede de senere servitutpålagte bebyggelsesplaner, der blev opnået enighed om.
I samme retning virkede den i 1882 på initiativ af Frederiksberg Grundejerforening nedsatte Komité for en heldig bebyggelse af kommunen. Komitéen, der bestod af repræsentanter fra grundejerforeningen og kommunen, virkede frem til 1902 og havde stor betydning ved de konkrete forhandlinger mellem kommunen og grundejerne ved fastlæggelse af bebyggelsesbestemmelser i forbindelse med anlæg af veje eller overtagelse af private veje. Efter 1902 blev komitéen afløst af Udvalget til præmiering af de i arkitektonisk og hygiejnisk henseende heldigt gennemførte byggeforetagender. Udvalget var et rent politisk udvalg, men kom i nogen grad til at indtage den samme rolle, som komitéen tidligere havde haft.
Da kommunen altid skulle godkende nye veje og selv overtog et stort antal veje og efterhånden selv anlagde langt de fleste af de nye, fik den på denne måde et væsentligt instrument til regulering af bebyggelsen. Reguleringsinstrumentet var allerede taget i anvendelse ved bebyggelsen ved Poul Møllers Vej og Steen Blichers Vej i slutningen af 1870’erne og blev i stigende grad taget i anvendelse i årtierne frem mod 1. Verdenskrigs udbrud. Ad den vej gennemførtes bebyggelsesplaner for en række større og mindre kvarterer i bydistriktet og i en række tilfælde blev det samtidigt fastlagt, at de enkelte beboelsesejendomme ikke måtte indeholde lejligheder på under 3 værelser.
I den ældste del af byen, øst for linjen Falkoner Allé/Allégade/Pile Allé, omfattede vej- og bebyggelsesplanerne kun mindre områder som følge af den bebyggelse og de veje, der var der i forvejen. Områderne mellem Carit Etlars Vej, Frederiksberg Allé, Kingosgade og ned til grænsen til Københavns Vesterbro og ved Dr. Priemes Vej, Maglekildevej og Hollændervej øst for den gamle landsby i Allégade udlagdes til områder med et højt og relativt tæt etagebyggeri. I det trekantede område mellem Vesterbrogade, Pile Allé og kommunegrænsen opførtes ligeledes høje etagehuse, men her åbnedes de enkelte karréer af flere mindre passager for at skabe større åbenhed i bebyggelsen. Samme mønster gik igen ved etagebyggeriet syd for Rolighedsvej ved N.J. Fjords Allé, L.I. Brandes Allé og Dr. Abildgårds Allé samt ved Mynstersvej, Martensens Allé, Madvigs Allé og Nyvej syd for Gammel Kongevej. Herudover blev karréerne de to sidstnævnte steder brudt af et tværgående grønt haveanlæg, der også bidrog til en åbning af bebyggelsen.
Større indvirkning fik kommunens bebyggelsesregulering i de nye kvarterer, der skød frem i årtierne omkring århundredskiftet. I Mariendalskvarteret blev der fra midten af 1880’erne og i løbet af 1890’erne etableret en nogenlunde adskillelse af bebyggelsesarterne, således at den sydligste del langs Holger Danskes Vej blev udlagt til etageejendomme, mens den østlige del mellem Kronprinsesse Sofies Vej og Falkoner Allé blev forbeholdt villabebyggelse. I kvarterets vestlige del mellem Kornprinsesse Sofies Vej og Nordre Fasanvej udlagdes store sammenhængende grundarealer til industribyggeri, men bebyggelsesreguleringen kunne ikke her hindre, at den øvrige del af området bebyggedes med etagebyggeri.
Syd for i Sindshvile-(Svømmehals-)kvarteret lykkedes det derimod at koncentrere industribyggeriet på den store grund nord for banegårdens sporområde og i det væsentligste at undgå større fabriksanlæg i den øvrige del af kvarteret. De bredere gader blev i lighed med de ydre dele af Københavns brokvarterer lagt så tæt, at karréerne blev så smalle, at egentlig baggårdsbebyggelse blev umuliggjort. De enkelte karréer blev flere steder brudt op af mindre passager til gårdene, hvorved der kunne trænge lidt mere lys og luft ind i de enkelte smalle karréers gårdrum. For at skabe mere åbenhed i kvarteret anlagdes endelig den relativt store plads Langelands Plads.
Lige vest for Fasanvejene, hvor byggeriet også kom i gang før 1. Verdenskrigs udbrud, begyndte fabriksanlæg at vokse op langs Frederikssundsbanen og Vestbanen. Den store grund mellem Nyelandsvej og Godthåbsvej blev fra 1903 udlagt til Forsørgelses- og Hospitalsvæsenets store institutionskompleks – hospital, fattighus, arbejdsanstalt, sygestiftelse, børneoptagelseshjem og alderdomshjem. Ved Søndre Fasanvej syd for Roskildevej og nord for Kongensvej, Dronningensvej og Kronprinsensvej udlagdes to større områder med villaer. Fra kommunens side var det oprindeligt planen, at sidstnævnte villakvarter skulle strække sig ned til Solbjerg Kirkegård, men da det ikke lykkedes at få planen igennem over for grundejerne, blev Frederiksvej og Mathildevej på en underlig umotiveret måde bebygget med etagehuse med 5 etager trods det omgivende villakvarter og det store grønne område, som kirkegården udgjorde.
Mest vidtgående blev vej- og bebyggelsesplanerne for byens såkaldte landdistrikter, der fra 1886 omfattede hele området vest for Fasanvejslinjen. Inden århundredskiftet var kommunen, samtidig med købet af de Reebergske grunde i det sydlige landdistrikt sammen med grundejerne nået til at få fastlagt en plan for Nordre Landdistrikt – området mellem Frederikssundsbanen, Fasanvejen og kommunegrænsen mod nord og nordvest op mod Brønshøj-Rødovre Sognekommune, der indlemmede i København i 1901. Frederikssundsbanen dannede i den forstand et naturligt skel, idet kloakeringen af området nord for måtte ske mod øst via Københavns kloaksystem til Kongedybet. Uden kloakering kunne ingen bebyggelse finde sted, men selv da grundejerne var blevet enige med kommunen om spørgsmålet, trak forhandlingerne med Københavns Kommune ud, indtil man fra nabokommunens side blev interesseret i at få ført Rantzausgade videre mod vest, som senere Borups Allé, gennem Frederiksberg og ud til det indlemmede Brønshøj Sogn. Det lykkedes at komme frem til en ordning vedrørende de økonomiske byrder, Frederiksberg måtte påtage sig i forhold til København. Byrden ved vej- og kloakanlæg i distriktet anså kommunen for opvejet af de bebyggelsesbestemmelser, som grundejerne gik med til at pålægge deres ejendomme i forbindelse med kloakeringen og som skulle føre til en senere zonevise bebyggelse af distriktet.
Mens det således forholdsvis hurtigt var lykkedes at komme overens med grundejerne i det nordre distrikt kneb det mere i Søndre Landdistrikt – området mellem Frederikssundsbanen, Fasanvejen og kommunegrænsen mod syd og sydvest ned mod Valby-Vigerslev-distriktet i Hvidovre Sognekommune, der ligeledes indlemmedes i København i 1901. Kommunen besad via de Reebergske grunde godt nok over en tredjedel af jorden i distriktet, men samarbejdet med dets mange lodsejere gav problemer. En vej- og bebyggelsesplan, som var udarbejdet af den senere stadsingeniør i København, A.C. Karsten, og som vandt førstepræmien i en i 1899 udskreven konkurrence, kunne ikke vedtages, da grundejerne ikke ville binde sig til de detaljerede planer og bestemmelser.
Sagen kom derfor til at ligge stille i nogle år, og først i 1906 stillede kommunalbestyrelsen 1.000 kr. til rådighed for Vejudvalget til udarbejdelse af en ny plan. Udvalget lod beløbet gå videre til grundejerne som hjælp til assistance ved udarbejdelse af en plan, der kunne betragtes som udtryk for deres ønsker. Grundejerne lod en ingeniør Frandsen udarbejde en plan, der fremsendtes til kommunen i vinteren 1907 og som kom til at danne grundlag for de kommende forhandlinger mellem kommunen og grundejerkredsen. Der afholdtes efterfølgende en række møder, og i vinteren 1908 enedes man om at anmode Vejudvalget om, sammen med Den tekniske Forvaltning at udarbejde et endeligt forslag til en vej- og bebyggelsesplan, der skulle rumme bebyggelseszoner og de nødvendige større veje. Under udarbejdelsen af planen blev der løbende fra Vejudvalgets side konfereret med grundejerforeningen og udarbejdet udkast til en overenskomst mellem kommunen og grundjernene om en endelig vej- og bebyggelsesplan. Planen og overenskomsten blev i marts 1910 sendt til høring i grundejerforeningen, der dernæst til kommunen fremsendte en række ændringer til overenskomst og bebyggelsesplan. Ændringsforslagene blev henvist til det særligt nedsatte Udvalg for bebyggelsen af Søndre Landdistrikt, der bemyndigede Vejudvalget til som underudvalg at fortsætte forhandlingerne med grundejerne. Der blev under disse forhandlinger fremsat yderligere ændringsforslag fra begge sider, og da det var vanskeligt at nå til enighed, besluttede udvalget i november 1910 at sende forslaget til høring hos hver enkelt grundejer.
I svarene var for en tredjedels vedkommende givet betinget tilslutning til forslaget, mens den anden tredjedel ikke havde ønsket at tage nærmere stilling. Udvalget kunne i 1911 dog ikke gå ind på de nye fordringer, grundejerne stillede, og beklagede, at det ikke havde været muligt at opnå enighed med grundejerne, der efter udvalgets opfattelse burde havde givet de fornødne indrømmelser for at få planen gennemført. Da det således efter mange års tovtrækkeri med grundejerkredsen ikke var lykkedes at få gennemført en plan for hele distriktet, forsøgte man fra udvalgets side i stedet at forhandle med grundejerne omkring Peter Bangs Vej, da den første bebyggelse forventeligt måtte opstår her, men også i dette tilfælde blev der ikke opnået enighed som følge af grundejernes krav. Da det særligt var ejerne af de små parceller, der havde givet vanskeligheder, besluttede udvalget sig i efteråret 1912 for at forhandle med de store grundejere i distriktet for dermed senere at kunne lægge pres på de mindre. Heller ikke den taktik lykkedes, og først efter at forhandlingsfeltet blev indsnævret til de tre største grundejere i området, lykkedes det at nå til enighed om en vej- og bebyggelsesplan, der godt nok byggede på kommunens oprindelige forslag fra 1908, men som i første omgang kun omfattede en mindre del af distriktet.
Sagen blev politisk behandlet i løbet af vinteren og foråret 1913. I indstillingen til kommunalbestyrelsen beklagede udvalget igen, at det ikke havde været muligt at nå til enighed om en samlet plan, der kunne modvirke en uregelmæssig og planløs bebyggelse. Udvalget anbefalede dog en plan for et mindre område, da der dermed var taget de første skridt til hele planens gennemførelse og ud fra forventningen om, at de mindre grundejere nok ville følge efter, og endelig i juni 13 kunne planen vedtages af en enig kommunalbestyrelse.

Byplanlægning i støbeskeen – 1913-1938
Byggeriet på Frederiksberg under 1. Verdenskrig og op gennem mellemkrigstiden skete i nogen grad på de resterende ubebyggede grunde i karréerne i Mariendals- og Sindshvilekvartererne. Her var der allerede før århundredskiftet taget bestemmelse om bebyggelsesmåde og udlagt veje og gader, hvorved kommunens muligheder for her yderligere at regulere bebyggelsen var begrænset. Kun ved udlægningen den store sportsplads i årene 1919-20 ved de kommunale beboelsesejendomme ved Nandrupsvej blev de tidligere bebyggelsesbestemmelser ændret i væsentlige grad. Målet var her at skabe bedre udendørs udfoldelsesmuligheder og mere lys og luft i det tæt bebyggede Sindshvilekvarter.
Langt hovedparten af periodens byggeri blev dog koncentreret til de to landdistrikter i byens vestlige halvdel, hvor kommunen til gengæld i meget udstrakt grad fik indflydelse på den fremtidige bebyggelse og dermed sikrede en nøje adskilles af bebyggelsesarterne og et åbent, lavere og tiltalende byggeri. Her var der allerede før 1. Verdenskrig gennemført en vej- og bebyggelsesplan for hele det nordlige distrikt og for dele af det søndre. Herudover gennemførte kommunen under krigen og op gennem 1920’erne yderligere nogle jordopkøb i distrikterne, og gennem det kommunale boligbyggeri, men også via de byggebestemmelser, der blev fastsat via understøttelsen af bygge- og boligforeninger og private byggerier, fik kommunen yderligere muligheder for at øve indflydelse på bebyggelsens udformning. Det gjaldt justeringer i vej- og bebyggelsesplanen for Nordre Landdistrikt og særlig i det søndre distrikt, hvor denne type byggeri var koncentreret, og hvor der skulle udarbejdes mindre nye vej- og bebyggelsesplaner for de områder, der ikke var blevet inddraget i planlægning før krigen.
Vej- og bebyggelsesplanen for det nordre landdistrikt havde opdelt distriktet i særlige zoner for industri, villaer og etagehuse. For etagebyggeriets vedkommende var der i forhold til 1890- bygningsloven en række skærpede bestemmelse. Forbud mod bag- og sidehuse, større ubebygget areal, bygningsafstand og afstand til vej, etagemaksimum på 3-4 beboelseslag samt minimumstørrelse for lejligheder – 3 værelser. Ved distriktets bebyggelse under verdenskrigen og op gennem mellemkrigstiden blev de oprindelige planer stort set fulgt, og der blev i det væsentligste med bred politisk enighed kun dispenseret for bygningshøjden ud til de gennemgående veje og med hensyn til lejlighedernes størrelse.
Efter planen blev der i distriktet udlagt tre isolerede industrikvarterer. Dels i byens øverste spids nord for Borups Allé, hvor det dog ikke helt lykkedes at holde boligbyggeri væk. Dels det store område mellem Vagtelvej og godsbaneringen afgrænset mod nord og syd af Mariendalsvej og Godthåbsvej. Dels i et bredt bælte, der bag Nordre Fasanvej strakte sig mod vest helt frem til bygrænsen og mod nord blev afgrænset af Nyelandsvej,La Cours Vej, Bernhard Bangs Alle og C.F. Richs Vej – så store virksomheder som bl.a. NKT, Frederiksberg Papirfabrik og Trifolium Mælkeforsyning etablerede sig i kvarteret.
Et samlet bælte på hver side af de gennemgående gader, Borups Allé og Godthåbsvej, var udlagt til kulissebyggeri med etagehuse. På Borups Allé kom kulissebyggeriet til at bestå af halve eller hele 4- og 5-etages storgårdskarréer. På den nordlige side af Godthåbsvej kom kulisserne til at bestå af en randbebyggelse med 3-etages boligblokke, der knyttede sig til arkitekt Thorkild Henningsens bagvedliggende rækkehusbebyggelse fra slutningen af 1920’erne. På vejens sydside kom kulissebyggeriet til senere at omfatte dels storgårdskarré og almindelig randbebyggelse mod vest og høje etagehuse i den østlige del. Mellem de gennemgående vejes kulissebyggeri udlagdes to store villakvarterer, der bebyggedes med meget store og veludstyrede villaer. Dels Fuglebakkekvarteret mellem Borups Allé og Godthåbsvej afgrænset mod vest og øst af henholdsvis Duevej og det ene af industrikvarterne og godsbaneringen. Dels kvarteret ved Femte juni Plads mellem Godthåbsvej mod nord og mod syd industrikvarteret syd for Nyelandsvej, La Cours Vej og Bernhard Bangs Allé. Mod vest blev bygrænsen et naturligt skel, og mod øst dannede Frederiksbergs Hospital og Forsørgelsesvæsenets institutioner ved Nordre Fasanvej et samlet kompleks som overgang til det ældre Sindshvilekvarter.
I foråret 1913 havde kommunalbestyrelsen efter en længere diskussion om minimumskravet til villaer og lejligheder og efter en overenskomst med de tre største private grundejere i det søndre landdistrikt kunnet vedtage en vej- og bebyggelsesplan, der omfattede både de kommunale og private grunde fra Nordre Fasanvej til kommunegrænsen i vest afgrænset mod syd af Peter Bangs Vej og mod nord af jernbanelinjen Frederiksberg-Vanløse. Målet var efterhånden at få en plan, der omfattede hele distriktet, og i de følgende år blev det da også opnået. Da kommunen besad en tredjedel af hele distriktets ubebyggede jordarealer kunne vej- og bebyggelsesplanen i 1914 udvides med betydelige dele af området syd for Peter Bangs Vej fra Nordre Fasanvej til Frederikssundsbanens linjeføring, og i 1919 afsluttedes arbejdet med yderligere overenskomster med de mindre grundejere i hele området mellem Peter Bangs Vej i nord og kommunegrænsen mod vest og syd.
I lighed med den ældre vej- og bebyggelsesplan for det nordre landdistrikt fastlagde planen for det søndre distrikt zoner for de forskellige bebyggelsesarter. Syd for banelinjen Frederiksberg-Vanløse og frem til nordsiden af Peter Bangs Vej udlagdes i den østligste del af distriktet et industrikvarter, som dermed kom et at indgå som en samlet fabriksbebyggelse sammen med det tilsvarende kvarter nord for banelinjen. Herudover var hele området mellem banelinjen, Finsensvej i syd, Lauritz Sørensens Vej i øst og senere Flintholm Allé i vest fra i slutningen af 1890’erne blevet udlagt til en del af kommunens værker – først bebygget med det nye gasværk fra 1895 og senere med elværket, Finsensværket, fra 1908.
Da det helt fra begyndelsen, ved de første forhandlinger om det søndre distriktets bebyggelsesplan, havde stået klart, at dette i højere grad skulle rumme etagebyggeri, også med smålejligheder, blev både Lindevangskvarteret og Den Sønderjyske By udlagt til selvstændige bydele med etagebyggeri. Det øvrige etagebyggeri blev opført som kulissebyggeri langs de gennemgående gader Finsensvej, Peter Bangs Vej og Roskildevej, samt i et smalt bælte mellem Frederikssundsbanen og Dalgas Boulevard syd for Peter Bangs Vej. Under 1. Verdenskrig og op gennem mellemkrigstiden udformedes kulissebyggeriet langs Peter Bangs Vej og Finsensvej fortrinsvis som almindelige storgårdskarréer og senere som åbne storgårdskarréer og stokbebyggelse. Bebyggelsen langs Roskildevej fik, navnlig på den sydlige del, en noget anden fremtrædelsesform, men det skete først efter sidste verdenskrig.
Som i det nordlige distrikt var der for det søndres etagebyggeri også forbud mod baghusbyggeri, krav om udlægning af åbne gårdrum med mindre haveanlæg og kommunal godkendelse af facader samt i forhold til 1890-bygningsloven skærpede regler for det ubebyggede areal, bygningsafstand, bygningshøjde, afstand til vej samt lejligheders størrelse. Med de lempelser, der senere blev gennemført, åbnedes der for, at der i hele etagebyggeriet kunne bygges op til 5-6 beboelseslag og indrettes lejligheder, der arealmæssigt lå under de 80 kvm i kulissebyggeriet langs Peter Bangs Vej og under 73 kvm i det øvrige etagebyggeri.
I lighed med det nordre distrikt udlagdes villakvarterne bag de gennemgående vejes kulissebyggeri. Nord for Peter Bangs Vej kun i mindre lommer mellem idrætsparken og Frederikssundsbanen, mellem denne og Philip Schous Vej samt ved Frederiksberg kommunale funktionærers Boligforening på den yderste del af Finsensvej. Syd for Peter Bangs Vej blev det ældre villakvarter ved Kongensvej, Dronningensvej og Kronprinsensvej forlænget mod vest til Københavns Boldklubs baner og afgrænsedes i første omgang mod syd af linjen Kronprinsensvej/Troels Lunds Vej og en kile afgrænset af Jyllandsvej og Dalgas Boulevard. For villabyggeriet blev det fastlagt, at der skulle bygges12,5 mfra vejmidte og 2,5 mfra skel, at facader skulle godkendes af kommunen og endeligt, at bygningerne ikke måtte have over 2 etager og ikke rumme lejligheder, der hver var mindre end 4 værelser med pigekammer.
For yderligere at skabe åbenhed i bebyggelsen og en smuk vekselvirkning mellem de forskellige zoners bebyggelse blev ganske betydelige områder i det søndre landdistrikt udlagt til grønne områder. Omkring Roskildevej udvidedes Solbjerg Kirkegård nord for yderligere mod vest, mens Søndermark Kirkegård anlagdes syd for i slutningen af 1920’erne. Mellem Roskildevej og Peter Bangs Vej vest for Frederikssundsbanen solgte kommunen i 1926 meget store arealer, hvor Københavns Boldklub senere opførte sin sportshal og udlagde meget store sportsbaner. I samme område blev Søndermarkskolen (1932) omgivet af store boldbaner og skolehaver i lighed med Lindevangskolen, der stod færdig 3 år før. For at give yderligere lys og luft til Lindevangskvarterets storgårdskarréer anlagdes i starten af 1920’erne Lindevangsparken og længere ude, vest for Frederikssundsbanen, opstod igennem 1920’erne Frederiksberg Kommunes stor idrætspark, der strakte sig fra Peter Bangs Vej til Finsensvej.

Byplanafdelingen – tiden efter 1938
Da man fra byplaninteresserede kredse længe havde ventet en egentlig lovfæstelse af begrebet byplan og af myndighedernes byplanmæssige beføjelser, var der store forventninger til landets første byplanlov fra 1925. Loven blev dog en skuffelse, da det viste sig meget vanskeligt at benytte dens bestemmelser som følge af de gældende tidsfrister og de regler, som bevirkede, at der skulle ydes grundejerne fuld erstatning ved de rådighedsindskrænkninger, de enkelte byplaner vil medføre. Følgelig fandt byplanloven ingen anvendelse på Frederiksberg. Som andre storbykommuner havde Frederiksberg både før og efter lovens vedtagelse gennem jordopkøb, servitutstyring, vej- og bebyggelsesplaner samt byggebestemmelser for kommunale beboelsesejendomme og andet offentligt boligbyggeri fået en række særdeles virkningsfulde styringsinstrumenter, der i praksis kunne omsætte de byplanmæssige intentioner.
Gennem sin bebyggelsesregulering i årene omkring 1. Verdenskrig havde kommunen således udstukket rammerne for, hvordan betydelige dele af byens vestlige del blev bebygget op gennem mellemkrigstiden. Først med byplanloven fra 1938 sikredes lovgrundlaget for de byplanmæssige dispositioner, som Frederiksberg og andre storbykommuner i praksis med smidighed og talløse forhandlinger med de enkelte grundejere havde gennemført i næsten 30 år. Administrationen af den nye byplanlov blev i første omgang overladt til den kommunale forvaltnings Bygningsinspektorat, men udskiltes allerede i 1943 som en ny administrativ enhed under navnet Byplanafdelingen.
For Frederiksbergs vedkommende indebar den nye byplanlov dog ikke noget dramatisk skift i byens hidtidige zoneorienterede planlægning. Frederiksberg var som by stort set udbygget, da loven kom, og kommunen skulle derfor tænke byplanlægning og byudvikling ind i den eksisterende by. I løbet af 1940’erne lagde kommunen sig fast på en række grundlæggende principper for den fremtidige byudvikling. Principperne var de samme som hidtil: den klare kvarterdeling i etagehuskvarterer, villakvarterer, forretningskvarterer osv., sikring af rekreative områder, især for etagehusenes beboere, og fastlæggelse af byggelinjer for de eksisterende veje. Desuden ønskede man at sikre en lang række ældre bevaringsværdige villakvarterer, hvis servitutter var ved at udløbe. Debatten gik mere eller mindre i stå med 2. Verdenskrigs udbrud, men efter krigen tog man på Frederiksberg som i resten af landet diskussionen om byplanlægningen op igen. Diskussionen udspillede sig dels internt i kommunen, dels i tidsskrifter som Byplan eller Arkitekten, hvor teknisk direktør Poul Møller eller kommunens byplanchef Poul Wiboe ytrede sig. Debatten kom især til at dreje sig om de nye højhusbyggerier, de muligheder for rekreative arealer, der fandtes i byen, og gaderegulering i pagt med den funktionalistiske tilgang til byplanlægning.
Diskussionen i 1950’erne om de nye højhuse, Søndermarken, delte sig i to fløje, en fremskridtsorienteret og visionær fløj og en mere forsigtig og tilbageholdende. Fælles for begge fløje var, at højhusene blev set som udtryk for en ny tid i boligbyggeriet. Udviklingen fra 1920’ernes lukkede storgårdskarreer med mere eller mindre beskedne haveanlæg over åbningen af karréernes hjørner eller sider til de helt fritliggende boligblokke havde taget næste skridt – vældige rekreative områder med enkelte høje huse i. Samtidig var tiden med de lange rækker af taktfaste karrébebyggelser langs den faste gadelinje forbi – karrébebyggelsen blev trukket sammen til et højt hus, gaden blev til stier, butiksgaden til et butikscentrum.
Fortalerne for højhusene så bolighøjhusene som indvarslingen af en ny tid – som centre for en ny tids kollektivisme. Det egentligt kollektive i de nye højhusbebyggelser kom kun i begrænset omfang til at fungere, men det er karakteristisk, at de alle blev planlagt som små selvstændige byer med institutioner, butikker og for eksempel kulturcentre i form af biblioteker, således som det senere skete med Domus Vista, der stod færdigt i 1969. Den mere forsigtige og pragmatiske fløj var fortaler for, at en del af etagehusene blev erstattet med højhuse, men opponerede imod det syn på byen, som arkitekten Le Corbusier gjorde sig til talsmand for. Hvis man opdelte byen i særlige områder, lagde højhusene for sig, villakvartererne for sig og rækkehusene for sig, mistede man den arkitektoniske mangfoldighed, der kom til udtryk i et blandet område.

Artiklen bygger på delafsnit fra Ph.d.-afhandlingen: ”Boligen fra natvægterstat til velfærdsstat. Bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund 1850-1930”, som artiklens forfatter forventer at forsvare ved Københavns Universitet i sommeren 2006.

De offentlige myndigheders regulering af bebyggelsesudviklingen i den sidste del af 1800-tallet og op igennem det næste århundrede blev centrale elementer i statens og kommunens bygge- og boligpolitik. I det 30. nummer i serien af selskabets årbøger, Frederiksberg gennem tiderne 2007, ser artiklens forfatter på andre sider af periodens kommunale bygge- og boligpolitik.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2006.