Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

År 1900 udgjorde udlændingene 6 procent af Frederiksbergs befolkning – og knap halvdelen af dem var svenskere. Hundrede år før Øresundsbroen blev åbnet, kom svenskerne til Frederiksberg for at arbejde. Nogle var her kun nogle få måneder, mens det var højsæson inden for bygge- og anlægssektoren eller i gartnerierne. Andre slog sig varigt ned, giftede sig dansk og blev rigtige frederiksbergere, ligesom det meget store antal danskere, der på samme tidspunkt indvandrede til kommunen fra provinsen.

I det følgende behandles Frederiksbergs svenske koloni i tiden omkring år 1900. Der kastes lys over faktorerne bag indvandringen og redegøres for svenskernes erhvervsforhold og levevilkår. Artiklen bygger i det væsentligste på de befolkningsregistreringer, de kommunale myndigheder gennemførte i perioden – mandtalslister, meldingsprotokoller samt protokoller over opholdsbøger. Materialet er bevaret på Frederiksberg Stadsarkiv.

Den svenske koloni

I den sidste halvdel af 1800-tallet og i begyndelsen af det nye århundrede udvandrede over en million svenskere fra hjemlandet. Det svarede til næsten en fjerdedel af Sveriges befolkning. Tæt ved en million emigrerede til oversøiske områder, fortrinsvis USA. 200.000 udvandrede til forskellige europæiske lande –den såkaldte “fattigmandsudvandring”.

Danmark modtog størstedelen af de svenskere, der udvandrede til de europæiske lande – ca. 40 procent. I den første tid var svenskerne mere jævnt fordelt rundt om i landet, men i slutningen af 1800-tallet søgte de i stigende grad til hovedstadsområdet. År 1900 boede og arbejdede over halvdelen af svenskerne i Danmark i København, på Frederiksberg og ude i oplandet. Af hovedstadsområdets 17.000 svenskere udgjorde kolonien på Frederiksberg 12 procent.

Omkring 1870 var antallet godt og vel et par hundrede, men igennem århundredets sidste årtier forøgedes indvandringen så meget, at Frederiksbergs svenske koloni nåede op på 2.000 personer – svarende til halvdelen af alle udlændinge eller 3 procent af befolkningen i kommunen. Næsten alle indvandrere var enlige, og over to tredjedele var kvinder. Godt en fjerdedel og langt over halvdelen lå i aldersintervallerne mellem henholdsvis 15 og 19 år og 20 og 29 år.

Den ene halvdel af svenskerne var sæsonarbejdere. Det vil sige, at de kom direkte fra Sverige for at arbejde nogle måneder på Frederiksberg for så igen at rejse hjem og for måske at komme igen det næste år. Den anden halvdel tog til Frederiksberg med henblik på et mere varigt ophold i byen eller et andet sted i Danmark. Blandt de svenske mænd udgjorde sæsonarbejderne tre fjerdedele, men kun en tredjedel blandt kvinderne.

På Frederiksberg og i København fandt hovedparten af svenskerne beskæftigelse i byerhvervene. Ude i Hovedstadens opland var langt de fleste arbejdsfolk i landbruget eller på egnens teglværker. En mindre del arbejdede som tyende og ufaglærte arbejdere i de stationsbyer, der var skudt op langs Vestbanen, Frederikssundsbanen og Nordbanen, f.eks. Taastrup, Ballerup og Lyngby.

Hvorfor fra Sverige?

Den danske hovedstad og dens opland var i den sidste halvdel af det 19. århundrede et kraftcenter i et migrationsområde, der strakte sig langt på begge sider af Øresund. Beskæftigelsen og aflønningen var så meget højere, at hovedstadssamfundet virkede som en magnet ikke alene på befolkningerne på den sjællandske øgruppe og vest for Storebælt, men også på land- og byarbejdere i store dele af Sydsverige.

Arbejdslønnen i Hovedstaden lå mellem en tredjedel over til dobbelt så højt som lønniveauet i Sydsverige, og i perioder kunne de indvandrede svenskere endda opnå en højere gennemsnitsløn end danskere. Forskellen i aflønning og beskæftigelse på de to sider af Øresund var betinget af dels økonomiske og sociale forhold i Sydsverige dels af hovedstadsområdets ekspansive erhvervsudvikling.

Tæt ved 90 procent af Frederiksbergs svenske koloni kom fra de gamle danske landskaber (Skåne, Halland og Blekinge), Småland samt vestkysten nord for Göteborg – resten fra andre egne af Sverige. Over tre fjerdedele udvandrede fra de sydsvenske landdistrikter og de øvrige fortrinsvis fra Vestskånes storbyer Malmö og Helsingborg.

Sydsverige blev i den sidste halvdel af 1800-tallet præget af et stort udbud af arbejdskraft med lav beskæftigelse og dårlig aflønning til følge. Befolkningstallet steg kraftigt i landdistrikterne, men de mange små landbrug havde ikke i større omfang behov for lejet eller lønnet arbejdskraft eller tyendehold. Mulighederne for at erhverve et selvstændigt landbrug var små, og tilværelsen var slidsom for dem, der drev et af de mange torp og navnlig for ”backstuga-klassen” og ”staterne”.

De store byer – Malmö og Helsingborg i Vestskåne, Göteborg og Jönköping i det nordlige Småland – opsugede ganske vist en del af overskudsbefolkningen fra landbruget, men som helhed gennemgik Sydsverige i forhold til Danmark en senere industrialisering og deraf følgende urbanisering. Udover Hallands byer, småbyerne langs Blekinges sydkyst og Smålands østkyst samt stationsbyer og mindre bysamfund opstået ved fabriksanlæg inde i landet, var det småt med beskæftigelse i de traditionelle byerhverv.

Da der var 3-400 km til de områder i det mellemste og nordlige Sverige, hvor beskæftigelsen var bedre, lå den danske hovedstad lige for, hvis der skulle tjenes penge til familien derhjemme og til det daglige brød og måske på længere sigt spares op til en billet til USA eller til et lille landbrug. Mange sydsvenskere følte sig desuden mere forbundet med Danmark og dets hovedstad end andre svenskere og betragtede som i dag bysamfundet som den nærmeste metropol.

Hvorfor til Frederiksberg?

På den modsatte side af Øresund fik den danske hovedstad i den sidste del af 1800-tallet en størrelse og ekspansion, der var uden sidestykke i hele det sydskandinaviske område. Industrialiseringen, der navnlig satte sig igennem i 1840’erne og 50’erne, i 70’erne og den sidste del af 90’erne, var den vigtigste enkeltfaktor, men industrien genererede også vækst i de øvrige byerhverv.

Hertil kom så et veritabelt byggeboom i form af et omfattende erhvervs- og boligbyggeri og de meget betydelige anlægsarbejder, der fulgte med omdannelsen til en moderne storby: Havneudvidelser, jernbane- og sporvejsforbindelser, banegårde og offentlige værker og institutioner. Ved århundredskiftet nåede folketallet op i nærheden af en halv million. København var stort set udbygget inden for kommunens daværende grænse, og den østlige del af Frederiksberg omdannet til storby og en integreret del af hovedstadssamfundet.

Fra midten af 1800-tallet og de følgende 50 år havde Frederiksberg udviklet sig fra et landbosamfund til Danmarks næststørste bysamfund. Befolkningstallet rundede 80.000 og Frederiksberg var blevet en bolig- og erhvervsby med villaer, etagehuse, fabrikker, offentlige værker, sporveje og sammenhængende forretningsgader.

Industrialiseringen og indvandringen til hovedstadsområdet var vigtige drivkræfter bag denne udvikling. Men også væksten inden for en gros- og detailhandel og de mange små håndværksmestre ydede vigtige bidrag til kommunens byudvikling. Endelig blev Frederiksberg hjemsted for en række betydelige offentlige institutioner, f.eks. Landbohøjskolen (1856).

Byvæksten stillede store krav til de kommunale myndigheder, og inden år 1900 var der etableret gas-, vand- og elværker, sporvejsdrift, moderne kloakforsyning, syv skoler, fattighus, hospital samt et omfattende net af offentlige veje. For at løse disse opgaver udviklede Frederiksberg sig fra 1857 til 1900 fra en regulær landkommune til en egentlig købstad.

Svenskere på arbejde

Hovedstadskommunernes svenske befolkningsgruppe fandt da også beskæftigelse inden for de områder, hvor erhvervsudviklingen var særlig ekspansiv. Godt halvdelen af alle svenskere på Frederiksberg arbejdede således inden for industri og håndværk. Blandt kvinderne drejede det sig om lidt over en fjerdedel. En betydelig del var ansat som vævere på Rubens Fabrikker på Rolighedsvej. Resten var syersker hos mindre skræddermestre eller ansat ved flere af Frederiksbergs øvrige større industrier, bl.a. Henriques & Løwengreens trikotagefabrik på Mariendalsvej, Frederiksberg Papirfabrik, Gosch’ tændstikfabrik og Carl Lunds blikvarefabrik. Nogle var også beskæftiget uden for Frederiksberg, bl.a. som syersker hos Magasin du Nord.

Over 70 procent af de svenske mænd arbejdede i industri og håndværk. Selv om mandlige arbejdere også fik arbejde på de ovenfor nævnte virksomheder, var de spredt ud på flere virksomheder, f.eks. Ballins garveri på H.C. Ørsteds Vej, Frederiksberg Glasværk, De danske Korkvarefabrikker på Howitzvej, Weilbach & Cohns metalvarefabrik på Nyelandsvej. Et ikke ringe antal skræddere, skomagere, snedkere, murere og smede fandt beskæftigelse hos mindre håndværksmestre på Frederiksberg.

I modsætning til kvinderne havde en hel del af mændene arbejde uden for Frederiksberg, bl.a. som skræddere hos Magasin du Nord og københavnske mestre, smede ved Eickhoffs store maskinfabrik på Vesterbrogade og skomagere på flere skotøjsfabrikker. Herudover en del ved anlægget af Københavns Godsbanegård og sluseanlægget ved Kalvebod Strand og på det store Frederiksholm Teglværk, der i det nuværende Sydhavnskvarter fremstillede en stor del af stenene til boligbyggeriet i København og på Frederiksberg.

En tredjedel af Frederiksbergs svenskere var tyende. Blandt kvinderne drejede det sig om langt over 60 procent. Den helt overvejende del havde ansættelse i private hjem. Da der allerede fra midten af 1850’erne opstod betydelige villakvarterer og nogle af de nye bydele fra århundredets sidste årtier rummede etageejendomme med store lejligheder, havde Frederiksberg i forhold til København et relativt større, mere velstående befolkningslag af dels embedsmænd, fabrikanter, grosserere, selvstændige i liberale erhverv m.v., dels mellemfunktionærer og selvstændige i handel og håndværk. Som følge af disse forskelle i befolkningernes sammensætning udgjorde husstande med tyende godt 10 procent i København, mens over en femtedel af de frederiksbergske hjem havde tyende.

En del af svenskerne var desuden tjenestepiger og karle på de frederiksbergske værtshuse og forlystelsesetablissementer eller i byens store institutioner som f.eks. Diakonissestiftelsen, Københavns Amtssygehus eller på Frederiksberg Hospital. Endelig havde godt en tiendedel af de svenske frederiksbergere beskæftigelse inden for handel og samfærdsel. De fleste af kvinderne var ansat i detailhandelen, mens mændene arbejdede ved Statsbanerne, de københavnske og frederiksbergske sporveje, som kuske eller inden for post-, tele- og telefonvæsenet.

Da Frederiksbergs vestlige del omkring år 1900 stadig var ubebygget, fandt en del af de svenske mænd arbejde i landbrug og gartneri. Gartnerne og det større antal ufaglærte medhjælpere var ansat ved gartnerierne, der bl.a. lå ud ad den vestlige del af Roskildevej og Peter Bangs Vej. Landarbejderne beskæftigedes ved de få større bedrifter, der var tilbage: Grøndal, Store Godthåb og Lykkesholm. Ligesom de fleste, der arbejdede inden for bygge- og anlægssektoren, var hovedparten i landbrug og gartneri sæsonarbejdere.

Svenskernes levevilkår

Socialt hørte den svenske befolkningsgruppe både i by og på land til hovedstadsområdets underklasse. På Frederiksberg og i København var hovedparten af svenskerne fag- og ufaglærte arbejdere og tyende og delte dermed arbejdsforhold, levevilkår og boligforhold med danskerne i de tilsvarende socialklasser. Over halvdelen af de svenske logerende, og tæt ved tre fjerdedele af familierne, der havde egen lejlighed, var koncentreret til de samme bydele, der husede en stor del af Frederiksbergs øvrige arbejderbefolkning, og var underkastet de samme sociale problemer, som gjorde sig gældende i disse kvarterer. Lejlighederne var i reglen små 2- eller 3-værelses og havde ofte ikke selvstændigt WC.

Ikke mindre end en fjerdedel af svenskerne boede på tjenestestedet. For tyende i private hjem kunne det betyde alt fra et pænt og nydeligt pigeværelse i en af de store villaer over flere piger på samme værelse, til en ydmyg soveplads i køkkenet hos nogle af de knapt så velstående familier. En del af gartnerne og tjenestekarlene boede ofte flere på samme værelse på gartneriet eller landejendommen, mens nogle af de svenske svende, der arbejdede hos en mindre håndværksmester, var en del af dennes husstand.

Trods arbejdsmæssig stabilitet var den svenske befolkningsgruppe særlig udsat ved sociale begivenheder som arbejdsløshed, sygdom, ægtefælles dødsfald og alderdom og de problemer, der opstod i familier med store børneflokke. Af Frederiksbergs samlede antal på fattighjælp udgjorde svenskerne de 7 procent, hvilket var mere end dobbelt så meget som de svenskfødtes andel af kommunens samlede befolkningstal. Eller sagt på en anden måde: Mens kun 3 procent af Frederiksbergs befolkning var på støtten led over 6 procent af svenskerne denne skæbne. Godt halvdelen af samtlige svenskere, der fik almisse, sad i familier med børn, og hos kvinderne udgjorde enkerne ikke mindre end tre fjerdedele.

I forhold til Hovedstadens opland var svenskernes sociale placering dog en streg bedre på Frederiksberg og i København. En forholdsvis stor del af kvinderne var fabriksarbejdersker, blandt mændene var antallet af fag- og ufaglærte stort set lige store, og en mindre gruppe kunne ernære sig som småselvstændige inden for handel og håndværk eller som lavere funktionærer – kontorassistenter, bude og ekspeditricer. Ude i amtets sognekommuner var den helt overvejende del af svenskerne derimod beskæftiget som ufaglært arbejdskraft, levede under miserable forhold og udgjorde lokalsamfundenes sociale bund.

Til billedet af den svenske befolkningsgruppes sociale vilkår i hovedstadsområdet hørte også en række andre aspekter. I årtierne omkring århundredskiftet forøgedes andelen af svenske funktionærer, faglærte arbejdere og småselvstændige på Frederiksberg, hvilket tydede på en vis social mobilitet. Svenskerne fik desuden del i periodens gradvise bedring af arbejderklassens indkomstforhold og levevilkår. Et stigende antal fik mulighed for at gifte sig, stifte familie og få en selvstændig lejlighed i de nyere og noget bedre lejekaserner.

Det forhold, at en større del af svenskerne valgte at indgå ægteskab og at slå sig mere permanent ned, var også udtryk for, at befolkningsgruppen blev mere assimileret i lokalsamfundet og i det danske samfund som helhed. Den store og stigende andel af de svenskfødte, der var dansk gift, pegede i samme retning og understøttedes af fordelingen af de udlændinge, der søgte dansk indfødsret. For Frederiksbergs vedkommende steg antallet af svenskere, der fik indfødsret i årene 1895-1911 kraftigere end blandt de øvrige udlændinge. I 1906 var der i forhold til størrelsen af de enkelte udlændingegrupper henholdsvis 3 gange så mange svenskere som tyskere og dobbelt så mange svenskere som andre udlændinge, der dette år havde fået denne blåstempling af myndighederne.

Indvandringen ebber ud

Omkring århundredskiftet og frem mod 1. Verdenskrig skete der en markant ændring i billedet af hovedstadsområdets svenske indvandring og befolkningsgruppe. Overalt faldt den direkte indvandring fra Sverige betragteligt samtidig med, at tilbageflytning til hjemlandet viste en klart stigende tendens. Det ændrede migrationsmønster var særlig tydeligt for mændenes vedkommende og i forhold til Skåne og de svenske byområder, mens indvandringen fra fattigdomsområderne i Blekinge og det sydlige Småland fik en større andel af den indvandring, der var tilbage. Forskydningerne var ikke udtryk for en svækkelse af hovedstadsområdets tiltrækningskraft, men skyldtes den ekspansive erhvervsudvikling, der på dette tidspunkt var kommet i gang i Sverige.

I lighed med det øvrige Sverige oplevede navnlig Malmö og Helsingborg, men også en række mindre bysamfund, fra slutningen af 1890’erne et kraftigt industrielt opsving, ligesom der kom gang i sukkerroedyrkningen i det sydvestlige Skåne. Hermed indsnævredes løngabet mellem den danske hovedstad og dens opland og hele det sydsvenske område. Særlig Malmöhus i det vestlige Skåne blev dermed i stand til at fastholde sin arbejdskraft og opsuge både indvandringen fra de tilstødende len og en hel del af dem, der tidligere var rejst over Øresund for at søge arbejde.

Med den stærkt reducerede indvandring og tiltagende tilbagetilflytning indsnævredes tilflytningsoverskuddet i forhold til Sverige stadig mere. Sammen med de dødsfald, der fandt sted, og en svagt stigende tendens til flytning til andre danske lokaliteter, forblev det svenske folketal på Frederiksberg stort set stagnerende i det første årti i det 20. århundrede.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2000.