Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Frederiksberg blev i 1880’erne kaldt villakvarteret, og blev siden kendt for sine store og mondæne lejligheder, men også boliger for almindelige lønarbejdere udgjorde et betydeligt element i kommunens boligmasse. På hjørnet Mariendalsvej/ Duevej ligger to boligblokke fra årene lige efter århundredskiftet. Husene blev opført for arbejdere men adskilte sig fra tidens spekulationsbyggeri, og repræsenterede et brud i det offentliges politik i forhold til boligbyggeriet. I det følgende gøres rede for samtidens bygge- og boligpolitik, samt baggrunden for og nogle karakteristiske træk ved bebyggelsen.

Bygge- og boligpolitikken går nye veje
Mens stat og kommunes bygge- og boligpolitik hidtil havde bygget på rendyrkede liberalistiske grundsætninger, skete der fra 1890’erne, sideløbende med de første socialpolitiske initiativer, også en ændring på dette område. Bygningsloven blev strammet op, og for bedre at kunne styre den fremtidige bebyggelse, opkøbte Frederiksberg Kommune i lighed med andre storbyer betydelige arealer i det tilbageværende landdistrikt. En mere bevidst kommunal bebyggelsesregulering bevirkede, at nye kvarterer med smålejligheder fik et mere åbent præg, og at nyt industribyggeri blev koncentreret til området langs banelinjen og bestemte grunde i den nordlige del af byen. Hertil kom særlige statslåneordninger for byggeforeninger, der bl.a. omkring år 1900 begunstigede gasværksarbejdernes byggeforening på Folkets Allé.
Hvorvidt bykommunerne skulle følge Rigsdagen og yde støtte til bestemte dele af boligbyggeriet blev et af de store og tilbagevendende lokalpolitiske spørgsmål i årene frem til 1. Verdenskrig. Allerede i 1898 stillede socialdemokraterne, som i andre bykommuner, i Frederiksberg kommunalbestyrelse forslag om, at kommunen selv skulle opføre boliger for arbejdere og dermed ligestillede. Kravet kunne dog ikke samle flertal, men allerede i vinteren 1903-04 dukkede spørgsmålet op igen.

Fra ide til virkelighed
I forbindelse med en rejse til den store kommunale udstilling i Dresden i efteråret 1903 havde en delegation af kommunalbestyrelsesmedlemmer og flere ledende embedsmænd haft mulighed for at
studere de fremskridt, der i Tyskland var nået med hensyn til nye arbejderboliger. Størst opmærksomhed vakte en arbejderkoloni i forstaden Löbtau i Dresdens udkant. Kolonien, der var opført af en kooperativ byggeforening med betydelig statslig og kommunal støtte, adskilte sig markant fra de københavnske lejekaserner.
Allerede på rejsen tilbage til København blev højremanden, telefondirektør Fr. Johannsen og socialdemokraten J.P. Jensen enige om at fremme et tilsvarende byggeri på Frederiksberg, som på længere sigt kunne danne model for andre lignende byggerier for arbejderklassen i Hovedstaden. Efter at have foretaget yderligere en studierejse til andre tyske arbejderkolonier og undersøgt sagen hos forskellige københavnske bygningskyndige, stillede Johannsen i november 1903 i kommunalbestyrelsen forslag om dispensation for bygningslovens krav om to trapper i større beboelsesejendomme. Med de nødvendige dispensationer kunne mønsterhusene efter Johannsens beregninger opføres efter den ønskede model og til en kvadratmeterpris, der ville kunne tiltrække en privat bygherre.
For at støtte byggeriet og forhindre at en privat spekulant scorede ekstra høje lejeindtægter på de gode boliger, skulle kommunen dog efter socialdemokraternes opfattelse selv stå for byggeriet. Johannsen og den øvrige del af kommunalbestyrelsen afviste tanken. Kun det private initiativ kunne komme på tale, men kommunen kunne eventuelt bidrage i form af lån eller lånegarantier. Selv om nogle medlemmer af kommunalbestyrelsen forudså en større brandfare ved at gå bort fra to-trappesystemet, anbefalede den dispensationsansøgningen overfor bygningsmyndighederne og nedsatte samtidig et udvalg, der skulle arbejde videre med sagen. Til udvalget valgtes selvsagt Johannsen, Jensen og yderligere et medlem, A. Matthissen.
Sideløbende med kommissionernes behandling af sagen, der resulterede i en uforbeholden bevilling, henvendte udvalget sig, bl.a. via opråb i Berlingske Tidende og Frederiksberg Avis, til interesserede private bygherrer, og engagerede samtidig arkitekt Ulrik Plesner til i samarbejde med udvalget og den kommende bygherre, at udarbejde de konkrete planer.
Efter en række forhandlinger indvilgede entreprenør Ernst Rothe, der havde en grund på hånden ved Mariendalsvej/ Duevej, i at opføre de boliger, udvalget og Plesner havde skitseret. Da Jensen ikke kunne komme igennem med kravet om kommunalt byggeri, fik han, for at imødegå spekulation i huslejegevinster, kommunalbestyrelsens accept til for en periode at fastfryse huslejerne på et bestemt niveau, mod at kommunen garanterede et 2. prioritetslån i ejendommen – ca. 20 procent af anskaffelsesprisen. På dette grundlag gav kommunalbestyrelsen i foråret 1904 endelig grønt lys for byggeriet.

Bebyggelsen
Udvalgets valg af Plesner som arkitekt var ikke tilfældig. Han havde allerede markeret sig som en af tidens absolutte foregangsmænd indenfor etageboligbyggeri, stod for de almene værdier i den danske teglstensarkitektur, og satte beboernes trivsel i centrum i form af god solorientering til store, lyse og venlige lejlighedsrum med karnapper og altaner. Stilistisk var Plesner en af repræsentanterne for nybarokkens gennembrud i boligarkitekturen.
Disse træk kom i meget høj grad til at afspejle sig i de mønsterhuse, der i efteråret 1905 rejste sig på Mariendalsvej. I modsætning til Hovedstadens tunge og lukkede karreer opførte Plesner her to fritliggende fem etagers boligblokke i røde håndstrøgne mursten, med mansardtag og store gavlpartier og karnapper i malerisk afveksling. Af hensyn til sollyset og bebyggelsens åbenhed blev blokkene anbragt parallelt i længderetningen nord-syd og noget tilbagetrukket fra gadelinjerne. Ud til gaderne anlagdes et mindre beplantet bælte og mellem blokkene et lille haveanlæg.
Mens den 2-værelses dominerede Hovedstadens etagebyggeri, havde mønsterhusene flere større lejligheder, henholdsvis tredive 3-værelses og ti 2-værelses. Den ene af blokkene rummede udelukkende 3-værelses lejligheder, den anden såvel 2- og 3-værelses. Fra de fire lejligheder på hver etage var der i hver blok adgang til en fælles hovedtrappe i bygningens midte. Trappeopgangen fik større dimensioner end almindeligt, og i kraft af stentrapper og jernrækværk undgik man det helt enerådende to-trappesystem.

Lejlighederne
Bortfaldet af de stejle og ofte dystre køkkentrapper bevirkede, at mønsterhusenes lejligheder kunne gøres større end almindeligt. Med et areal på omkr. 57 og 70 kvm for henholdsvis 2- og 3-værelses lejligheder var boligarealet i blokkene noget større end for tilsvarende lejligheder i nybyggeriet, og lå langt over det gennemsnitlige areal for sådanne lejlighedstyper i Hovedstaden som helhed. Hertil kom så en utraditionel og mere hensigtsmæssig indbyrdes gruppering af rummene. Fra entreen, der også fungerede som fordelingsgang, var der således i de 3-værelses direkte adgang til de forskellige rum: wc, dagligstue og det såkaldte spiseværelse, der lå centralt placeret i lejligheden. I de 2-værelses anvendtes dog det ene af værelserne til soveværelse, mens der i de 3 værelses var indrettet selvstændigt soveværelse med adgang fra spiseværelset.
Udover egen altan og wc-rum med terrazzogulv og styrtebadsbruser i loftet hørte spiseværelset og det tilknyttede opvaskerum til mønsterhusenes helt særegne nydannelser. Værelset havde faste møbler som slagbænk, spisebord, vægskabe og skabe under vinduerne, mens der i det ene hjørne var installeret gasbord og en særlig kogeovn, der fungerede som kakkelovn, komfur og tørreforanstaltning. Med denne indretning kunne værelset anvendes ved madlavning og samtidig fungere som spisestue og det daglige opholdsrum for hele familien. Til det grove køkkenarbejde, opvask og tøjvask indrettedes i tilknytning til spiseværelset et særligt opvaskerum med terrazzogulv med afløb, faste køkkenborde med skabe, køkkenvask samt yderligere et gasindlæg.

Perspektiverne
Ser man nærmere på sammensætningen af de nye beboere i mønsterhusene er billedet tydeligt. Ca. 60 procent tilhørte arbejderklassen og selv om funktionærlaget udgjorde noget nær en tredjedel, var gruppens nedre lag i overtal. Over tre fjerdedele af husstandene bestod af yngre familier med gennemsnitlig 3 børn, og i børneflokken var spæd- og småbørn den største gruppe. I månedlig husleje betaltes 23 og 28 kr. for henholdsvis 2- og 3-værelses, hvilket var en smule lavere end i det øvrige nybyggeri i hovedstaden. Politikernes mål med mønsterhusene var dermed opfyldt. At over 70 procent af beboerne også tidligere havde boet på Frederiksberg, og en væsentlig del var flyttet fra det gamle spekulationsbyggeri i Danmarksgade eller de efterhånden nedslidte Classenske Boliger, var vel nok også et ekstra plus.
På kort sigt kom mønsterhusene ikke til at danne skole. Som følge af en voldsom tilvækst af nye lejligheder i spekulationsbyggeriet blev boligudbuddet i Hovedstaden i de følgende år så stort, at private bygherrer indskrænkede aktiviteten og holdt sig langt fra eksperimenter af samme karakter som mønsterhusene. De stærkt stigende byggeomkostninger i årene under og efter 1. Verdenskrig lagde yderligere en dæmper på de privates byggelyst, men banede samtidig vejen for nye initiativer på boligmarkedet. Kommunen og boligforeningerne blev for en årrække den drivende kraft og selv om man af hensyn til omkostningerne byggede mere traditionelt, begyndte nogle af de træk, der kendetegnede mønsterhusene, at vinde indpas. Større åbenhed i bebyggelserne, større lejligheder med mere end to værelser, altaner, wc og brusebad blev efterhånden almindeligt, jo længere man kom op i 20’erne. Spiseværelset/ køkkenet blev dog først en realitet i en langt senere eftertids boligbyggeri.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 1997.