Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Artiklens forfatter har tidligere belyst kollektiv- og fælleshusenes historie i artiklerne: Kollektivhuse – Hovedstaden på forkant, Kulturstudier, 2010 og Kolletivhuset på Forchhammersvej, Frederiksberg gennem tiderne, 2011.

Hovedstaden, København og Frederiksberg var i det 20. århundredes tre første årtier med hensyn til kollektiv- og fælleshuse på forkant af udviklingen både i forhold til det øvrige Danmark og set i et internationalt perspektiv.
Uanset hvor beskedent de godt 1.100 lejligheder i dette byggeri synes i forhold til den samlede boligmasse og de forudgående års boligproduktion, var der på grundlag af den frederiksbergske skolebestyrer Otto Ficks originale tanker og hans kollektivhus på Frederiksberg fra lige efter århundredskiftet – et af verdens tidligste – i 1930 lagt et vægtigt fundament for byggeri af kollektiv- og fælleshuse i de efterfølgende årtier.
Med afsæt i de lange linjer i kollektiv- og fælleshusenes udvikling gennem 30’erne, i besættelsesårene og i efterkrigstiden, sætter denne artikel fokus på den niche på boligområdet, hvor kollektivhusene i efterkrigstiden på afgørende måde fik fodfæste – huse for handicappede og ældre selvhjulpne. Netop på Frederiksberg opførtes et af de første selvstændige huse for sidstnævnte gruppe midt i 50’erne.

Kollektivhuse efter 1930
Trods 30’ernes økonomiske og sociale krise og besættelsestiden udtalte boligknaphed fik boligkrisen i denne periode ingensinde samme dybde som under første verdenskrig og i 20’erne. Det på trods byggede boligpolitikken samtidig videre på det velfærdspolitiske fundament, som netop var lagt i de forudgående år. I form af dels en mere omfattende byggestøtteordning såvel statslig som kommunal både i hovedstaden og i provinsen, dels huslejetilskud op gennem 30’erne og i besættelsesårene og dels en genoptagelse af den offentlige huslejeregulering fra 1937.
Det var afgørende forudsætninger for såvel dannelsen af flere nye almennyttige boligselskaber, der virkede i både hovedstaden og i provinsen som en videreudvikling af boligbyggeriet i form af både nye lejlighedsplaner og blokbyggeri udlagt i parklignede omgivelser eller tæt-lavt byggeri som række-, dobbelt- og klyngehuse.
Alt i alt forhold der skulle give gunstige vækstbetingelser for de former for kollektiv- og fælleshuse, som den intellektuelle og progressive del af arkitektstanden på samme tid gjorde sig forestillinger om under indtryk af internationale strømninger og ikke mindst den store Stockholm-udstilling i 1930.
Alligevel blev det i perioden kun til to egentlige kollektivhuse. Dels ”Lille Tuborg” fra starten af 30’erne for enlige ældre i hovedstadsforstaden Hellerup. Dels, for første gang uden for hovedstaden, i slutningen af årtiet de to femetagers boligblokke i international funktionalisme i ”Klintegården” i Århus.
Afgørende var, at det fra statens og bykommunernes side fortsat havde højeste prioritet at sikre boligforsyningen og hæve boligstandarden for de store masser via ordinært udlejningsbyggeri med almindelige familielejligheder eller særligt lejebyggeri for grupper med særlige boligsociale behov – børnerige familier og ældre selvhjulpne par (alders-renteboliger). Netop denne type byggeri, der var en nydannelse, det ordinære nye boligbyggeris flere fællesfaciliteter, nærheden til butikker i hovedstadens og de store provinsbyers gennemgående gader samt fremvæksten af daginstitutioner i de enkelte bydele inddæmmede samtidig behovet for kollektiv- og fælleshuse.
Med sin skarpe fornemmelse for de ændringer familiestrukturen undergik i den første del det 20. århundrede og fremover ville undergå, havde Fick i sin tid også lagt vægt på kollektivhusets betydning for børnefamilier med udearbejdende forældre. Udviklingstendensen var da også klar op gennem mellemkrigstiden og i starten af 40’erne, hvor kvinderne i knap en tredjedel af husstandene var udarbejdende. Selv om efterkrigstidens nye industrirevolution og vækst i den offentlige sektor yderligere forstærkede kvindernes erhvervsbeskæftigelse, slog kollektivhusets særlige karakter dog kun igennem i fire bebyggelser i det ellers meget omfattende ordinære almennyttige boligbyggeri, som netop den udbyggede velfærdsstat massivt subsidierede op gennem hele efterkrigsperioden – tabel 1.
Kollektivhusets særlige forudsætninger havde tabt terræn i forhold til velfærdsstatens institutionalisering og de forstandsdannelser som netop for alvor i efterkrigstiden bredte sig uden om hovedstaden og de største provinsbyer.
Forstæder eller forstadsbydele der var systematisk planlagte i forhold til placering og udformning af kvarterer med højt og lavt etagebyggeri, villakvarterer og industriområder, men som også indlejrede såkaldte servicecentre til varetagelse af de fællesforanstaltninger som netop den moderne kernefamilie havde behov for. Det være sig, i fuld overensstemmelse med velfærdsstatens blandingsøkonomiske idégrundlag, forretningscentre overladt til kommerciel drift eller daginstitutioner, skoler, lokale læge- og tandlægeklinikker, plejehjem og lokalbiblioteker der blev velfærdskommunens opgave. Hertil kom så, at det tidligere så arbejdsintensive huslige arbejde i de enkelte husstande, i kraft af den teknologiske udvikling, i stadig større omfang mekaniseredes gennem forskellige former for elektrisk husholdnings- og køkkenudstyr.

Tabel 1.

Kollektivhuset – en vigtig ”niche”
På trods af at den fremvoksende velfærdsstat op gennem det 20. århundrede i stadig større omfang understøttede det almennyttige byggeri og tillige dets bebyggelser for større befolkningsgrupper med særlige boligbehov, blev kollektivhuset således ikke en alternativ bolig-form for den brede masse af almindelige familier.
Uden på nogen måde at løse den betydelige gruppe af enliges boligbehov var det dog i den første mellemkrigstid med betydelige offentlige subsidier lykkedes at tilvejebringe kollektiv- og fælleshuse for denne befolkningsgruppe.
Ud over de enlige havde Fick i sin tid også haft øje for andre grupper, som kollektivhuse ville være egnet til. ”Familier, hvor hustruen som følge af alderdom eller svagelighed ikke formår at bære husførelsens byrder”, som han udtrykte det i starten af århundredet.
Beboergrupper med et udtalt behov for kollektive foranstaltninger og hvis boligbehov ikke blev imødekommet af det almindelige boligbyggeri, og hvis økonomiske forhold som regel ikke tillod dem at udrede en normal husleje.
Netop specialindrettede boliger for handicappede og ældre selvhjulpne blev det område, hvor kolletivhuset fik et fastere fodfæste i efterkrigstiden. I 1960 stiftedes De vanføres Boligselskab, der lagde ud med det store kollektivhus på Hans Knudsens Plads på det københavnske Østerbro og senere fortsatte med tilsvarende huse andre steder i hovedstaden og i provinsen.
Lejligheder for selvhjulpne ældre var i et vist omfang blevet indrettet i nogle af den første mellemkrigstids kollektiv- og fælleshuse og siden i DAB’s Høje Søborg omkring 1950. I de følgende år i 50’erne etableredes på privat initiativ, men med omfattende offentlig støtte, særlige kollektivhuse for ældre i provinsen – Toftegården i Vejle og Grønnehave i Helsingør.
Sidstnævnte byggeaktiviteter førte i 1955 til at de bagvedliggende private kredse dannede Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige sammen med Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Samvirke, Danske Bankfunktionærers Landsforening og Gymnasieskolernes Lærerforening.
Foreningen hvilede på et almennyttigt grundlag, idet den ikke tilsigtede at opnå nogen økonomisk fordel for sig selv eller andre og skulle virke for at skaffe personer med tilknytning til medlemsorganisationerne boliger, når disse blev enlige eller ældre. Idet foreningen ikke ønskede ensidig beboersammensætning i de ejendomme, den tog initiativ til, var det desuden afgørende, at alle kunne søge og komme i betragtning til de lejligheder, der tilvejebragtes her.
Da personkredsen bag kollektivhusene i Vejle og Helsingør allerede i 1952 havde ført underhåndsdrøftelser med Frederiksberg Kommune om opførelse et tilsvarende hus i byen, var det derfor naturligt, at Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige straks efter stiftelsen indledte realitetsforhandlinger med kommunen om en passende grund til foreningens første kollektivhus.

De to kollektivhuse
Efter besættelsen var Frederiksberg stort udbygget på nær områderne på begge sider af den yderste del af Roskildevej – arealerne vest for Søndermark Kirkegård og Hoffmeyers Vej afgrænset mod nord af Troels-Lunds Vej og mod syd og vest af grænsen til Valby og Vigerslev i Københavns Kommune.
På samme tid herskede i kommunalbestyrelsen en fælles forståelse for, at området syd for Roskildevej skulle bebygges med almennyttigt etagebyggeri for de mindre og mindst bemidlede, mens området nord for skulle udlægges til bebyggelser med større lejligheder og evt. til institutioner. I overensstemmelse hermed påbegyndtes først rækken af de såkaldte venskabsbyhuse langs den nordlige del af Roskildevej og kort efter Frederiksberg forende Boligselskabers punkthuse ”Søndermarken” langs Borgmester Fischers Vej.
Med tilskuddet af lejligheder fra disse bebyggelser nåede Frederiksberg i den første halvdel af 50’erne sit største befolkningstal nogen siden – næsten 120.000. Da forhandlingerne mellem kommunen og ejerne af jorden syd for Roskildevej så ud til at trække ud, var de kommunale arealer mellem venskabsbyhusenes opgange ud til Rådmand Steins Allé og Troels-Lunds Vej i midten af årtiet i realiteten de eneste områder i byen, der umiddelbart kunne udlægges til ny bebyggelse. I den forbindelse stillede kommunalbestyrelsens socialdemokratiske gruppe forslag om områdets anvendelse til pensionistboliger og almennyttigt byggeri, mens de konservative holdt fast ved den fælles forståelse, der var opnået efter krigen.
Henvendelsen fra Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige banede dermed vejen for den salomoniske løsning, der på ny kunne opretholde den udtalte konsensus i byens kommunalpolitik. Med tilslutning fra kommunalbestyrelsens to fløje fik foreningen anvist en byggegrund lige vest for Søndermarskolens arealer og kunne kort efter påbegynde opførelsen af kollektivhuset Frederiksgården, der blev organiseret som en selvejende institution.
Fire år efter, i 1959, kunne Frederiksgården tages i brug og fremstod nu som et omfattende bygningskompleks i form af to flankerende langstrakte otteetagers højhuslænger med gennemløbende altaner og en nord for liggende kortere og kun 5 etager høj blok, som stødte op til en lav forbindelsesfløj med kollektivforanstaltninger, der tillige forbandt de syd for liggende længer.
Mens Frederiksgårdens højhuslænger var en nydannelse og blev stærkt udbredt i samtidens og de efterfølgende års moderne udlejningsbyggeri i hovedstadens og de store provinsbyers forstæder, var de gennemgående korridorer i de enkelte blokke allerede blevet introduceret i et af de første kollektivhuse – Kvindernes Boligselskabs Clara Raphaels Hus fra 1920 på det københavnske Østerbro. Selv om lejlighederne derved blev ensidige og kun fik vinduer til bygnings-kroppens ene side, muliggjorde planløsningen, at der i samme bygning kunne etableres flere lejligheder end ved den traditionelle løsning med lejligheder anbragt ud til opgange.
Som følge heraf kom Frederiksgården til at rumme ikke mindre end 302 lejligheder – fordelt med 165 etværelses, 125 toværelses og 16 treværelses.
Til beboerne i boligblokkene indrettedes i forbindelsesfløjen forhal med reception, centralkøkken, restaurant, selskabslokaler, buffet og læsestue. Hertil kom tilbud om rengøring, anden huslig assistance, sygepleje og benyttelse af ejendommens gæsteværelser. Endelig havde beboerne adgang til et stort parklignende areal mellem de to hovedlænger.
At Frederiksgården blev et attraktivt botilbud for dens målgruppe af ældre og enlige viste sig hurtigt i form af lange ventelister. På den baggrund rettede Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige, samme år som Frederiksgården stod færdig, henvendelse til kommunen med henblik på anvisning af yderligere en byggegrund for et tilsvarende kollektivhus.
Da der fra kommunalbestyrelsens side var et udtalt ønske om at fortsætte ad samme vej og at supplere med en tilknyttet særlig plejeafdeling for ældre, der ikke var i stand til klare sig i egen bolig, kunne foreningen i efteråret 1960 af kommune afkøbe Frederiksgårdens nabo-grund mod vest.3 Byggeriet gik herefter straks i gang, og i de følgende fire år opførtes her Sophie Amalie Gården, der stod færdig i 1965 og ligeledes blev organiseret som en selvejende institution.
På nær den nordligst liggende mindre boligblok blev Sophie Amalie Gården med hensyn til lejlighedernes og bebyggelsens planløsning og kollektivforanstaltningerne i den forbindende lave nordfløj i det væsentligste identisk med forgængeren – Frederiksgården.
Da de to nederste etager i den vestlige blok blev indrettet med den særlige plejeafdeling for 40 beboere, fik Sofie Amalie Gården kun 216 lejligheder – fordelt på 18 etværelses, 153 halvandenværelses, 16 to-værelses samt 28 større treværelses.4
Selv om Frederiksgården og Sophie Amalie Gården formelt blev betragtet som private institutioner, blev de to kollektivhuse i kraft af det almennyttige grundlag i realiteten understøttet og reguleret på samme måde som tidens øvrige og omfattende almennyttige boligbyggeri.
De to byggegrunde erhvervedes således fra Frederiksberg Kommune på gunstige vilkår. For Frederiksgårdens vedkommende til en kvadratmeterpris, der lå 20 procent under ejendomsvurderingen, mens der for Sophie Amalie Gården alene skulle betales for det bebyggede areal og dermed ikke for de tilknyttede friarealer.
Herudover ydede kommunen garanti for de mere usikre tredje prioriterer på 30-40 procent af den samlede anskaffelsessum, hvorved beboernes samlede indskud kunne nedbringes til 15 procent af samme.
For at lette huslejerne og finansieringen i de første år kom så oveni frem til 1968 et særligt statsligt driftstilskud (”kvadratmetertilskuddet”), der dækkede ikke mindre end 15 procent af de to kollektivhuses årlige driftsomkostninger.
For den massive offentlige støtte fik Frederiksberg Kommune, som andre steder i det almennyttige byggeri, en væsentlig indflydelse på de to kollektivhuse. Samtlige byggeplaner skulle således godkendes af kommunen, der fik tre faste pladser i de to huses syv mand store bestyrelser – i Frederiksgården sammen med tre valgt af beboerne og en valgt af Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige og i Sophie Amalie Gården to valgt af henholdsvis foreningen og beboerne.
Herudover skulle huslejeforhøjelser godkendes af kommunen, ligesom det bestemtes, at eventuelle driftsoverskud skulle komme lejerne til gode eller anvendes til boligsociale formål i form af afbetaling på prioriteter, nedsættelse af huslejerne, betaling af kollektive goder eller nyt tilsvarende byggeri.
Endelig blev det fastlagt, at borgere der havde haft bopæl i mindst to år i kommunen skulle have fortrinsret til lejlighederne i de to kollektivhuse, hvis etværelses lejligheder kun måtte udlejes til én person, mens de øvrige lejligheder kun måtte have en husstandsstørrelse svabrende til en beboer pr. værelse.
Over 500 lejligheder i Frederiksbergs nye kollektivhuse var en ganske markant indsats på kun 10 år. Lagdes hertil de andre tusinder af lejligheder, som både Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige og De Vanføres Boligselskab i efterkrigstiden tilvejebragte i en række andre kollektivhuskomplekser andre steder i hovedstadsområdet og i provinsen, tegnede der sig et endnu mere imponerende billede.
Samlet blev kollektiv- og fælleshuset i Danmark i det 20. århundrede dog kun til en niche på boligområdet, men fandt i kraft af DAB’s og de to foreningers byggeaktivitet alligevel sin plads som en væsentlig boform for enlige, ældre og handicappede.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2012.