Af fhv. antikvar Allan Tønnesen

Portrætkunsten var i århundreder en eksklusiv kunstart, som kun samfundets rigeste havde adgang til. Fra nogle ganske få eksempler i 1400-tallet bliver portrætmalerier lidt efter lidt mere almindelige i 1500-tallet, mest i form af mindetavler – epitafier – ophængt i kirkerne. Men det var kun samfundets top, der havde råd til den slags: kongehuset, adelen (men langt fra alle), storkøbmænd og enkelte præster.
Men ud over de store paradeportrætter var der et behov for små portrætter, som kunne hænge i godtfolks stuer eller ligefrem indfattes i et smykke. Således opstod miniaturemaleriet, men det var stadig en eksklusiv kunstart, for en miniature var ofte ligeså kostbar som et stort oliemaleri.
En ”demokratisering” af portrætkunsten kom først med silhuetklippet, dvs. den portrætteredes profil udklippet i sort papir og opklæbet på en hvid baggrund. Denne enkle og prisbillige måde at portrættere folk på opstod omkring midten af 1700. Den fik navn efter Étienne de Silhouette, som i en kort periode i 1759 var Ludvig XV’s finansminister. Han forsøgte bl.a. at dæmme op for hoffets og de herskende klassers ødselhed, og blev naturligvis forhadt af disse. Og da han yndede at have skyggeklip af sine venner hængende i sine stuer, begyndte hans fjender at kalde sådanne klip ”à la Silhouette” for derved yderligere at stemple manden som tarvelig og simpel.
Silhouette forsvandt, men silhuetklippet bestod og blev stadig mere populært. I samme periode opdagede man den klassiske kunsts ”ædle enfold og stille storhed”, og silhuetten der var opstået i rokokoen, blev efterhånden et af den klassicistiske kunsts udtryk, som dens enkle virkemidler harmonerede godt med.
I princippet kunne alle lave silhuetklip. Ikke mindst da der blev opfundet en metode til mere eller mindre mekanisk fremstilling. Princippet gik kort fortalt ud på at man ved hjælp af et lys fik kastet modellens skyggebillede op på et stort stykke papir. Man kunne så med en pen eller blyant optegne hovedets omrids og derefter ved anvendelse af en såkaldt pantograf formindske omridset til den ønskede, lille størrelse, som så blev klippet ud, farvet sort og opklæbet.
Silhuettørkunsten blev en sand mani som florerede i de bedre kredse. Mange kendte folk udøvede kunsten, bl.a. den berømte tyske digter Johann Wolfgang Goethe. Da man gerne foldede papiret, når man klippede et portræt, fik man som regel mindst to portrætter ud af indsatsen, og man kunne så udveksle kopier med andre der klippede og samlede. Men der var også professionelle silhuettører, der drog rundt og levede af deres kunst. Fra midt i 1800-tallet blev silhuetten afløst af fotografiet som almindelige menneskers foretrukne portrætform.
Meget beslægtet med silhuetten er medaillonportrætstikket, som også er profilportrætter, men opstod lidt senere end silhuetten og slet ikke fik dennes store udbredelse. Årsagen hertil er at medaillonportrætstikket var dyrere, og at der var involveret en trykketeknisk proces, som menigmand ikke beherskede eller havde adgang til.
Opfinderen af denne portrætform var den franske kobberstikker Gilles Louis Chrétien (1754-1811). Han var egentlig musiker, men mistede sin stilling som violoncellist i det kongelige kapel i Paris under revolutionen, og søgte herefter sit udkomme som portrættør. Han videreudviklede de allerede beskrevne mekaniske processer som brugtes ved fremstilling af silhuetter, men det nye var, at han i stedet for at nøjes med det sorte skyggebillede på fri hånd udfyldte omridset med ansigtstræk: hår, øjne, mund osv. Det lille tegnede profilportræt blev så stukket i kobber og kunne herefter trykkes i et stort antal eksemplarer. Metoden kaldte han ”physionotrace”, sammensat af ordene ”physionomie” (ansigt) og ”tracer” (tegne).
Chrétien begyndte sin virksomhed som portrættør i 1787, og de små prisbillige og dekorative billeder blev snart umådeligt populære. Fra 1793 udstillede han hvert år flere hundrede portrætter på salonen i Paris. Når vi i dag har billeder af mange af den franske revolutions berømte personligheder, skyldes det i høj grad Chrétiens indsats. Man kunne ikke gå lige ind fra gaden og blive portrætteret, men måtte aftale tid og indbetale et à conto-beløb. Mødte kunden ikke op til den aftalte tid, mistede han det indbetalte beløb. Man kunne også få stikkene kolorerede.
Stikkene er alle cirkelrunde og måler ca. 6 cm i diameter. Langs kanten har Chrétien skrevet sit navn, sin adresse og årstallet samt evt. navnet på den medhjælper, der måtte have udført den til grund liggende tegning, men kun sjældent navnet på den portrætterede. Chrétiens stik er udført med megen omhu og berømmes i samtiden for deres store lighed med modellerne, selv om en del nok er noget forskønnede. Ligesom silhuetterne er medaillonportrætstikkene i fin samklang med tidens sværmeri for antikken.
Foruden franskmænd er det fortrinsvis danske, der er blevet portrætterede af Chrétien, fordi Danmark var det eneste land i Europa, som ikke var i krig med Frankrig. I alt er der 113 identificerede danskere, der er blevet portrætterede af Chrétien, bl.a. forfatterne Malthe Bruun og P.A.Heiberg.
Nogle år før sin død overdrog Chrétien sit værksted til kobberstikkeren Bouchardy, der videreførte virksomheden, om end ikke med så stort held som forgængeren. Hans protrætter er udført på lys baggrund, modsat Chrétiens, der altid er på mørk baggrund og derved får en mere ”antik” karakter.
En konkurrent havde Chrétien og Bouchardy i maleren Edme Quenedey (1756-1830). Også han berømmede sig af have opfundet ”physionitrace”-portrættet og havde en tid et samarbejde med Chrétien, der graverede kobberpladerne, men senere lærte han sig selv gravørteknikken. En annonce som han indrykkede i Journal de Paris 21. juli 1788 er meget oplysende med hensyn til arbejdsgangen og andre omstændigheder i forbindelse med udførelsen af et portræt: ”Jeg udfører i en séance på 6 minutter et portræt i naturlig størrelse og leverer dette for 6 livres, eller jeg formindsker det og graverer det i en størrelse på 18 linier, hoved og bryst indbefattet, uden at det mister ligheden, og leverer 4 dage efter séancen 12 aftryk for 15 livres. Dersom man ønsker pladen, med hvilken man kan tage 2000 aftryk, betaler man 24 livres, hvis man ønsker kolorerede stik, koster de 3 livres for hvert eksemplar.
Man må ikke forveksle disse profiler med de såkaldte silhuetter, som kun giver hovedets omrids, mens disse giver alle det mest udpenslede portræts detaljer.
Den ro, som denne måde at tegne på, udfordrer, tvinger mig til at udstede billetter, som angiver forskellig tid for hver person. Man betaler 6 livres, når man tager en sådan billet, som fås i Palais Royal under buegangene til højre, når man træder ind i la Cour des Princes, No 180 (hos M. Bevalet, juvelér).”
Quenedey var hurtig og effektiv, og Chrétien mærkede snart konkurrencen. Quenedey virkede i perioder i  Bruxelles og i Hamborg, men vendte siden tilbage til Paris, hvor han efter Chrétiens forsvinden fra scenen blev den dominerende portrætkunstner. Han har udført flere tusinde portrætter, men smagen skiftede, og hans død i 1830 betød afslutningen på medaillonportrætstikket som kunstart.
Kunsten at fremstille medaillonportrætstik blev eksporteret til lande uden for Frankrig, og i Danmark blev det kobberstikkeren Andreas Flint (1767-1824) som introducerede den. Også hans far var kobberstikker, og han gav sønnen den første vejledning i tegnekunsten, inden denne kunne optages på Kunstakademiet. Ved sin afgang fra Akademiet i 1794 fik han tildelt den store guldmedalje som kobberstikker. Han søgte gentagne gange understøttelse til – i lighed med mange andre af tidens kunstnere – at kunne foretage en længere udenlandsrejse for at videre uddanne sig, men han fik aldrig en tilstrækkelig stor understøttelse og måtte hutle sig igennem, som han bedst kunne. Da han i 1803 blev gift, opgav han enhver tanke om at komme til udlandet.
Det må være i denne situation, at han har set det som en mulighed for at skaffe et udkomme til sig og sin familie at fremstille medaillonportrætstik. I 1812 udstillede han 145 portrætter på en udstilling af ”indenlandske kunst- og flidsfrembringelser”. Hans portrætter blev meget rosende omtalt. En anmelder i bladet Nyeste Skilderi skrev: ”Igaar var jeg atter paa Udstillingen. Som jeg kom ind ad Døren til andet Værelse, stødte jeg om Hjørnet paa en Sværm af Mennesker, som betragtede en Hoben Portrætter af Kobberstikker Flint. Ligheden kan jeg, som ubekendt i Hovedstaden, ikke bedømme, men paa alle Kanter hørte jeg mumle, det er den statsminister, den Købmand, den Officer, den Frue og Gud ved, hvor mange Mænd og Kvinder, som jeg dels kendte, dels ikke kendte af navn. Jeg troede mig at være i London eller Paris, hvor man har lignende vakre Samlinger”.
Det var Flints ambition at kunne udføre en stor serie med optrin fra fædrelandets historie, og han ansøgte gang på gang diverse fonde om midler til at kunne påbegynde dette arbejde, men forgæves. Statsbankerotten og de sløje tider gjorde det svært at hente penge fra de offentlige kasser, og imens levede Flint og hans familie i den største fattigdom. På et tidspunkt tilbød han for 400 rdl. kongen en samling på omtrent 300 medaillonportrætstik, som han selv havde stukket efter Chrétiens metode, men tilbuddet blev afslået, og i stedet tildeltes han et gratiale på 150 rdl.
Omkring 1820 bedredes tiderne, og det gik tilsyneladende også opad med Flints økonomi, men stadig måtte han søge gratialer og støtte til huslejehjælp. Han døde syg og fattig i 1824. Han har næppe udført mange flere portrætter end de 300, han havde tilbudt kongen.
Foruden Andreas Flint har 3-4 andre danske kunstnere udført medaillonportrætstik, men der er kun tale om ganske få værker. Den kendteste af disse kunstnere er Gerhard Ludvig Lahde (1765-1833).
Frederiksberg Kommune er ejer af en fin samling medaillonportrætstik, hovedsagelig bestående af arbejder af Chrétien og Flint. Den var gennem mange år blevet samlet af den danske kender af denne specielle kunstart, kontorchef i Nationalbanken O.H.Clementsen. Efter hans død i 1963 blev den erhvervet af Frederiksberg Kommune med henblik på placering i Møstings Hus (som da lå i ”mølpose”), og den var da også i en årrække ophængt her på første sal efter bygningens genopførelse i 1970’erne. I de senere år har samlingen været anbragt i magasin, men den er fra tid til anden blevet fremtaget og udstillet, således for nogle få år siden i Bakkehusmuseet.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2009.