Af it-arkivar Helga Mohr, Frederiksberg Stadsarkiv

Fredag d. 2. april 2004 åbner kunstmuseet Louisiana en udstilling om arkitekten Jørn Utzon, nok bedst kendt som arkitekten til Sydneys berømte operahus, indviet i 1973. Med på udstillingen er også Jørn Utzons tegning til det frederiksbergske Manhattan. Det frederiksbergske Manhattan drejede sig, kort fortalt, om at bygge en række højhuse ved Sct. Jørgens Sø og forbinde søen med kanalerne i Frederiksberg Have og omkring Frederiksberg Slot. Den følgende artikel er historien om Manhattan-projektet.

Byplankonkurrencen om kvarteret ved Sct. Jørgens Sø
Den 29. december 1957 holdt Frederiksberg Kommunalbestyrelse ekstraordinært møde i anledning af kommunens 100-års-jubilæumsdag. På mødet besluttede kommunalbestyrelsen som en del af jubilæumsfestlighederne at udskrive en nordisk idékonkurrence for området ved Sct. Jørgens Sø. Med idékonkurrence mentes, at man først og fremmest ville have et idémateriale til den fremtidige bebyggelse af det attraktive kvarter omkring Sct. Jørgens Sø snarere end et færdigt forslag til en byplan for kvarteret. Det 43 hektar store område omfattede kvarteret mellem Vodroffsvej, Gl. Kongevej, H. C. Ørsteds Vej og Danasvej.
Sct. Jørgens Sø udgør en rest af de ydre fæstningsgrave foran det gamle Københavns volde. Op til 1852 indgik kvarteret omkring Vodroffsvej som en del af forterrænet til voldene, hvilket betød, at der var strenge restriktioner for bebyggelsen af området. I 1852 frigav militæret området fra Sct. Jørgens Sø til Falkoner Allé – Jagtvejen til almindelig bebyggelse. Schønbergsgade-kvarteret (dvs. især Schønbergsgade, Danmarksgade og Vodroffs Tværgade) var blandt de første egentlige beboelseskvarterer, der blev rejst fra slutningen af 1850’erne og frem. Det var et kvarter for småkårsfolk og udviklede sig med tiden til et slumkvarter: et tæt bebygget arbejderkvarter med smålejligheder, bag- og sidehuse, typisk korridorejendomme, dvs. huse med en lang gang gennem huset, hvorfra der til begge sider var indgange til lejligheder.
Emnet for byplankonkurrencen var således et blandet kvarter, dels det æstetisk attraktive kvarter mellem Vodroffsvej og søerne, især bebygget med villaer, dels det saneringsmodne kvarter omkring Schønbergsgade. Det var derfor velbegrundet, at kommunalbestyrelsen valgte netop dette område som genstand for konkurrencen. Som det blev udtrykt af formand for Teknisk udvalg, Chr. Lauritz-Jensen, så var det håbet, at man med et godt projekt kunne bygge udgangspunktet for det fremtidige Frederiksberg her. Derved knyttede Chr. Lauritz-Jensen også an til den generelle optimisme inden for byplanlægningen på dette tidspunkt, hvor byplanlægning blev set som et vigtigt omdrejningspunkt for byernes udvikling og den generelle vækst i samfundet.
Konkurrencen blev udskrevet i sommeren 1958 med frist 2. februar 1959. Dommerkomiteen bestod af repræsentanter for Frederiksberg Kommune, Boligministeriet, Danske Arkitekters Landsforbund og de øvrige nordiske arkitektforbund: kommunaldirektør Gerner Andersen, teknisk direktør Poul Møller, byplanchef Poul Wiboe og afdelingsarkitekt i Boligministeriet Jørgen Bang; på vegne af arkitektforbundene sad stadsarkitekt Poul Gøtzsche, arkitekt Arne Jacobsen og fra Stockholm byplanchef Gunnar Lindman.

Kanaler fra Sct. Jørgens Sø til Frederiksberg Have
Den 22. marts 1959 blev vinderen af den nordiske byplankonkurrence offentliggjort. Det blev arkitekten Jørn Utzon, der vandt 1. præmien. Til konkurrencen var der indkommet 71 forslag, heraf 47 danske forslag, 19 svenske samt nogle enkelte finske og norske. 2. præmievinderne blev Edith og Ole Nørgaard, og hertil indkøbte kommunalbestyrelsen fem af de øvrige forslag.
Jørn Utzon havde opdelt området i tre bebyggelsesområder, mærket A, B og C på tegningen. Langs Sct. Jørgens Sø løb der en række højhuse (også kaldet punkthuse) på mellem 12 og 28 etager høje, domineret af små lejligheder (tegningens A), syd for Danasvej havde Utzon placeret en parkbebyggelse med huse i 3-6 etagers højde, præget af større lejligheder for folk med børn (tegningens B), og ud mod gammel Kongevej et forretningskvarter (tegningens C). Mellem Gammel Kongevej og beboelseskvartererne anlagde Utzon en parkagtig romantisk have, inspireret af japanske haver med en å eller kanal, der løb tværs igennem parken. Her kunne skole, vuggestue, bibliotek og lignende lægges (tegningens D). Åen skulle munde ud i Sct. Jørgens Sø i form af en række rismarkagtige terrasser, og den fortsatte tværs igennem den nye bebyggelse i et bredt grønt bælte gennem Landbohøjskolens have, tværs igennem Frederiksberg til Frederiksberg Have og forbandt søen med slotshaven og slotshavens kanaler.
Dommernes begrundelse for at give Jørn Utzon 1. præmien skyldtes for det første den klare og konsekvente inddeling af området i tre bebyggelsesområder, dvs. højhusene (punkthusene) langs søerne, et boligkvarter i varierende højde ved Danasvej og erhvervsområdet langs Gammel Kongevej med mulighed for en differentieret erhvervsmæssig anvendelse og adskilt fra beboelsesområderne med parken. For andet hæftede dommerne sig ved måden, hvorpå Utzon bragte søen direkte ind som en del af den store japansk inspirerede park mellem Gammel Kongevej og de to beboelseskvarterer. Dommerne karakteriserede det som dristigt, men ikke urealistisk, og det lå i tråd med dommernes ønsker om at udnytte de rekreative muligheder omkring søen bedst muligt.
På den anden side bemærkede dommerne også, at hele Jørn Utzons projekt forekom meget skitseagtigt, at Utzon manglede at redegøre for en lang række detaljer og at Utzon ikke havde overholdt flere af konkurrenceprogrammets anvisninger (udnyttelsesgrad, bygningshøjde mv.). Desuden var man betænkelige ved, at punkthusene ned mod søen alene skulle indeholde små lejligheder, og den udvidelse af Gammel Kongevej, som projektet indebar. Dommerne var så uenige omkring præmieringen af projektet, at man overvejede at dele førstepræmien mellem Utzon og arkitektparret Edith & Ole Nørgaard. Det endte med, at Utzon fik tildelt 1. præmien for projektet, og at 2. præmien gik til Nørgaard-parret, men to af dommerne, den svenske arkitekt Gunnar Lindman og Frederiksberg Kommunes kommunaldirektør Gerner Andersen afgav mindretalsudtalelser. Gunnar Lindman pegede på, at husene var planlagt højere end tilladt af Statens Luftfartsvæsen, og at udnyttelsesgraden var for lav, hvilket alt andet lige indebar, at økonomien i projektet ikke var holdbar. En udtalelse, som Gerner Andersen tilsluttede sig.
Men for flertallet af dommerne lå konkurrencens hovedresultat ikke i et færdigt projekt, men derimod i så alsidigt som muligt at få tilvejebragt nogle ideer for kvarterets fremtidige bebyggelse. Især den efterfølgende kritik af vinderprojektet anså dommerne for at være fejlplaceret, fordi kritikerne på den ene side erkendte, at den fuldendte løsning, der kunne tilgodese både æstetiske og funktionelle krav ikke var fremkommet, og på den anden side ikke ville anerkende dommernes betingede afgørelse. Dommerne valgte at præmiere selve den grundlæggende kunstneriske idé bag Utzons projekt, ikke et færdigt projekt.
Som Claus M. Schmidt senere har påpeget, ville især punkthusene langs søen have været så dominerende, at det havde været vanskeligt foreneligt med de omkringliggende bydele og bybilledet som helhed. Det ændrer dog ikke ved, at der i Utzons plan lå nogle arkitektonisk interessante afsæt for bebyggelsen ved Sct. Jørgens Sø, især den gennemtænkte disposition af kvarteret og måden, hvorpå kvarteret og søen blev tænkt sammen.

Et drømmelandskab. Kritikken af Jørn Utzons vinderprojekt
Dommernes betænkeligheder var kun begyndelsen til den debat, der udspandt sig i aviserne og fagtidsskrifterne efter offentliggørelsen af Utzons vinderprojekt. Allerede ved offentliggørelsen d. 22. marts slog Politiken tonen an, og en uge senere d. 29. marts bragte avisen en indædt rasende artikel af arkitekt, ansat i Københavns Kommunes Byplankontor, Ole Thomassen. Thomassen svang sig i sin kritik af Utzons projekt op til nærmest bibelske højder: ”Profeten Ezekiels minutiøse beskrivelse af det himmelske Jerusalem er i grunden mere realistisk end Utzons panorama, hvori han som en anden testamentlig skikkelse slaar vand af stenbroen og fremtryller en ny Ladegaardsaa, som han lader løbe i sære sving fra Frederiksberg Have til Søerne”, tordnede Thomassen. Få dage senere fulgte Frederiksberg Bladet op på Thomassens artikel med en ny artikel, der under titlen ”Profeten mere realistisk, da han beskrev Himlens Jerusalem”, redegjorde for debatten om Utzons vinderforslag. Ikke kun dagspressen, men også tidsskrifterne Arkitekten og Byplan deltog i debatten.
Kritikken rettede sig ikke kun mod, at projektet havde skitseagtig og ufærdig karakter, men havde også principielle undertoner. Projektets skitseagtige udtryk lå i flere ting. Der var ikke overensstemmelse mellem etapeplanerne og den færdige plan, og der var ikke taget stilling til en lang række byfunktionelle forhold. Utzon havde for eksempel ikke bibeholdt nogen af vejene i konkurrenceområdet (Schønbergsgade, Svanholmsvej, Forhåbningsholms Allé mv.), men på den anden side havde han også undladt at tage stilling til anlæg af nye veje, f.eks. adgangsveje til de nye punkthuse. Det udgjorde den ene del af kritikken. Den anden del handlede om, hvorvidt man i byplanlægningen primært skulle vægte teknik og økonomi, eller om man også skulle pointere byplanlægning som en kunstnerisk disciplin. Det er gennemgående for kritikken, at man anerkendte Jørn Utzons originale kunstneriske begavelse, men fastholdt, at projektet burde forkastes, fordi det ikke levede op til de byfunktionelle krav. Byggeriet blev betegnet som romantisk dilettanteri og abstrakt kunst, et tåget drømmesyn – eller som det blev udtrykt i tidsskriftet Byplan: en abstrakt komposition formet over et drømmelandskab.
Kun Poul Erik Skriver i Arkitekten evnede at give en mere nuanceret kritik af projektet. Skriver tog udgangspunkt i operahuset i Sydney og påpegede, at Utzon her havde vist en fremragende evne til ad intuitiv vej at finde frem til en både kunstnerisk og funktionelt forsvarlig form. Skriver så de øvrige konkurrenceprojekter som triste og bastante, hvorimod Utzons projekt kunne sætte en fantasi i gang – rækker af nye og spændende bybilleder. Skriver var som de øvrige klar over de praktiske problemer, der indebar, at Utzons projekt næppe kunne realiseres. Men han fastholdt, at dansk byplanlægning burde kunne være mere og andet end teknik og økonomi, og at det var nødvendigt at tænke begavet arkitektur ind i byplanlægningen og bybygningen. Med dette synspunkt lå han på linje med dommerkomiteen.

Kirsebærtræets blomster. Jørn Utzon som arkitekt
Jørn Utzon (født 1918) er som arkitekt inspireret af nordiske moderne arkitekter som Gunnar Asplund og Alvar Aalto. Det var Gunnar Asplund, der med arkitekturudstillingen i Stockholm i 1930 bragte den internationale moderne arkitektur til Skandinavien. Udgangspunktet for megen skandinavisk modernisme, herunder også for Asplund, Aalto og Utzon, blev en organisk arkitekturopfattelse. Utzon udtrykte det på den måde, at arkitektur og natur for den moderne arkitekt har samme rødder, og at der af arkitekten kræves en nær fortrolighed med materialets karakter og virkning, hvad enten det er sten, træ eller glas. Ét af Gunnar Asplunds hovedværker var Skogskyrkogården i Stockholm fra omkring 1940, og der er klare fælles træk mellem måden, hvorpå Asplund sidestiller det åbne landskab og de intime gårde og Utzons fine gårdhuse i 1950’erne og 1960’erne, dels Kingo-husene ved Helsingør, dels Fredensborg-husene.
Et nøglebillede for Utzon blev formuleret af den finske arkitekt Alvar Aalto i en forelæsning i Stockholm i 1944, hvor Aalto blandt andet sagde, at man bør tænke på en gruppe huse som en gren på et blomstrende kirsebærtræ. Alle grenens blomster er grundlæggende de samme, men alligevel er hver og en af dem unik alt efter deres placering på grenen, om de er ved at springe ud eller ej, deres forhold til de øvrige blomster, deres forhold til lys og skygge osv. Utzon vendte tilbage til kirsebærtræbilledet flere gange, for eksempel er Fredensborg-husene, færdiggjort i 1965, alle underlagt en samlet arkitektonisk idé, men gårdene til husene er alle unikt tilpasset efter landskabet, orienteringen eller udsynet lige præcis på beliggenhedsstedet.
Blandt Utzons første større værker var byggeriet af familiens eget hus i Hellebæk fra 1952, et lavt etplanshus med fladt tag og åben plantype i form af et stort funktionsopdelt rum – det første af sin slags i Danmark. I løbet af 1950’erne og 1960’erne begyndte han at bygge de førnævnte lave gårdhuse i Helsingør og Fredensborg. At bygge højhuse eller punkthuse som i Manhattan-projektet var ikke karakteristisk for ham. Der er derimod andre for Utzon karakteristiske træk i Manhattan-projektet. Også i dette projekt er kirsebærtræbilledet til stede. Hver bygning er individuelt tilpasset sin placering, tydeligst i punkthusenes organiske, individuelle forløb langs søen. Desuden er samspillet mellem bygningerne og vandet iøjnefaldende – måden, hvorpå bygningerne både indkredser, men også spejler åvandets forløb ind i konkurrenceområdet og i det hele taget den klart gennemførte integration mellem Sct. Jørgens Sø og det store rekreative parkområde langt ind i og ud over konkurrenceområdet.

Afslutning
Jørn Utzons Manhattan-projekt til Frederiksberg blev aldrig realiseret. Kort tid efter antog Frederiksberg Kommunalbestyrelse en konsulentgruppe under ledelse af arkitekt Hans Hartvig Skaarup, som fik til opgave at bistå Teknisk forvaltning med at udarbejde en bebyggelsesplan for området. Utzons projekt gled ud i glemslen, og den 14. december 1966 blev en ganske anden byfornyelsesplan præsenteret for offentligheden, kaldet Frederiksberg Plan Øst – 1966. Hans Hartvig Skaarup og de øvrige medlemmer af konsulentgruppen var i øvrigt arkitekter til ét af de af kommunalbestyrelsen fem indkøbte forslag.
Men der er gode grunde til, at Utzons tanker for det nye Frederiksberg stadigvæk er aktuelle. Det gælder især forsøget på at integrere byens søer og parker i byens arkitektur. Det gælder også hans tanker om at bygge huse, underlagt en fælles arkitektonisk idé, men hver for sig alligevel forskellige, givende forskellige oplevelser af byen. Men også diskussionen om, hvordan man bedst muligt skaber en æstetisk smuk og samtidig byfunktionel arkitektur i forbindelse med byfornyelsen af huse og kvarterer er i høj grad lige så aktuel dengang som i dag.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2004.