Krigsminister Jesper Bahnsons gravsted på Solbjerg Kirkegård

Af fhv. antikvar Allan Tønnesen

Når man på cykel får slidt sig op ad Frederiksberg Bakke på Søndre Fasanvej med Solbjerg Kirkegård på højre hånd, møder der én et synsindtryk som pirrer ens nysgerrighed: Et monument, der rager højt op over kirkegårdsmuren og som krones af en bronzebuste af en værdig ældre herre. Man ser ham kun fra nakken, og umiddelbart kan man ikke se, hvem det er.
Man må ind på kirkegården, hvor forsiden af monumentet afslører mandens navn: J.J.Bahnson, hugget ind i granitsoklen tillige med hans fødselsdato: 18. november 1827 og dødsdatoen 26. august 1909. Øverst ses hans valgsprog,” Tenax propositi” (Fast i forsæt). Ind imellem er hugget to laurbærkrans-friser, og soklens fodstykke er udhugget som en skansekurv. Soklen bærer Bahnsons alvorstunge portræt med generalsuniform og mange ordener, støbt i bronze og signeret af billedhuggeren H.P. Pedersen Dan 1911.
Det hele – busten og granitsoklen – er anbragt på et fundament, der skal forestille et stykke fæstningsvold, et stykke vold med en trekantet udbygning – en såkaldt kontregarde. Fæstningsudsnittet er indfattet i en række granitsten, der på forsiden bærer indskriften: HAN RISTED  PAA  SKIOLD  RUNERNE  VOXTE  TIL  AXELSTADS  VOLD. Midt på ”kontregarden” er anbragt en pyramide af kanonkugler, og gravstedet er mod kirkegårdsstien hegnet af to jernkanoner med udspændte kæder imellem. Ældre fotos viser, at der oprindelig var et væsentligt tykkere jordlag på ”fæstningen”.
Dette martialske monument blev rejst af soldaterforeningerne, og det fortæller klart om den indsats, man ønskede at hædre Bahnson for: Hans stædige kamp for – og gennemførelse af – Københavns befæstning, det store politiske stridsspørgsmål i de to sidste årtier af det 19. århundrede, kaldet provisorietiden.
Jesper Jespersen Bahnson blev født 1827 på Tårupgård ved Viborg, som hans far ejede. Han blev student og cand.phil. og påbegyndte derefter en militær uddannelse, som imidlertid blev afbrudt af Treårskrigen 1849, som han deltog i. Han fuldendte sin militære uddannelse og avancerede støt i de følgende år. I 1855 blev han lærer ved Landkadetakademiet og 1859 ved Den militære
Højskole. Han deltog også aktivt i Krigen i 1864. Fra 1867 var han lærer ved officersskolen på Frederiksberg Slot, og det var i denne periode hans stærke interesse for forsvarssagen udviklede sig, hvilket bl.a. kom til udtryk i hans lærergerning og i indlæg i pressen.
I 1879 blev han oberst og chef for 1. departement i Krigsministeriet, og året efter blev han ministeriets direktør. Der var i 1880 blevet gennemført en ny hærlov, som ikke åbnede mulighed for bevillinger til en befæstning af København. Men Bahnson arbejdede utrætteligt for sin plan, støttet af de mange forsvarsforeninger, der opstod i denne tid. Kvinder indsamlede midler til formålet, og der dannedes en komité for selvbeskatning til formålet.
Disse bestræbelser faldt helt i tråd med regeringschefens holdning. Jacob Brønnum Scavenius Estrup var blevet udnævnt til konseilspræsident (dvs. statsminister) i 1875 og gik først af i 1894, formentlig den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Når dette kunne lade sig gøre, skyldtes det, at det parlamentariske princip endnu ikke var indført. Kongen kunne frit vælge sine ministre, og Estrup havde kongens tillid i rigtig mange år. Allerede i 1875 forelagde krigsministeren et forslag om store bevillinger til etablering af en ny og effektiv sø- og landbefæstning omkring København. Oppositionspartiet Venstre var ikke principielt imod, men ønskede ændringer i beskatningen til formålet. Det ville Estrup ikke gå med til, og herefter blev fronterne trukket skarpt op. Venstre, som havde flertal i Folketinget, førte en ”visnepolitik” over for regeringens forslag, men Estrup regerede videre på grundlag af den støtte, han havde i Landstinget.
Adskillige års tovtrækkerier endte med, at Estrup fra 1885 regerede landet ved hjælp af midlertidige, ”provisoriske” finanslove, som også indebar store bevillinger til Københavns befæstning. Året før havde han udnævnt Bahnson til krigsminister, og nu begyndte der at ske noget: Vestenceinten, sø- og landforter, batterier og kaserner blev påbegyndt, og arbejderne skred planmæssigt frem, indtil stort set hele befæstningen stod færdig i 1894. Der blev så indgået forlig med Venstre, og Estrup kunne gå af efter veludført gerning tillige med Bahnson og resten af sit ministerium.
Det forsvarsværk, der blev lagt rundt om København, var projekteret allerede i 1850’erne af ingeniørkorpset og skulle dække byen både fra landsiden og søsiden, og fra 1858 til 1868 blev nogle af de gamle anlæg moderniseret, og en række nye anlæg bygget til søbefæstningen. Men landforterne, batterierne og enceintevolden måtte vente til 1886 og de følgende år. Udformningen af vestvoldens forsvarssystem med kaponierer, hvorfra voldens flanker kunne bestryges, var noget ganske nyt og udtænkt af kaptajn, senere oberst E.J. Sommerfeldt (1842-1903); det blev internationalt kendt som ”Den danske Front”. I befæstningen indgik også oversvømmelsesanlæg, og det udstrakte og komplicerede anlæg blev i samtiden anset for meget stærkt og avanceret.
Det var Bahnson, der som krigsminister fik organiseret og gennemført dette imponerende anlæg, der i vidt omfang stadig består, nu til dels som rekreative områder i en krans rundt om byen. Hans navn blev synonymt med det uhyre kontroversielle projekt, og lige så æret han var i forsvarsvenlige kredse, lige så forhadt var han af oppositionen.
Ved det politiske forlig i 1894 blev byggeriet af befæstningen afbrudt, skønt enkelte dele endnu manglede, og ved befæstningsloven 1909 besluttedes det, at søbefæstningen skulle udbygges, men landbefæstningen skulle nedlægges i 1922. Københavns befæstning var således i funktion under 1. Verdenskrig. De mange anlæg var bemandet og rustet til tænderne under hele krigen og var i høj grad medvirkende til, at landets neutralitet kunne opretholdes. Yderligere tilføjedes en række manglende dele af den planlagte befæstning samt nogle nye. Men efter krigen blev hovedparten af landbefæstningen nedlagt og en del solgt, som det var blevet bestemt i 1909. Ikke desto mindre består hovedparten endnu, og de væsentligste dele er blevet fredet efter bygningsfredningsloven eller som fortidsminder.
Københavns befæstning ligger i betydelig afstand fra bymidten – 10-20 km– og Frederiksberg blev ikke berørt. Det eneste stykke fæstningsvold her er den miniudgave, der findes på Bahnsons grav på Solbjerg Kirkegård.
Men Bahnson selv var frederiksberger gennem henved 50 år, om end med mange skiftende adresser. Søger man ham i Københavns Vejviser (Krak), finder man ham på følgende adresser:

1860-1863: Frederiksberg Allé 8 G
1864-1869: Frederiksberg Allé 44, 1. sal
1870-1876 havde han tjenestebolig på Frederiksberg Slot, hvor han jo var lærer på Officersskolen
1877-1880: Lykkesholms Allé 31, 1. sal
1881-1883: Falkoner Allé 25
1886-1890: Frederiksberg Allé 40, st.
1891-1894: Amicisvej 6
1895-1897 havde han som kommanderende general i 1. Generalkommandodistrikt bolig i Kastellet
1898-1900: Madvigs Allé 6, 3. sal
1901-1905: H.C.Ørsteds Vej 42, 4. sal
1906-1909: Frederiksberg Allé 48, 2. sal.

Det er bestemt ikke uden grund, at hans grav findes på Solbjerg Kirkegård. Han repræsenterede tilmed Frederiksberg i Folketinget 1887-95.
Svend Thorsen giver i sit værk om de danske ministerier 1848-1901 følgende karakteristik af Bahnson: ”… Den høje, lidt duknakkede mand med den stærke vilje lod sig i det hele ikke gå på: med behændighed og kraft – han talte undertiden til Folketinget som til en bataillon soldater – forsvarede han sit mål: at sikre København såvel fra sø- som landsiden mod bombardement og et voldsomt angreb og at forsyne fæstningsværkerne med et tidssvarende materiel. I 1887 blev den personligt kampdygtige minister valgt til Folketinget på Frederiksberg, skønt oppositionen heftigt modarbejdede ham …”
Jesper Jespersen Bahnson var gift to gange: 1856 med Antonie Oline Bentzien (1838-68), og 1869 med Anne Christine Lundsteen (1840-1911). For hver af de to hustruer er der en marmortavle på gravstedet.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2011.