Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

I forhold til Danmarks øvrige kommuner havde Frederiksberg i de første fire årtier som selvstændig kommune en ejendommelig mellemposition som både købstad og landkommune, og blev i det kommunale hierarki betragtet som en handelsplads på linje med Silkeborg, Løgstør og andre mindre bysamfund. Først med udskillelsen af Københavns Amtsrådskreds i år 1900 blev kommunen reelt sidestillet med landets øvrige købstadskommuner.

Nærværende artikel tager udgangspunkt i Frederiksbergs kommunale status ved oprettelsen i 1858 og ser nærmere på de byopgaver, kommunen efterfølgende måtte påtage sig. Herefter behandles baggrunden for og virkningerne af udskillelsen af Københavns Amtsrådskreds.

1858: Frederiksberg som selvstændig kommune

Op igennem den første halvdel af det 19. århundrede var Frederiksberg fortsat et landbrugssamfund. Ude på bymarken lå gårdene og landstederne, og selv om byen Frederiksberg langs Allégade, Bredegade og Smallegade i forhold til oplandets øvrige landsbyer havde fået en ganske anselig størrelse, var landbruget, ud over gæstgiveri og lidt håndværk og handel, stadig hovederhvervet. Også i administrativ henseende var Frederiksberg et landdistrikt. Siden 1747 udgjorde Frederiksberg hovedsognet i et pastorat, der omfattede annekssognet Hvidovre, og i 1802 og 1808, var bestyrelsen af fattig- og skolevæsenet blevet udlagt til lokale kommissioner, der ligeledes virkede inden for pastoratets grænser. Med landkommunalanordningens indførelsen af det lokale demokrati i enevældens sidste år indrettedes kommunestyret fra 1842 naturligt nok på samme måde som landets ørige landkommuner med et fælles sogneforstanderskab for Frederiksberg og Hvidovre med landsbyerne Valby og Vigerslev. Ophævelsen af den såkaldte demarkationslinje i 1852 frigav byggeriet mellem linjen Jagtvej-Falkoner Allé-Allégade og Søerne. Sammen med den tiltagende indvandring til Hovedstaden og den begyndende industrialisering gav det stødet til de første bebyggelser på indre Nørre- og Vesterbro. Men også på Frederiksberg kom der gang i byudviklingen. På Rådmand Bülows grund mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen lagdes grunden til et efterhånden omfattende villakvarter, og ved Gammel Kongevejs nordside ned mod Vodroffsvej opstod fra midten af 50’erne fabriksanlæg og det såkaldte Schønbergsgade-kvarter med etagehuse af samme type som de københavnske.

Byudviklingen på Frederiksberg stillede helt nye krav til de kommunale myndigheder med hensyn til skoler, fattigvæsen, vejanlæg, gas- og vandforsyning og andre tekniske anlæg, mens Hvidovre vedblev at være et rent landdistrikt. I forhold til denne udvikling var den eksisterende kommunale ordning og fællesskabet mellem Frederiksberg og Hvidovre uhensigtsmæssig, og op igennem 50’erne fremkom der fra flere sider forslag til en ændring af forholdene. Københavns Borgerrepræsentation fandt det mest naturligt at samle det bebyggede område under et og pegede på en hel eller delvis indlemmelse af Frederiksberg. I Frederiksberg-Hvidovre sogneforstanderskab luftede de frederiksbergske medlemmer en kommunal adskillelse af de to sogne som en mulighed, mens medlemmerne fra Hvidovre satte sig imod. Annekssognet havde flere fattige og nød godt af fællesskabet med det mere velhavende Frederiksberg.

I efteråret 1857 kom der dog skred i tingene. Skønt regeringen og en række landspolitikere nok mest hældede til en indlemmelse af Frederiksberg i Københavns Kommune, vandt den frederiksbergske selvstændighedstrang så megen lydhørhed, at Rigsdagen i slutningen af året vedtog ”Midlertidig Lov angaaende Frederiksberg Sogns økonomiske Bestyrelse” – ordet ”midlertidig” havde sneget sig ind for at antyde, at indlemmelsesspørgsmålet stadig stod åbent. Loven trådte i kraft i sommeren 1858 og medførte, at Frederiksberg og Hvidovre blev to selvstændige kommuner.

Delvis købstad – delvis landkommune

Mens Hvidovre fortsatte som en ren landkommune, fik Frederiksberg sin helt egen forfatning og kommunale styreform. Varetagelsen af de kommunale anliggende blev overladt til en kommunalbestyrelse bestående af den stedlige birkedommer og en valgt kommunalrepræsentation. Kommunalbestyrelsen tillagdes både den besluttende og den udøvende myndighed og nedsatte til forberedelse og udførelse af sagerne stående udvalg og midlertidige ad hoc-udvalg. Til bestyrelsen af fattig- og skolevæsenet oprettedes særlige kommissioner, hvis sammensætning kommunalbestyrelsen fik væsentlig indflydelse på. Ud over sognepræsten skulle den ene halvdel af kommissionerne bestå af kommunalbestyrelsesmedlemmer, mens den anden skulle udpeges af bestyrelsen.

I kommunalbestyrelsen indtog birkedommeren samme plads som magistraten eller byfogeden i købstæderne, og Kommunalbestyrelsen fik samme rådighed over byens anliggender, som var tillagt købstadskommunerne. Som i købstæderne krævede optagelse af lån, indførelse af nye lønninger, køb og salg af fast ejendom og andre tilsvarende ekstraordinære og indgribende beslutninger Indenrigsministeriets samtykke, ligesom amtmanden skulle approbere og decidere kommunens budget og regnskab.

Selv om kommunestyret med den frederiksbergske kommunallov kom til at minde meget om købstadskommunernes, og kommunalbestyrelsen i det væsentligste fik samme kompetence som købstædernes byråd, forblev Frederiksberg på flere afgørende områder fortsat betragtet som et landdistrikt. Dette gjaldt både i forhold til næringsloven fra 1857 og med hensyn til brandvæsenet, der fra 1861 blev reguleret af lov om brandpoliti på landet.

Den mest markante forskel i forhold til købstædernes råderum var forbindelsen til Københavns Amtsrådskreds, hvor Frederiksbergs stilling forblev som de øvrige sognekommuners. Kommunen var således i visse henseender underlagt amtsrådets myndighed og havde i forhold til den såkaldte amtsrepartitionsfond nøjagtig samme rolle som enhver anden landkommune. I modsætning til købstæderne skulle amtskommunen også for Frederiksberg udrede udgifter til såvel politivæsen, amtsskolefonden og udbygning og vedligeholdelse af gennemgående landeveje samt visse opgaver under forsørgelsesvæsenet og til etablering og drift af sygehuse. De landkommuner, der hørte under amtskommunen, skulle til gengæld til amtsrepartitionsfonden yde et bidrag, der dels blev udskrevet direkte på ejendommenes hartkorn dels lignedes på de enkelte kommuners kasser.

Frederiksbergs administrative mellemposition som både købstad og landkommune blev dog gradvis udhulet op igennem den sidste halvdel af det 19. århundrede. Allerede i 1866 udvidedes næringsfriheden også til det frederiksbergske område, og som følge af industrialiseringen, væksten inden for de øvrige byerhverv og masseindvandringen udviklede Frederiksberg sig til en storby i Hovedstaden. Ved århundredskiftet rundede folketallet 75.000, og hele den østlige halvdel af kommunen var udbygget med villaer, etagehuse, fabrikker, store offentlige institutioner og sammenhængende forretningsgader.

Den ekspansive vækst omdannede Frederiksberg til Danmarks næststørste bysamfund og medførte, at arten og omfanget af de opgaver, kommunen måtte løfte, langt oversteg, hvad der påhvilede selv de største købstadskommuner. Inden år 1900 var der således etableret gas-, vand- og elværker, sporvejsdrift, moderne vand- og kloakforsyning, syv folkeskoler, fattighus samt et omfattende net af offentlige veje. Kommunen havde desuden gennemført en målrettet bebyggelsesregulering og udvidelser inden for skole- og forsørgelsesvæsenet, ligesom brandvæsenet allerede fra 1877 var blevet organiseret som i købstæderne.

Også på de områder, hvor opgaverne ifølge den frederiksbergske kommunallov hvilede på amtskommunen, måtte kommunen tidligt mere eller mindre tage over. Amtskommunen havde med de gældende regler for inddrivelse af bidrag til amtsrepartitionsfonden utilstrækkelige ressourcer til – og i visse sager også direkte modvilje mod – på tilfredsstillende måde at varetage de opgaver, som fulgte med den meget voldsomme byvækst på Frederiksberg.

Allerede i 1865 tog kommunen således det første skridt til oprettelsen af et kommunalt politi. Kommunen havde hidtil været omfattet af et amtsligt finansieret politi, der dækkede hele Søndre Birk, og supplerede nu de fire amtsbetjente på Frederiksberg med fire kommunale betjente, der skulle fungere som ordenspoliti. Efter et længere tovtrækkeri mellem amtskommunen og kommunen om en endelig ordning af det frederiksbergske politivæsenet oprettedes fra 1875 en døgnbetjent politistation og en styrke på foreløbig 1 politiassistent, 10 politibetjente og 18 nattevægtere. Mandskabet udvidedes kraftigt i århundredets sidste årtier og bestod i år 1900 af ikke mindre end 71 betjente. De stærkt stigende udgifter blev afholdt af kommunens kasse mod et igennem hele perioden fast tilskud fra amtskommunen på 4.000 kr. I forhold til den samlede kommunale udgift til politivæsenet var det nærmest forsvindende – 6 procent i år 1900.

Da den mere velstående del af befolkningen kunne plejes hjemme i de store villaer, hvor der var plads til at indrette sig i sygdomstilfælde, klarede man den øvrige behandling af syge på Frederiksberg omkring midten af 1800-tallet ved indlæggelse på københavnske hospitaler eller på kommunens gamle fattighus i Allégade. Sygehusområdet blev dog snart en af de andre store opgaver, som Frederiksberg Kommune kom til at stå over for. Amtskommunen rådede ikke over sygehuse, og med den tiltagende tilstrømning af arbejdere og andre mindrebemidlede måtte kommunen allerede i 1863 indrette et større antal sygestuer i det nyopførte fattighus på Howitzvej – fra starten benævnt ”Frederiksberg Sogns Sygehus”.

Samme år havde amtsrådet ganske vist etableret et sygehus i Ryesgade i København, men da det efter få år stod klart, at den nye institution kun havde kapacitet til at tage sig af amtskommunens landkommuner og ikke kunne opfylde behovet for hospitalsbehandling af den stærkt stigende frederiksbergske befolkning, gik kommunen videre på området. Ved færdiggørelsen af Frederiksbergs nye fattighus i 1868 blev fattighusbygningen fra 1863 helt inddraget til hospitalsformål, og i 1885 suppleredes institutionskomplekset på Howitzvej med yderligere en hospitalsbygning. Trods udvidelserne døjede Frederiksberg Hospital, som kommunens sygehus efterhånden blev betegnet, med overbelægning og var i perioder tvunget til at henvise patienter til Diakonissestiftelsen og til Københavns hospitaler. Situationen bedredes ikke nævneværdigt efter at det nye amtssygehus på Nyelandsvej i 1893 afløste sygehuset i Ryesgade.

Reelt udviklede der sig i den sidste del af 1800-tallet den praksis, at kommunen i det væsentligste sørgede for sig selv ved behandling af almindelige medicinske og kirurgiske sygdomme, mens frederiksbergere med veneriske og epidemiske lidelser kunne indlægges på amtssygehuset. Men heller ikke dette område var uden problemer. Frederiksberg Kommune havde allerede i 1881 ydet et særligt tilskud for at skaffe flere pladser for epidemiske patienter på sygehuset i Ryesgade, og ved opførelsen af amtssygehuset på Nyelandsvej var amtsrådet kun indstillet på at etablere en mindre epidemiafdeling. For at sikre, at afdelingen fik en sådan størrelse, at den også fuldt ud kunne modtage frederiksbergske patienter, indgik kommunen en overenskomst med amtet, hvorved mere end 60 procent af forrentningen af anlægskapitalen faldt på Frederiksberg.

Udskillelsen af Københavns Amtsrådskreds

Selv om Frederiksberg Kommune på flere områder havde påtaget sig løsningen af de opgaver, der sorterede under amtskommunen, rejste der sig i midten af 90’erne i amtsrådet og de tilhørende landkommuner en voksende kritik af opgave- og byrdefordelingen mellem Frederiksberg og amtskommunen. Sagens bannerfører var Emil Piper – medlem af amtsrådet og formand for Lyngby-Taarbæk Sogneråd.

Som følge af utidssvarende regler for bidrag til amtsrepartitionsfonden og de meget udgiftstunge opgaver, der stadig lå på amtskommunen i kraft af Frederiksbergs eksplosive vækst, tjente Frederiksberg efter amtsrådets og landkommunernes opfattelse på den eksisterende ordning. Ifølge amtsrådets beregninger oversteg bidragene fra Frederiksberg til amtsrepartitionsfonden de tilsvarende amtslige udgifter til kommunen så meget, at Frederiksberg kunne score en årlig gevinst på godt 25.000 kr. Blev bidragene til amtsrepartitionsfonden sat i forhold til indbyggertallet, nåede man frem til, at hver enkelt i landkommunerne skulle af med 11,61 kr. årligt, mens frederiksbergeren kunne slippe med 80 øre. For amtsrådet var der kun to muligheder. Enten skulle bestemmelserne for bidragene til amtsrepartitionsfonden ændres således, at der blev lignet langt mere på Frederiksberg, eller også skulle kommunen helt udskilles af amtskommunen.

Da skævhederne syntes at blive yderligere forstærket med Frederiksbergs tiltagende vækst, foreslog amtsrådet i sommeren 1896 regeringen en sådan nyordning af forholdet til kommunen. Via stiftamtmanden blev forslaget efterfølgende sendt til høring i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, hvor man naturligt nok dels påpegede, at kommunen både med hensyn til politiet og hospitalsvæsenet havde påtaget sig tunge byrder, der retteligt hørte under amtskommunen, dels kritiserede man amtskommunens beregninger for ikke at tage hensyn til en række andre udgifter, som kommunen havde været nødsaget til at dække. Kommunalbestyrelsen konstaterede i første omgang, at man ønskede at fastholde den nuværende ordning, men stillede sig i øvrigt afventende.

Formanden for kommunalrepræsentationen, E.M. Jacoby, havde dog allerede under debatten i kommunalbestyrelsen betonet sagens alvor og påpeget, at enten måtte Frederiksberg rykke op som en almindelig købstad, eller også lå en indlemmelse i Københavns Kommune lige for. Det gjorde indtryk, og som sagen skred frem i de følgende år erkendte kommunalbestyrelsen til en vis grad den ulige byrdefordeling og hældede mest til en udsondring af amtsrådskredsen. En indlemmelse i København var helt uacceptabel, og om galt skulle være, ville man trods stigende udgifter hellere foretrække, at kommunen blev udskilt af amtskommunen fremfor større bidrag til amtsrepartitionsfonden og fortsat afhængighed af amtsrådets beslutninger.

Med dette standpunkt var der i princippet enighed mellem sagens parter, og i det tidlige forår 1899 udarbejdede det udvalg, Folketinget havde nedsat med henblik på Silkeborgs, Nørresundbys og Løgstørs omdannelse til købstæder, med Indenrigsministeriets direkte medvirken et lovforslag om Frederiksberg Kommunes udskillelse af Københavns Amtsrådskreds. Udskillelsen skulle gennemføres det følgende år, og mellemværender mellem kommunen og amtskommunen, der ikke kunne afgøres ved mindelig overenskomst mellem parterne, skulle overlades til en kommission bestående af en formand udpeget af Indenrigsministeriet og 4 øvrige medlemmer valgt af kommunen og amtskommunen.

Lovforslagets videre perspektiver berørtes kun få gange af Rigsdagens medlemmer. En af dem, Koch, håbede således ikke at forslaget ville vanskeliggøre en senere ”nødvendig ordning mellem København og Frederiksberg”, og bemærkede ”at det er i sig selv et unaturligt forhold, at der nu kommer en købstad med 70.000 mennesker til at ligge klods op ad Hovedstaden”. Indenrigsminister Bardenfleth erklærede sig enig i dette standpunkt og tilføjede, at en indlemmelse af Frederiksberg i København ville være ”en naturlig ordning, som måtte være forbeholdt fremtiden”. Men netop fordi lovforslaget ikke formelt gav Frederiksberg fuld købstadsstatus, havde man efter ministerens opfattelse holdt vejen åben for en fremtidig indlemmelse.

Ud over disse mere overordnede bemærkninger indskrænkede landspolitikerne sig til en drøftelse af en række detaljer i lovforslaget, men som helhed fik det en let gang gennem Rigsdagen. For at vinde tid til at forberede de opgaver, kommunen skulle overtage, ønskede medlemmerne fra Frederiksbergkredsen dog lovens ikrafttrædelse udskudt til 1902, men det blev pure afvist – som en af Venstremændene fra amtets landdistrikter udtrykte det: ”Vi har i en årrække været malkeko for Frederiksberg, og nu bør det høre op med det samme”. Til gengæld kom man igennem med en udvidelse af kommissionen, således at de kommunale parter hver kunne vælge fire repræsentanter. Fra Frederiksbergs side var det et ønske, at man ud over politikerne også kunne sende embedsmænd fra kommunens sekretariat og fattigvæsen.

Indenrigsministeren glædede sig i sine afsluttende bemærkninger i begge Ting over den sympati, lovforslaget havde mødt fra alle sider, og bemærkede let drillende, ”at Frederiksberg Kommune indtager en så selvstændig plads og føler sig så selvstændig, at det ville være unaturligt, om der ikke i denne kommune måtte være en levende følelse af, at denne udskillelse fra amtsrådskredsen er konsekvent, selv om den må ske på bekostning af de fordele, der havde været forbundne med forbindelsen”.

Frederiksberg som købstadskommune

Den 1. april 1900 blev Frederiksberg udskilt af Københavns Amtsrådskreds og stillet på samme fod som en købstad i forhold til amtsrådskredsen, Amtsskolerådet samt Københavns Amts og Sjællands Stifts købstæder. Frederiksberg var dermed ikke længere underkastet amtsrådets myndighed og skulle ikke yde bidrag til amtsrepartitionsfonden. Til gengæld overtog kommunen som enhver anden købstad det fulde ansvar for og udgifterne til politivæsenet, forsørgelsen af hjemløse fattige, retsvæsenet i birket (arrestvæsen og tvangsarbejdsanstalt) og ikke mindst hospitalsvæsenet, herunder behandling af patienter med veneriske og epidemiske sygdomme samt sindssyge.

Kommunen skulle desuden yde bidrag til amtsskolefonden, og forligsvæsenet, valg af hegnssynsmænd og vurderingsmænd samt repræsentation ved sessionerne skulle ordnes som i købstæderne. Endelig skulle kommunen også betragtes som en købstad med hensyn til vejvæsenet, hvorved den overtog bestyrelsen af landevejene og undgik amtsrådets tilsyn med biveje og villaveje og rådets godkendelse af overtagelse af private veje.

De mellemværender, der stod tilbage mellem kommunen og amtskommunen, blev stort set ordnet i mindelighed. Parterne enedes således om dels fællesdrift af Ting- og arresthuset og tvangsarbejdsanstalten ved Blegdamsvej, hvilket svarede til forholdene andre steder i landet, samt midlertidige bestemmelser om driften af amtssygehuset på Nyelandsvej, hvorefter frederiksbergske patienter frem til 1902 kunne indlægges på sygehuset efter de hidtil gældende regler. Med hensyn til delingen af amtskommunens formue var afstanden mellem parterne dog så stor, at spørgsmålet havnede i den særlige kommission, som udskillelsesloven havde hjemlet.

Fra Frederiksbergs side blev det anført, at kommunen gennem tiden havde bidraget så meget til en række af amtskommunens opgaver og institutioner, at delingen måtte ske ud fra befolkningstallet. Over for kommunens krav på godt en kvart million stod amtskommunens tilbud, der baseret på kommunernes forholdsmæssige bidrag til amtsrepartitionsfonden, kun levnede 44.000 kr. til Frederiksberg. Da et forslag fra den af Indenrigsministeriet udpegede kommissionsformand fik tilslutning fra Frederiksberg, var sagen endeligt afgjort. Amtsrådet skulle fremover være eneejer af alle aktiver og ejendomme, mens der af amtskommunens formue skulle overføres 90.000 kr. til Frederiksberg. I sin begrundelse for forslaget lagde formanden vægt på, at Frederiksberg havde ydet mere til amtskommunen end det direkte årlige bidrag til amtsrepartitionsfonden, og at udskillelsen økonomisk ville være en lettelse for amtskommunen, men en yderligere omkostning for Frederiksberg Kommune.

Ved udskillelsen af amtsrådskredsen havde kommunen anslået en årlig merudgift på 40 til 50.000 kr. – svarende til knapt 2 procent af de samlede udgifter i det kommunale regnskab for 1899/1900. De efterfølgende år skulle dog vise, at udskillelsen krævede betydeligt mere af kommunen. Politistyrken blev yderligere udvidet, og til varetagelse af de nye opgaver måtte der efter århundredskiftet af flere omgange gennemføres en omstrukturering og udbygning af den kommunale administration, der hidtil havde bestået af et sekretariat, et kasserer- og skattekontor, et bogholderi samt kontorer for fattigvæsenet, skolevæsenet og stadsingeniøren. Efter forvaltningsregulativerne fra 1900 og 1907 opdeltes den kommunale administration således i selvstændige forvaltninger med en række underordnede kontorer og afdelinger, hvoraf en del var nye.

Den største opgave, kommunen kom til at stå over for, lå dog inden for hospitalsvæsenet. Pladsen på institutionskomplekset på Howitzvej havde længe været for trang, og kommunalbestyrelsen vedtog derfor allerede i 1898 dels at opføre en ny hospitalsbygning med plads til 100 patienter på Nordre Fasanvej, dels at anvende de 129 sengepladser på det ældre hospital på Howitzvej til behandling af lettere sygdomme. Da kommunen med udskillelsen fra amtsrådskredsen og udløbet af de midlertidige bestemmelser om benyttelsen af amtssygehuset på Nyelandsvej fra 1902 skulle varetage samtlige opgaver på hospitalsområdet besluttedes det, helt at opgive bygningerne på Howitzvej og i stedet at opføre et omfattende nyt institutionskompleks for både forsørgelsesvæsenet og hospitalsvæsenet på grunden på Nordre Fasanvej. Anlægget påbegyndtes år 1900 og kom i løbet af få år til at omfatte en fælles administrationsbygning til fattig- og hospitalsvæsenet, et ganske betydeligt hospital, fattighus, alderdomshjem, sygestiftelse, børneoptagelseshjem, funktionærbygninger, køkken- og vaskeribygning, desinfektionsanstalt m.m.

Med udskillelsen fra Københavns Amtsrådskreds havde Frederiksberg formelt set ikke fået købstadsstatus, men reelt var kommunen i næsten enhver praktisk henseende blevet sidestillet med landets øvrige købstæder. Det var derfor helt naturligt, at Frederiksberg ved ændringerne i købstadskommunalloven i 1919 blev “at anse som købstad” og fik en styreform, som i de andre byer, herunder en borgmester udpeget af Kommunalbestyrelsen. Købstadsloven fra 1933 bekræftede dette forhold, og som bekendt fik kommunen efter kommunalreformen i 1970 også tillagt amtskommunale opgaver.

Den købstadsmæssige status gav det råderum, der var nødvendigt for at Kommunalbestyrelsen kunne tage de initiativer og opbygge de kommunale forvaltninger og institutioner, som var i stand til at løfte de opgaver, som storbyen krævede. Sammen med en udtalt modstand mod ethvert indlemmelses- forsøg har disse forhold medvirket til at fastholde Frederiksberg som en selvstændig kommune.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2001.