Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Den 30. maj 2008 fejrede Frederiksberg 150-året for, at byen bleven selvstændig købstadskommune i 1858. Med de mange og storearrangementer i anledning af den store dag, mente Hans Harpøth, at  det måtte være på sin plads at skænke det smukke sølvfad, han isin tid havde erhvervet fra sin far, kommunelæge Harald Harpøth.
Og i november modtog daværende borgmester Mads Lebech fadet på byens vegne som et nostalgisk minde om en svunden tid.

Karrieremennesket
Det flotte sølvfad, som nu indgår i Rådhusets fine samling af gaver, kommunen har modtaget i mange årtier, blev givet til Hans Harpøths farfar, William Tang Harpøth, da han i 1938 fratrådte sin stilling som kommunaldirektør. I anledning af sin 60 årsdag, 6 år før, havde Harpøth i et interview til Berlingske Tidende, om sin udnævnelse til kommunaldirektør, udtalt ”- ja det er det hele, men som jeg sagde før, det er ikke noget at tale om”. Da Harpøth således var en beskeden mand og frabad sig større udmærkelser, fik han af kommunen blot en stor blomsterkurv, men da han også var en værdsat og vellidt chef for hele den kommunale forvaltning, skillingede de øverste embedsmænd sammen til fadet.
William Tang Harpøth var, som vi siger i dag, et karrieremenneske. Født 1872 og student fra Roskilde Katedralskole i en alder af 17 år. Cand. jur. i 1895. Samme år fuldmægtig ved Antvorskov Birk og tre år efter samme stilling ved Ramsø-Tune Herred. Men det blev Frederiksberg Kommune, der skulle blive rammen for Harpøths videre forløb. I 1900 fuldmægtig i kommunens sekretariat, to år efter ekspeditionssekretær på samme kontor, men allerede i 1907, i en alder af 35, direktør for den nyoprettede juridiske forvaltning. Det sidste trin på karrierestigen blev kommunaldirektørstolen, som Harpøth i 1930 satte sig i.
I de næsten 40 år William Tang Harpøth var ansat i Frederiksberg Kommune, og i stigende grad fik indflydelse på kommunens udvikling, forsatte Frederiksberg by den ekspansion, der var startet siden midten af 1800-tallet, da Frederiksberg blot var et landbosamfund. Men det var også årtier, hvor Danmark og hele verden ændrede sig.

I en brydningstid
Da William Tang Harpøth fratrådte i 1938, stod hele verden, Danmark og Frederiksberg i en brydningstid. Det den gang nazistiske Tyskland ekspanderede med øst, og endnu en ny verdenskrig lå lige om hjørnet. Som resten af Europa havde Danmark igennem 30’erne været ramt af en af de værste økonomiske kriser i verdenshistorien, men hen mod slutningen af årtiet var den unge danske velfærdstat, der allerede var vokset frem under en sidste verdenskrig, ved at få bugt med de værste virkninger af krisen.
Som Danmarks næststørste by og en storby i Hovedstaden, havde samfundsudviklingen i 30’erne også sat sine spor på Frederiksberg. Men årtierne fra århundredskiftet og fra den sidste verdenskrig sluttede i 1918 og frem til den nye krig i slutningen af 30’erne stod for døren, havde samlet været en vækstperiode. En vækst som Frederiksberg også havde nydt godt af. Byens erhvervsliv havde ekspanderet yderligere, og der var kommet flere industrier til byen – f.eks. Novo i byens nordligste del.
Befolkningstallet var vokset fra 75.000 i år 1900 til 115.000 i 1938 og lige på nær de vestlige dele af Finsensvej, Peter BangsVej og Roskildevej, var Frederiksberg i slutningen af 30’erne næsten udbygget.
Med byvæksten og de nye opgaver der fulgte af kommunalbestyrelsens egne initiativer og den unge velfærdsstats stigende lovregulering, voksede Frederiksberg Kommune som virksomhed yderligere i det 20. århundredes første 4 årtier. Da William Tang Harpøth fratrådte i 1938 stod han således i spidsen for 2.800 kommunalt ansatte og ikke mindre end fem forvaltninger og et stort antal institutioner – skoler, hospital, plejehjem,daginstitutioner osv.

Hædersmanden
Selv om Harpøth var med til at tage det lang seje træk med at opbygge Frederiksberg til en storbykommune, var han også en af Frederiksbergs redningsmænd i en for byen meget truende situation. Siden Frederiksberg blev en selvstændig kommune i 1858, havde København gentagne gange forsøgt at knægte byens kommunale selvstændighed og indlemme den. I løbet af 20’erne tilspidsedes situationen. København argumenterede for, at Frederiksberg slap billigere for løsningen af hele Hovedstadens samlede problemer – lavere skat og mindre sociale udgifter. Enden på det hele blev nedsættelsen af de såkaldte København-Frederiksberg-kommission i 1930, hvor fire embedsmænd fra Frederiksberg, med William Tang Harpøth i spidsen, fik sæde.
Men Harpøth argumenterede i kommissionen for, at Frederiksberg som en selvstændig købstad havde opbygget en stor forvaltning og havde en opgavevaretagelse, der lå langt ud over landets øvrige købstæder. Opgaverne var blevet løst i tæt samarbejde med København og forstæderne, og Harpøth påviste, at skattegrundlaget godt nok var større på Frederiksberg, men at kommunen forholdsmæssigt havde løst sine opgaver på mindst samme niveau som i København, og i mange tilfælde højere.
Med så håndfaste argumenter og den samtidige stærke lokale modstand på Frederiksberg mod en indlemmelse i København,valgte regeringen at frede Frederiksbergs selvstændighed i respekt for det kommunale selvstyre. William Tang Harpøth var en betydelig person i Frederiksberg by og kommunes historie – man kan godt sige en hædersmand.
Efter sin fratrædelse fra Frederiksbergs toppost fik Harpøth 15 pensionistår, inden han i en alder af 81 år afgik ved døden i juni1953. En måned efter at Frederiksbergs nuværende rådhus blev indviet.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2009.