Af museumsleder Inge Nørballe, Bakkehusmuseet

Den 6. januar 1997 er det to hundrede år siden, at Karen Margrethe Heger og Knud Lyne Rahbek blev forlovet.

Selve forlovelsen kom i stand på en lidt pudsig måde, og Rahbek giver selv en skildring af hændelsesforløbet i sine ”Erindringer”. Rahbek havde været klar over sine følelser for Kamma Heger i et stykke tid, men var veget tilbage for tanken om ægteskab på grund af sin dårlige økonomi. Den 6. januar 1797 var han imidlertid, som så ofte før, på besøg i det hegerske hjem, hvor han var gode venner med husets sønner Stephan og Carl. Ved afskeden fulgte Kamma Heger Rahbek ud og hjalp ham frakken på, og spontant udbrød han: ”Tak min gode pige”. Flov over sådan at have tiltalt en voksen jomfru på denne måde, undskyldte han, men Kamma svarede: ”Det må De gerne sige”. Så spurgte Rahbek forsigtigt: ”Må jeg da også sige kære, gode pige”. Svaret blev et ja, og da Kamma senere gik op til sin moder, sagde hun til denne: ”Når Rahbek kommer til moder i morgen, kommer han som hendes søn”. Ungkarlen Rahbek var endelig kommet i havn, 36 år gammel.

Den charmerende lille forlovelsesscene tyder indirekte på, at det var Kamma Heger, der var den udfarende kraft i dette spil. Havde hun mon ikke forlænget bestemt, at hun ville have netop ham?

Rahbek var ingen skønhed, men han havde menneskelige kvaliteter af den slags, Kamma Heger påskønnede. Han var ærlig, trofast, frisindet, begavet, usnobbet og lidt sentimental. Desuden havde han givet udtryk for sin respekt for kvinden som mandens ligeværdige, samt udtalt, at i et ægteskab skulle ingen være mere end den anden. Kvinder skulle have lov til at udvikle sig og udtale sig frit. At Rahbek så var sjusket i pengesager og bohemeagtig i sin levevis, tilgav hun ham gerne. Sådanne småting talte ikke med på hendes regnebræt. Rahbek – der hele livet var præget af sin ungdoms ”Wertherisme” – havde altid haft en elegisk, idealiserende indstilling til det modsatte køn, i hvert fald til den slags piger, som man giftede sig med. På den ene side passede det ham at være ungkarl, selvom han ustandseligt var ulykkeligt forelsket. På den anden side pinte det ham, at det kneb ham at finde den rigtige, og ofte var han direkte deprimeret herover.

Kamma Heger var ikke som tidens andre unge piger. Opvokset i et solidt, borgerligt miljø, køn og charmerende, syntes hun forudbestemt til et velhavende parti og rollen som hustru og moder.

Men Kamma krævede noget mere af livet. Klog og veluddannet, som hun var, kunne hun ikke affinde sig med samtidens kvinderolle. Uden at gøre oprør forlangte hun blot at blive respekteret som individ og mulighed for at udfolde sig. Disse muligheder ville hun få i et ægteskab med Rahbek, og derfor blev den 6. januar 1797 en lykkedag for dem begge. Forlovelsen blev offentliggjort med følgende ordlyd: ”Professor ordinarius i Æstestik Hr. K.L. Rahbek er blevet trolovet med Jomfru Karen Margrethe Heger, 3die Datter af den velbyrdige Overretsassesor Heger”.

Både Kamma og Rahbek var imod forlovelser, især lange forlovelser, men alligevel gik der halvandet år før de den 31. august 1798 blev gift i Frederiksberg Kirke. Dette skyldes til dels Rahbeks økonomiske forhold, men også det faktum, at halvandet år dengang var en kort forlovelsestid.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 1997.