Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

I begyndelsen af 70’erne begyndte stadig flere kommuner at opstille såkaldte kommuneskilte, der skulle markere kommunernes grænse i forhold til omverdenen. Måske en banalitet, men alligevel et udtryk for en dybtfølt lokal identitet. En identitet, der bl.a. var udsprunget af det danske samfunds udvikling og de konsekvenser, det fik for landets lokale administrative opdeling og styre.
Denne artikel følger disse lange linjer på området, og sætter på dette grundlag fokus på den frederiksbergske identitet, der netop førte til, at Frederiksberg Kommune fulgte forstadskommunerne og i midten af 80´erne opsatte kommuneskilte ved indfaldsvejene til byen og kommunen. Skilte, der blev fornyet efter årtusindeskiftet og den dag i dag, byder enhver, der krydser by- og kommunegrænsen: ”Frederiksberg. Velkommen”.

Kommunegrænser og samfundsudviklingen
Siden middelalderen har Danmark være gennemskåret af mange forskellige administrative grænser – for opdeling i: len/amter, jurisdiktioner, byer, sogne, stifter, provstier, pastorater, udskrivningskredse, postdistrikter osv. På landet afgrænsedes sognet med dets landsbyer af vandløb og urgamle markskel, mens købstadens område var synligt for enhver i kraft af den tætte og højere bebyggelse, hvorover tårne og spir ragede op. I mange tilfælde var købstaden tillige afgrænset af befæstningsanlæg – middelalderens bymure eller 1600- og 1700-tallets voldanlæg.
Ved gennemførelsen af det kommunale selvstyre, i den første del af det 19. århundrede, kom købstadens bebyggede område og de tilhørende fritliggende landområder udenfor til at udgøre en købstadskommune, mens pastoratsgrænserne i landdistrikterne tillige dannede grænse for sognekommunerne, der herved kom til at omfatte et eller flere sogne. Op gennem den sidste halvdel af 1800-tallet og efter århundredskiftet opstod, med industrialiseringen i landdistrikterne, stationsbyer, mens de fleste købstæder gradvist begyndte at fylde stadig større dele af købstadskommunens areal op med bebyggelse. I kraft af industrialiseringen voksede der således uden om købstædernes gamle bykerne karrebebyggelser eller sammenbyggede gadehuse frem i nye brokvarterer, der tillige kom til at rumme større fabriksanlæg, byens eventuelle havneanlæg og banegård med dertil hørende sporterræn.
Med den fortsatte industrialisering og urbanisering i mellemkrigstiden, og navnlig gennem efterkrigsårtierne, opstod uden om de ældre brokvarterer nye, større og særlige kvarterer med tidens mere arealkrævende etagebyggeri, villabebyggelser og fabriksanlæg. Som følge af de forstæder, der ofte samtidig skød op udenom, blev mange købstadskommuner fuldt udbygget i løbet af den første halvdel af 1900-tallet og begyndte fra midten af århundredet at brede sig fysisk ind i de tilgrænsende landkommuner. I nogle tilfælde løstes problemet med mindre indlemmelse under købstadskommunen, men da landdistrikternes folketal desuden faldt i takt med landbrugets mekanisering, landbrugssammenlægninger og afvandring fra erhvervet, kaldte det samlet på en gennemgribende ændring af den kommunalstruktur, der ikke havde ændret sig væsentligt i langt over 100 år.
Da den udbyggede velfærdsstat på samme tid krævede, at det offentliges nye og mange opgaver udlagdes til større og dermed mere bæredygtige kommunale enheder, gennemførtes med kommunalreformen i 1970 en sammenlægning af landets 25 amtsrådskredse til 14 amtskommuner, og af 100 købstadskommuner og 1.100 sognekommuner til 275 primærkommuner med samme kommunalstatus. Kommunesammenlægningerne blev gennemført ud fra princippet: én by, én kommune, hvorved de hidtidige købstadskommuner sammenlagdes til en primærkommune med de sognekommuner, byen allerede var vokset ind i, og som man vurderede, ville brede sig videre ud til. I landdistrikterne, i længere afstand fra byerne, lagdes et større antal sognekommuner sammen til en primærkommune – ofte omfattende en eller flere stationsbyer.

Provinsens byskilte
Som et resultat af den stigende bilisme og befolkningens større mobilitet, såvel bopælsmæssigt som rent erhvervs- og fritidsmæssigt, havde de kommunale myndigheder, af hensyn til den vejfarendes geografiske orientering, i 50’- og 60’erne opsat særlige byskilte uden for kommunernes bymæssige bebyggelser – landsbyer, stationsbyer, købstæder og i visse tilfælde også disses forstæder. Mens der tidligere længe havde været en mere eller mindre synlig sammenhæng mellem købstadens bebyggelsesmæssige udbredelse og dens kommunale grænse, og mens de lokale på landet og de fleste af egnens folk nok kendte de nærmeste sognekommuners område, blev billedet så meget udvisket af 1970-kommunalreformen, at det hurtigt blev almindeligt at opsætte særlige kommuneskilte ved indkørslen til de enkelte nye primærkommuner, – i første omgang ved hoved- og amtslandeveje, men senere også på selv de mindste biveje.
Strukturreformen, der gennemførtes i 2007, førte til yderligere sammenlægninger af de hidtidige 275 primærkommuner til knap 100 storkommuner. Nye storkommuner der, for hovedpartens vedkommende, kom til at omfatte en eller flere tidligere bykommuner og et større antal af oplandets primærkommuner, med hvad dertil hørte af rene landdistrikter, stationsbyer og andre større bymæssige bebyggelser. Selv om de fleste af de nye kommuner tog navn efter kommunens største by, i de fleste tilfælde den største ældre købstad, blev der i andre tilfælde efter længere politisk tovtrækkeri enighed om et andet navn for kommunen – efter en anden by eller andre lokale stedbetegnelser. Uanset hvad man bestemte sig for ved navngivningen af de nye kommuner, var den geografiske sammenhæng mellem kommunens område og navn og en enkelt by, eller mindre egne og oplande, blevet udvisket totalt. Kommuneskilte blev dermed endnu mere påkrævede og blev da også, straks efter de nye kommuner trådte i funktion, opsat som noget af det første ved kommunernes indfaldsveje.

Hovedstadsområdet – noget særligt som altid
Frem til midten af det 19. århundrede svarede Københavnsegnen, med hensyn til den administrative opdeling og bebyggelses- og erhvervsmønster, stort set til det øvrige land – lige på nær at egnens købstad, det fæstningsindespærrede København, var landets hovedstad og suverænt største by. Som oplandets øvrige sogne, havde Frederiksberg været et selvstændigt sogn siden 1734, grundlagt på den bymark, der i middelalderen lå under den senere nedlagte landsby Solbjerg og de jorder, der ved nedlæggelsen tillagdes ved ladegårdsmarkens etablering i 1621, og siden, fra 1651, blev bymark til landsbyen Ny Amager, – fra midten af 1700 med samme navn som det i 1703 opførte kongelige sommerresidensslot: Frederiksberg. Som Københavnsegnenes øvrige sogne havde det frederiksbergske område altid stået uden for staden Københavns administration, og i 1747 var Frederiksberg og Hvidovre sogne blevet sammenlagt til et pastorat med Frederiksberg som hovedsognet. Dette pastorat dannede fra 1802 samtidig grænse for den sognekommune, som de to sogne udgjorde frem til 1858.
Som følge af det stigende befolkningstal bag Københavns volde, der fulgte med den begyndende industrialisering, måtte byen sprænge de rammer, der var blevet lagt om den i løbet af 1600-tallet. I 1852 blev byggeriet uden for de københavnske befæstningsvolde givet frit, hvorved industrialismens urbanisering kom til at finde sted her. De københavnske brokvarterer opstod, og ved århundredskiftet var Københavns Kommune stort set udbygget inden for sine daværende grænser. I samme periode tog Frederiksberg det meget store spring fra landsby til storby i hovedstaden. Befolkningstallet nærmest eksploderede, byen som by bredte sig fra Sankt Jørgens Sø til Fasanvej-linjen og var allerede i 1858 blevet en selvstædig kommune med efterhånden samme status som landets øvrige købstadskommuner. 1901-1902 blev Brønshøj sogn, Valby og Vigerslev samt Sundbyerne fra de tilgrænsende sognekommuner indlemmet i København. I løbet af den første halvdel af det 20. århundrede udbyggedes de yderste københavnske brokvarterer hurtigt, og byen København bredte sig videre helt ud i den yderste del af de distrikter, der var blevet indlemmet 50 år før. Selv om Frederiksberg ved disse indlemmelser var blevet omkranset af København fra alle sider, forsatte byens vækst i samme periode til den vestlige del af Frederiksberg Kommune. Ligesom København var Frederiksberg i midten af århundredet fuldt udbygget, hvorved byens og kommunens område, i lighed med Københavns, faldt fuldstændig sammen – én by, én kommune.
Samtidig med Frederiksberg og Københavns udbygning og med at de to byer blev til en stadig mere sammenbygget hovedstad, var der i de tilstødende sognekommuner opstået stadig større forstæder, hvorved det samlede område efterhånden var blevet til en hovedstadsmetropol. Med efterkrigstidens nye industribølge forsatte urbaniseringen i metropolens forstæder, og metropolområdet kom efterhånden til at fremstå som et stort, efter danske forhold enormt, og sammensmeltet bebygget område.

Forstædernes byskilte
1970-kommunalreformen førte til, at forstadskommunerne blev almindelige primærkommuner, mens Frederiksberg og København, nu som såkaldte centralkommuner, ved siden af de hidtidige købstadskommunale amtskommuneopgaver, fik tillagt de nye amtskommuners opgaver. Ud over meget få justeringer fik reformen, i modsætning til i det øvrige Danmark, ikke indflydelse på kommunegrænserne i metropolen, der stort set fortsatte, som de var blevet fastlagt siden starten af det 19. århundrede.
Selv om det kommunale selvstyre i hovedstadsmetropolens mange kommuner dermed var sikret, var der ude i de enkelte forstadskommuner længe inden opstået en tydelig lokal identitet. Dels som følge af de indlemmelsestrusler, som de forskellige oplæg til en samlet kommunalstruktur for metropolen siden 30’erne havde indeholdt, dels som et resultat af at forstadskommunerne i 1951 havde fået en semi-købstadskommunal status, havde opbygget store bæredygtige kommunale administrationer og i øvrigt havde fået lokalt bundne erhvervsvirksomheder og organisationer.
Lokalidentitet viste sig på mange områder, bl.a. i form af en særlig kommunal profil, højtprofilerede lokale institutioner og på kommunernes kulturpolitiske område. I småtingsafdelingen i form af de kommuneskilte, der opsattes for at tydeliggøre forstadsbyernes og -kommunernes grænser i forhold til nabokommunerne, i den stadig mere sammenbyggede hovedstadsmetropol.

Frederiksberg – Danmarks måske stærkeste lokalidentitet
Frederiksberg, der altid havde været en selvstændig enhed, såvel erhvervsmæssigt som administrativt, havde siden midten af det 19. århundrede haft samme status som landets øvrige købstæder og herefter opbygget en selvstændig kommunal administration, der alene kunne løse den fremvoksende storbys mangeartede sociale og økonomiske opgaver. På trods af at store, nationalt og internationalt orienterede industrivirksomheder etablerede sig på Frederiksberg, havde byen samtidig fået et lokal forankret erhvervsliv inden for detailhandel, håndværk, småindustri og serviceerhverv. Hertil kom et stort antal lokalt bundne foreninger på alle områder, og et lokalt politisk system med lokale partiforeninger bundet op på byens særlige dagsorden.
Selv om Frederiksberg allerede ved begyndelsen af det 20 århundrede således havde fået de erhvervsmæssige og politisk/administrative strukturer, der som i landets andre købstæder bandt en by sammen, skulle endnu et forhold skabe en særlig identitet i byen. Allerede da Frederiksberg i 1858 blev en selvstændig kommune, hvilede der en alvorlig trussel over byen om kommunal indlemmelse i København. Truslen rumlede flere gange i resten af 1800-tallet og ind i det næste århundrede, og blev for alvor aktualiseret ved nedsættelsen af København-Frederiksberg Kommissionen i 1930. Hver gang blev indlemmelsesspørgsmålet dog manet til jorden som følge af Frederiksbergs rolle som en erhvervsmæssig og administrativ selvbærende by og kommune, men også som et resultat af borgernes og de lokale embedsmænd og politikeres massive modstand. Hertil kom så det landspolitiske systems generelle respekt for det kommunale selvstyre og dets erkendelse af Frederiksberg Kommunes konstruktive samarbejde med København og forstæderne om løsning af hovedstadsmetropolens fælles opgaver.
På trods af at Frederiksbergs indlemmelse i København eller andre større kommunale enheder i realiteten allerede blev skrinlagt af den lovgivning, der i 1937 fulgte efter København-Frederiksberg Kommissionens arbejde, var indlemmelsesscenariet så fundamentalt afskrækkende og luftedes så mange gange siden i forbindelse med drøftelserne omkring en kommunalstruktur for hele hovedstadsområdet, at det igennem hele det 20. århundrede virkede så motiverende, at der ingen andre steder i hovedstadsmetropolen, og måske i hele Danmark, skabtes en så stærk lokal identitet som den, der kom til at gøre sig gældende på Frederiksberg. Og den kom til at udfolde sig på adskillige måder. I borgernes tilhørsforhold, lokale virksomheders, organisationers og mediers selvforståelse, og tillige kommunalpolitisk. Selv om dagsordenen her selvsagt afspejlede tidens politisk-ideologiske strømninger, blev det særegent frederiksbergske og byens kommunale selvstændighed en form for politisk fællesnævner og dermed så grundlæggende, at kommunalbestyrelsens beslutninger i meget høj grad blev præget af en udtalt konsensus.

Frederiksbergske byskilte
Men den særlige frederiksbergske identitet kom også til at manifestere sig på talrige andre områder. For den udenforstående i nogle tilfælde på måske banale og lidt latterlige områder, men for Frederiksberg og byens borgere, virksomheder, organisationer og kommunale styre, dybtfølte områder. Det være sig f.eks. den årelange kamp om at få postdistrikter, som endelig i 1985 indebar, at byens navn skulle sættes på alle postale forsendelser, – i stedet for København F, V og N og Valby. Og det være sig f.eks. tilsvarende byskilte, som forstadskommunerne ud fra samme motiv længe inden havde sat op for at markere forstaden i forhold til den øvrige sammenbyggede hovedstadsmetropol.
For Frederiksberg var den lokale identitet så udviklet, og byens særegne bebyggelse og grønne præg nok så forskelligartet i forhold til de tilgrænsende københavnske bydele, at en særlig markering af by- og kommunegrænsen måske var overflødig. I forbindelse med 125 års jubilæet for Frederiksbergs overgang til at være en selvstændig købstadskommune, havde kommunens tekniske direktorat dog i 1983 opsat midlertidige grænseskilte ved byens indfaldsveje. Initiativet var en succes, og da forvaltningen siden modtog mange henvendelser fra borgere og lokale organisationer om i lighed med forstadskommunerne at gøre ordningen permanent, stillede den i 1984 forslag om opstilling af skilte med byvåbenet og navnet ”Frederiksberg” ved 15 af de vigtigste indfaldsveje til byen.
Selv om den yderste venstrefløj, repræsenteret ved Venstresocialisterne, ved den efterfølgende behandling af sagen i kommunalbestyrelsen drillende bemærkede, at Frederiksberg i hele hovedstaden lå ”som et andet Lichtenstein, altså som et skattely, hvor man ikke behøver at bidrage så meget til de solidariske og sociale ordninger” sluttede både denne og hele den øvrige del af kommunalbestyrelsen sig i enighed til forslaget. Efter fremstilling af skiltene opsatte Teknisk Direktorat disse på de vedtagne lokaliteter og opstillede efterfølgende yderlige et antal, således at stort set alle betydende indfaldsveje fik denne grænsemarkering.
Omkring årtusindeskiftet begyndte Frederiksberg Kommune at lancere sit nye bydesign rundt om i byen. Og turen kom også til byskiltene, som nu overalt erstattedes af høj slanke Frederiksberg-grønne standere, hvor den, der passerede by- og kommunegrænsen, blev mødt med byvåben og ordene ”Frederiksberg. Velkommen”. På bagsiden af standeren blev budskabet – ”Frederiksberg. På gensyn”.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2011.