Dansk landbrug 1600-1660

Af arkivpraktikant, stud.mag. Anette Eriksen, Frederiksberg Stadsarkiv

I perioden 1620-23 anlagde Christian IV en stor ladegård på vestsiden af Søerne i København. Nogenlunde på det sted, hvor Forum og Radiohuset ligger i dag. Ladegården var ved anlæggelsen landets største landbrugsbedrift. Ca. 600 td. land blev dyrket på ladegårdsmarkerne, som dækkede det meste af, hvad vi i dag kender som Frederiksberg Kommune. I modsætning til mange andre store bedrifter, der blev anlagt i de samme år, fik Ladegården en relativ kort levetid.

I 1651 blev landbruget på stedet nedlagt og markerne overdraget til hollandske bønder fra Amager. Selve ladegårdskomplekset fik lov til at leve videre om end i en ombygget form. Stedet fungerede siden som krigshospital, sindssygeanstalt og arbejdsanstalt for fattige og husvilde. De sidste bygninger i anlægget forsvandt først i 1937, da Radiohuset blev opført.

Dansk landbrug 1600-1660

Årene 1600-1660 var en periode indenfor dansk landbrug, som ikke var præget af de helt store forandringer. Bønderne, godsejerne og deres landbrug led i perioder under, at de ydre omstændigheder ikke var gunstige for en stabil produktion, som kunne give dem overskud til at tænke på nye tiltag og innovationer. Krigene, som Christian IV involverede sig i, påvirkede landet og landbruget. Eksporten af korn og stude gik næsten i stå flere gange. Bønderne og godsejerne blev periodevis tynget af ekstraskatter, der skulle finansiere krigene.

Det danske landbrug var egnsbestemt. Forholdene i de forskellige egne af landet gjorde, at landbruget blev meget forskelligt. Hvorvidt produktionen var kvægavl eller kornavl og hvilken type afgrøder der blev dyrket, har været meget afhængigt af jordens bonitet på den pågældende egn. I det følgende vil der ikke blive set på hvordan de enkelte egne i landet drev deres landbrug, men på et mere generelt billede af det danske landbrug.

Stordrift

Et af de tiltag, der prægede landbruget i 1600-tallet, var kronens og adelens forsøg på at lægge så meget jord som muligt ind under deres hoved- og ladegårde. En proces, der var begyndt i 1500-tallet og fortsatte op gennem 1600-tallet, dog i et langsommere tempo. En af måderne at opnå denne samling af gods på, var ved mageskifter mellem kronen og adelen, samt mellem adelige godser. Både for kronen og adelen var det primære formål med denne udvikling at opnå et mere rentabelt landbrug. Ved mageskifterne forsøgte man at samle så meget fæstegods som muligt under hovedgården, således at bøndernes hoveri kunne udnyttes bedst muligt. Til tider kunne sammenlægningen også betyde nedlægning af landsbyer og bønderne blev da flyttet til nye fæstegårde andet steds.

Hoveri

De nye store hovedgårde betød for fæstebønderne, at deres hoveri blev forøget. Hvis ikke det havde været muligt at forøge hoveriet, ville det have været umuligt at få denne type godssystem til at fungere. Men det har været en balancegang at opnå den mest optimale udnyttelse af hoveriet, uden at det fik konsekvenser for bøndernes egen produktion. Hvis bondegodset blev ødelagt var bønderne ude af stand til at svare skatter og afgifter men også til at yde hoveriet, og så kunne hovedgårdsdriften blive ødelagt. For at dette ikke skulle ske havde hovedgårdsejerne mulighed for at gøre fæstebønderne til ugedagsmænd, som skulle yde hoveri på hovedgårdsmarkerne mindst en dag om ugen. I 1600-tallet synes adelen systematisk at have stræbt efter ejendomsretten til så mange bøndergårde som muligt i det sogn, hvor hovedgården lå. På den måde kunne bønderne netop få status som ugedagsmænd og derved blive fritaget for ekstraskatter. Omkring 1650 udgjorde ugedagsmændene ca. 26 % af landets bønderbrug. Til mange hovedgårde hørte også strøgods, dvs. fæstebønder, der boede langt nok væk til ikke at kunne yde hoveri på hovedgårdsmarkerne. Til gengæld var det pålagt dem at yde ægt, dvs. at bonden eller hans karl skulle køre transporter for kongen, lensmanden eller godsejeren med sin egen vogn og hest, en ofte lige så krævende ydelse som hoveriarbejdet.

Det vegetabilske landbrug

I litteraturen om 1600-tallets landbrug er der enighed om, at de bevarede kilder ikke kan fortælle om den reelle landbrugsproduktion før 1660. Det er blevet forsøgt at drage konklusioner på baggrund af landgildeoplysninger og lensregnskaber fra perioden. Dette er kilder, der er skabt til andre formål, såsom skatteopkrævning. Men specielt landgildeoplysninger giver nogle indikatorer på hvorledes landbruget så ud, da disse sandsynligvis må afspejle produktionssammensætningen, men ikke den egentlige produktion. Landgilderne viser, at byg og rug har været de primære afgrøder for bønderne. Det meste korn, der blev produceret i landet, kom fra bøndergårdene. Lensregnskaberne viser, at byg har været den primære afgrøde på Kronens ladegårde, sekundært var rug. Kornproduktionen var i fremgang indtil omkring 1640, hvor eksporten nåede et højdepunkt med 2-300.000 td. korn om året, primært byg. Tiden frem til 1660 var præget af mange uheldige faktorer for kornproduktionen; dels klimaændringer, men hovedsagelig krige, som satte eksporten i stå i perioder, men som også påvirkede bøndernes produktion.

Det animalske landbrug

Ligesom i ovenstående beskrivelse af kornproduktionen er kildematerialet om kreaturholdet på bøndergårdene sparsomt. Her har det været landgilder og skifteprotokoller der har været brugt til at belyse dyreholdet på bøndergårdene. Det er specielt kvægavl der bliver vist interesse for. I nogle egne var der en høj smørlandgilde, som vidner om en bestand af malkekvæg og gode græsningsmuligheder. En anden indikator for kvægavl, hovedsageligt kødkvæg, var landgilder som fodernød, foderokse og staldokse. Igen ser det ud til, at produktionerne har været egnsbestemt, malkekvæget har været mest fremtrædende i egne med megen skov og kødkvæget i sletteområder. Udover at svare kvæg, smør og korn som landgilde, har bønderne også skulle svare mindre afgifter såsom lam, gæs, høns og svin. Derfor har disse smådyr også måtte indgå i produktionen på gårdene, men i hvilket omfang er svært at sige.

For hoved- og ladegårde har den primære animalske produktion i første halvdel af 1600-tallet været studeproduktionen. Studeeksporten havde sit højdepunkt i årene 1610-20, hvor der blev eksporteret 45-50.000 dyr årligt. Selvom eksporten derefter gik nedad bl.a. under kejserkrigen 1626-29, var det først i 1640’erne det for alvor gik tilbage. Men efter freden 1660 gik studehandlen i gang igen, dog i knap så stort omfang som tidligere. Disse ophold i studeeksporten havde betydet, at der specielt på øerne var gjort nye tiltag. Mejeribruget var begyndt at vinde frem, denne produktion krævede mange køer, hvor der var en regelmæssig tilgang af mælk og smør til stabilt at forsyne markedet med mejeriprodukter. Dette krævede bl.a. store græsningsarealer til kvæget, hvilket endnu engang førte til en udvidelse af hovedgårdsjorderne. Denne gang havde det ikke den store indflydelse på hoveriet, idet arbejdet med malkekvæget og mejeriproduktionen krævede specielt uddannet arbejdskraft.

Den teknologiske udvikling

Hvad der skete af teknisk udvikling i 1600-tallets landbrug, har tilsyneladende ikke interesseret forskerne eller også mener de ikke, der har været nogen udvikling. Perioden bliver beskrevet som en tid hvor der ikke skete større ændringer i landbrugets teknologi. Til gengæld beskriver en enkelt forsker, Karl-Erik Frandsen, Christian IV’s arbejde med den nye store ladegård ved København, hvor ”kongen er helt up to date med den mest moderne europæiske landbrugsteknik”. Hvorvidt dette emne blot ikke har interesseret forskerne hidtil, eller om Christian IV virkelig har været den eneste af tidens godsejere, der har været bekendt med denne nye landbrugsteknik, må for nu stå hen i det uvisse.

Christian IV’s nye store ladegård

Fra 1620 til 1623 oprettede Christian IV sin store ladegård lige uden for København. Formålet med Ladegården var primært at producere landbrugsvarer til husholdningen på Københavns Slot og det nybyggede Rosenborg Slot. Hvad slottene ikke kunne bruge, gik til bl.a. Børnehuset og Holmen, eventuelt yderligere overskud blev solgt til den københavnske befolkning. Ladegården fik en kort levetid, ca. 20 år fik den lov til at fungere som kongelig hofleverandør. I 1645 blev den bortforpagtet til Peder Svenske. Den 1. maj 1651 udløber forpagtningen og den 2. juni samme år, bliver ladegårdsmarkerne overdraget til 20 bønder fra den hollandske enklave på Amager.

Årsagen til nedlæggelsen af Ladegården er blevet søgt i manglen på bønder og vanskeligheden ved at få dem til at yde hoveri. Det har sikkert været en væsentlig faktor, men begrundelsen kan også ligge, i at Ladegården var Christian IV’s projekt. Frederik III havde ikke den samme interesse i stedet og har tilsyneladende fundet det nemmere helt at skille sig af med Ladegården.

Oprettelsen

Christian IV havde i 1606 påbegyndt opkøb af jord uden for voldene i København, da han erhvervede adskillige borgeres haver imellem Nørre- og Østerport. Jorden skulle bruges til en ladegård under Rosenborg. Den 14. april 1619 mageskiftede kongen med byen, således at han overtog de tre søer omkring København: Peblinge-, Sortedams- og Skt. Jørgens Sø foruden Lersøen og en del af Kalvehaven, mod at byen fik Ordrup Sø og tre fiskedamme ved Vartov. Kongen ønskede, at der langs søerne skulle være en ydre fæstningslinje, og som en del af dette ydre fæstningsanlæg skulle den nye store ladegård danne en af bastionerne.

Det næste mageskifte kom i januar 1621, hvor kongen overtog Skt. Jørgens mark fra Vartov. Den 8. februar 1621 overtog Christian IV den resterende del af Kalvehaven og i stedet fik byen en del af Gentofte Mark. Samme dag besluttede kongen at nedlægge landsbyen Solbjerg, for ”des tilliggende jord og ejendom at lade bruge til avl under vor ladegård for vort slot København”.

I 1548 havde Frederik II anlagt en ladegård i Nyby. Den blev nedlagt i 1623 og jorden lagt under den nye ladegård. Hermed havde Christian IV samlet ca. 600 td. land under sin nyanlagte ladegård. Der blev foretaget endnu et mageskifte, hvor kongen overtog Hvidovre fra Universitetet. Denne gang var det ikke for at øge jordtillægget, men for at skaffe flere kronbønder til dyrkningen af den eksisterende ladegårdsjord.

Folkehold og hoveri

Med nedlæggelsen af Solbjerg landsby var der ingen folk tilbage på Ladegårdens jorder, på nær nogle få beboede vangehuse. Sandsynligvis er bønderne, der skulle yde hoveri og dyrke jorderne på Ladegården, blevet tilsagt fra de omliggende landsbyer, som var en del af krongodset. Hvorledes vilkårene har været for hoveribønderne, er ikke til at vide, men det har sandsynligvis været en hård dont, alene transporten til ladegårdsmarkerne har været tidskrævende. Den første foged på Ladegården får da også instrukser om, at efter Mikkelsdag, 29. september, må bønderne ikke besværes unødigt, hverken med pløjning, såning, høst, udkørsel af møg eller på nogen anden måde.

Størsteparten af det arbejde, der skulle gøres på Ladegården, blev gjort af et fast folkehold, hvor en del var specielt uddannede. Selvom der var indkøbt dyr til Ladegården og dyrkningen af jorden var påbegyndt allerede i 1621, ser det ud til, at folkeholdet først begynder at tage form i løbet af 1623. Den 30. marts 1623 blev fogeden på Beldringe ladegård, Rasmus Jensen, beordret til at begive sig til Ladegården i København øjeblikkelig og den 20. juni foreligger instrukserne til hans arbejde på Ladegården.

Det har tilsyneladende været almindeligt for Christian IV at flytte sine folk mellem ladegårdene efter behov. Senere på året blev brændevinspigen fra Frederiksborg sendt til Ladegården for at påbegynde sit arbejde på stedet. Af andet specielt uddannet personale var der mejerister. Disse havde en del piger under sig, således skulle der være en malkepige for hver atten køer. Derudover var der hønsepiger, svinedrenge, hyrder og en røgter for hver hundrede okse. Tærskerne var daglejere og blev betalt for hvert pund korn, de tærskede, de skulle så vidt muligt ikke bespises, men fornødent have kostpenge. I 1623 blev der brugt ni fanger fra Bremerholmen til tærskningen. I 1626 bliver der antaget 16 jyske tærskere, som plejede at komme hvert år, til at tærske på Ladegården.

Ladegårdens drift blev altså varetaget af en kombination af et fast folkehold med specielle opgaver, daglejere til at varetage sæsonarbejdet og bønder, der ydede hoveri på ladegårdsmarken.

Det vegetabilske landbrug

Ladegårdsmarkerne har været udlagt til forskellige formål. Kornproduktion, hø- og græsningsarealer til kvæget. Kornsorterne, der blev dyrket, har været byg, rug og havre. Ladegården, som sammen med Antvorskov og Favrholm ladegårde, var en af Kronens største gårde, havde en udsæd på mellem 450-600 td. af samtlige kornsorter. Kornet har hovedsageligt skullet bruges som malt i Kongens Bryghus, eventuel skelkorn skullet bruges som foder til svinene og andet småkræ. Hvorvidt en del af kornet har skullet indgå i forsyningerne til slottene, fremgår ikke. Måske er forsyningerne hertil blevet dækket af det indkommende tiendekorn.

På Ladegården har der også været en urtehave, hvor der blandt andet blev dyrket kål og rødder. Produkter som har været beregnet til den kongelige husholdning.

Det animalske landbrug

Det var primært staldokser, der var produktionen på Ladegården. I første omgang skulle der opstaldes 250 okser. Senere blev det ændret til, at der skulle være 500 køer og okser på stedet. Dyrene indgik i forsyningen af den kongelige husholdning samt til de forskellige institutioner i København såsom Børnehuset og Holmen. Hvad der var i overskud, blev solgt til byens slagtere. I 1646 har man enten haft et meget stort overskud af dyr, eller også har man ikke kunne finde nogen aftager til kødet. For dette år blev der solgt 40 stude til eksport fra Ladegården.

Malkekvæg har også været en del af et betydeligt dyrehold på Ladegården. I 1623 opkøber Christian IV noget kvæg hos greven af Oldenburg, samtidig bliver der opført et malkested til 400 køer på Ladegården. Mejeribruget har været en stor del af Ladegårdens drift. Dels var der som tidligere nævnt ansat mejerister og dels blev der bygget en speciel bygning til mælkestue. Her var der skyllerum, opbevaringsplads til bøtter, spande og sier, samt to ostekar. Mejeriproduktionen har ligesom den øvrige produktion primært gået til slottene. Det der blev i overskud af mælk, ost og smør skulle sælges til byens borgere. At der har været en næsten daglig kontakt kan blandt andet ses via nogle bevarede rekvisitionssedler fra Vibeke Kruse til mejeristen på Ladegården, hvor hun bestiller friskt smør til kongens behov. Mejeristen har noteret på rekvisitionen, at hun har fyldt rendepotten, dvs. en potte til at rende i byen med, med 14 skålpund smør.

Ladegårdens bygninger

Allerede før de sidste mageskifter og nedlæggelsen af Solbjerg var fuldført, blev den første bygning i ladegårdsanlægget påbegyndt. Den 9. december 1620 indgik Christian IV kontrakt med to tømrere om opførelsen af en stor kombineret stald- og ladebygning. Tømrerne og deres folk havde fra den 22. oktober til den 3. december samme år arbejdet på at tilhugge træet til bygningen, nu skulle den rejses på det areal, som arbejdsfolk og daglejere havde arbejdet på at opfylde og planere ved Skt. Jørgens Sø. Bygningen var 100 bindinger (fag) lang, 30 alen bred og 15 alen høj. Den skulle indrettes med loft og krybber til kvæget og blev rejst i foråret 1621. I marts 1623 beskrives bygningen som en kombineret stald- og ladebygning, hvor der i underetagen var plads til 500 stykker kvæg, opstillet i seks rækker. I overetagen var laden, hvor kornet blev tærsket og hvorfra foderet kunne føres direkte ned i krybberne i underetagen. Der kunne køres direkte ind i laden med hest og vogn. Samme år bygges et grundmuret hus til beboelse og en grundmuret portbygning med spir. De følgende år kommer der yderligere bygninger til, et svinehus på 32 bindinger med en tilhørende indhegning til svinene og som tidligere nævnt et malkested med plads til 400 køer med tilhørende hus, hvor der var skyllerum. I 1625 bliver der bygget en tilbygning til fæstalden, med loft hvor hø og foder kan ligge. Bygningen skulle indrettes med krybber som i oksestalden. I 1654 bliver anlægget beskrevet i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ” således: ”Udenfor København imellem Vester og Nørreport ser man slottenes ladegård, hvis mægtige og anselig grundmurede ypperlige bygning med gemakker, kornhus, lade, lo, fæhus og stalde, som sådan et sted bekvemmer og fornøden er, man d& med stor lyst kan se, hvor der nogle hundrede stude kan staldes og fodres, foruden køer, far og svin, som der mangfoldig tillægges og holdes kan”.

Den teknologiske udvikling

Nyskabelsen på Ladegården var brugen af indlagt vand. Vandtilførslen kom via en vandkunst, et trykvandsanlæg som Christian IV anvendte flere stedet i København. Samtlige bygninger som nævnes i kilderne havde indlagt vand. Den store lade- og staldbygning fik ved opførelsen indlagt rør på loftet såvel som i kvægets krybber. Vandledningerne skulle sørge for, at kvæget havde friskt vand og at der var vand til at rense krybberne med. I malkestuens skyllerum blev der også indlagt rør. Begge steder skulle der være vandforsyning fra både vandkunsten og Skt. Jørgens Sø. I tilbygningen til fæstalden, der blev bygget i 1625, blev der ligeledes indlagt vand. Det har tilsyneladende ikke været nemt at få vandkunsten til at fungere. I 1623 får tømreren Abraham besked på at lave vandkunsten, så det ikke så tit gik i stykker samt at sørge for at kobberdelene i værket var i orden. Derefter skulle rørene i kostalden afprøves både med vand fra søen og fra vandkunsten. For en sikkerheds skyld blev der etableret et vandingssted ved søen i tilfælde af, at vandkunsten skulle gå i stykker.

En overgang var der også indrettet hønseovne – rugemaskiner – på Ladegården. Det var det veludviklede vandanlæg, der gjorde Ladegården til noget specielt. Om sådanne anlæg også blev brugt andre steder, fremgår ikke af litteratur og kilder brugt i denne forbindelse. Måske har Ladegården været stedet, hvor Christian IV har kunnet eksperimentere med tekniske tiltag i produktionen. Hvorvidt det kan betragtes som en succes, er svært at afgøre, men man har afgjort været på forkant med udviklingen.

Afslutning

Ladegårdens anlæggelse kan ses som en direkte udløber af tidens generelle tendens til at skabe stordrifter ved sammenlægning af jord. En del af den jord, som kom til at høre under Ladegården, var allerede en del af krongodset. Den resterende del kom til via mageskifter, hvilket ikke var usædvanligt. Det var måden, hvorpå jorden blev samlet over hele landet. Det usædvanlige ved Ladegården var, at al bondegods der var på området, blev nedlagt. De fleste steder blev der opretholdt en vis mængde af bøndergårde for at have folk til at yde hoveri på godsets jorder og for at beholde bønderne tæt ved den jord, hvor hoveriet skulle ydes. I stedet valgte Christian IV at skabe en stor ladegårdsmark, hvor der ingen bønder var til at yde det nødvendige hoveri. Bønderne, der var tilskrevet til at yde hoveri, kom fra de omliggende landsbyer. Men det, at de ikke boede i umiddelbar nærhed til ladegårdsmarkerne, gjorde hoveriet mere besværligt. Alene transporten fra landsbyerne til ladegårdsmarkerne tog tid fra hoveriet og bøndernes egne marker. Produktionen på Ladegården ligner den på mange andre hovedgårde i samtiden. Korn og stude var det, der primært blev produceret. Kornavlen var ikke væsentligt anderledes end andre steder, udbyttet har måske ikke ligget så højt som på adelens godser, men det er en af de ting, der er svær at afgøre på grundlag af de eksisterende kilder. Studeproduktionen har foregået på samme vis som andre steder, med indkøb af stude til opfedning i løbet af vinteren. Forskellen ligger i, at på Ladegården har formålet ikke været at sælge studene til eksport, de har som nævnt tidligere indgået i slottenes husholdning samt til proviant i flåden. Ladegården adskiller sig ved sin tidlige indretning af et mejeri. Mange af landets øvrige godser begyndte først så småt med malkekvæg og mejeriprodukter, da studeeksporten gik i stå. Men allerede fra Ladegårdens anlæggelse bliver der indrettet mælkestue på stedet og mejeriproduktionen gik i gang. Det ser ud til, at det er en af de ting i Ladegårdens drift, som Christian IV er opsat på skal fungere, der kommer i hvert fald en række meget præcise instrukser fra hans hånd om, hvorledes mælkestuen og malkestedet skal indrettes og drives. Christian IV havde en finger med i indretningen af Ladegårdens bygninger, det er fra hans hånd instrukserne kom om, at der skal føres vand ind i stort set samtlige bygninger på stedet. Vi har ingen efterretninger om hvordan det fungerede, men blot det, at forsøget blev udført, har været en nyskabelse. Det er svært at sige, om det på nogen måde har været fremmende for produktionen, men det har givet været nemmere for folkene, der skulle passe dyrene samt en forbedring af hygiejnen i staldene. På mange måder har driften på Christian IV’s nye store ladegård været et landbrug som alle andre landbrug i tiden. Kornmarker der blev dyrket af hoveribønder. En studeproduktion som hovedsageligt bestod af opfedning af kvæget om vinteren. Forskellene ligger i en decideret produktion af mejeriprodukter, som ikke bare var til husbehov, men stor nok til at kunne forsyne et marked uden for den daglige husholdning på slottene. Den helt store forskel lå i de tekniske tiltag i staldenes indretning. Tiltag som i dag er almindelige og nødvendige indretninger i en stald, men i tiden et nyt fænomen. Om Christian IV’s ideer var en inspiration for andre i samtiden, tyder det ikke umiddelbart på, hvis man skal gå ud fra de beskrivelser, der findes i litteraturen om 1600-tallets landbrug. I disse skildringer tyder det ikke på, at der blev taget lignende tiltag andre steder. Om Christian IV’s ideer ikke har inspireret andre, eller om de ikke har haft ressourcerne til at gøre et forsøg, må for nu stå hen i det uvisse.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2001