Af stadsarkivar Henning Bro og it-arkivar Helga Mohr, Frederiksberg Stadsarkiv

Frederiksberg Boligfond blev stiftet for 75 år siden som Frederiksberg Boligselskab. Men Frederiksberg Boligselskab er mere end et boligselskab. Med over 2500 lejligheder har mange frederiksbergeres dagligliv i flere generationer udspillet sig i selskabets boliger. Samtidig har boligselskabets ejendomme præget meget store dele af det vestlige Frederiksberg. Boligselskabets historie er blevet en del af Frederiksbergs by- og bolighistorie. Hele historien fortælles i bogen ”Boligkvalitet gennem 75 år. Frederiksberg Boligfond 1930-2005”, som netop [2005] er udkommet.

Boligpolitikken går nye veje
Ligesom landets øvrige kommuner blev også Frederiksberg Kommune som en følge af eftervirkningerne af 1. Verdenskrig 1914-1918 kastet ud i en alvorlig boligkrise. Krisen varede til helt op i 1920’erne. Krisen medførte, at stat og kommune også på boligområdet for alvor brød med den liberale tradition. Hermed blev boligpolitikken en af søjlerne i vores tids velfærdsstat.
Huslejerne steg kraftigt. For at modvirke stigningerne gennemførte staten fra 1916 til 1931 huslejereguleringer ved de nyoprettede Huslejenævn. Også nybyggeriet kostede dyrt, og staten gennemførte derfor tilsvarende statslige byggestøtteordninger. Fra 1916 til 1922 drejede det sig om både statslån og tilskud; fra 1922 statslån fra den særlige Statsboligfond.
Indtil krigsudbruddet havde kommunalbestyrelsens to fløje i boligpolitikken på Frederiksberg som andre steder stået stejlt over for hinanden. Socialdemokraterne, der sammen med det radikale medlem, udgjorde et stort mindretal, var af den opfattelse, at huslejerne skulle reguleres, at kommunen skulle opføre beboelsesejendomme, og at kommunen sammen med staten skulle understøtte bygge- og boligforeninger. Fra den konservative flertalsgruppe mente man, at kræfterne på boligmarkedet kunne sikre en boligproduktion til rimelige huslejer. Af den grund skulle man ikke gennemføre huslejeregulering eller opførelse af kommunale beboelsesejendomme.
Den alvorlige boligkrise medførte, at de politisk-ideologiske positioner blev blødt op. I de sidste krigsår og frem til 1930 herskede der i udtalt grad borgfred i kommunalbestyrelsen på det boligpolitiske område. På grundlag af en meget principiel indstilling fra det nedsatte Boligudvalg gennemførte kommunalbestyrelsen fra sommeren 1916 og igennem hele perioden en række omfattende initiativer, der bestod af kommunalt boligbyggeri, understøttelse af bygge- og boligforeninger og privat boligbyggeri samt huslejeregulering gennem tre huslejenævn.

Kommunale beboelsesejendomme
Fra 1917 til 1930 opførte kommunen 26 beboelsesejendomme med i alt 1.928 lejligheder. 25 var almindelige beboelsesejendomme med 1780 lejligheder og 36 butikker. Den sidste ejendom var husvildebarakkerne på Finsensvej med 148 lejligheder. I forhold til de øvrige danske byer og København udgjorde det kommunale boligbyggeri på Frederiksberg en langt større andel af periodens boligproduktion – 36 procent af alt nybyggeri!  Fra statens side understøttede man byggeriet med billige lån og i perioden 1918-1922 også med tilskud på næsten en fjerdedel af den samlede byggeudgift. Kommunen støttede finansieringen ved at sætte grundværdien lavere end markedsværdien og gøre grundprioriteten afdragsfri i 10 år.
Lige på nær barakkerne ved Finsensvej, der var udformet som lave et-etages boligblokke, opførtes de øvrige kommunale beboelsesejendomme som etagebyggeri. Fem små 5-etages ejendomme blev opført i Frederiksbergs østlige og nordlige bydele, som i forvejen var bebyggede, og de enkelte bygninger måtte her indpasses i den eksisterende ældre og ofte tætte og høje bebyggelse.
Kommunens øvrige beboelsesejendomme blev alle opført i byens vestlige del, der netop under 1. Verdenskrig og op igennem mellemkrigstiden blev bebygget. Kommunen havde i den vestlige del af byen købt store jordarealer. Derfor kunne man bygge samlede bebyggelser i stor skala og tilrettelægge et mere ensartet og åbent byggeri (som f.eks. Lindevangskvarteret).
Den helt fremherskende bebyggelsesmåde blev den såkaldte storgårdskarré. I den sidste halvdel af 1800-tallet og i de første år af det 20. århundrede var etagebyggeriet på Frederiksberg og i København blevet udformet som tætbebyggede karréer. Gårdarealerne var enten bebygget med bag- og sidehuse, ofte med mindre fabriksanlæg, eller var meget smalle og opfyldt med plankeværker og småbygninger. Storgårdskarréen brød med denne bebyggelsesmåde og blev helt dominerende for etagebyggeriet i Hovedstaden og i de større provinsbyer under 1. Verdenskrig og op igennem 1920’erne. I modsætning til det tidligere etagebyggeri blev gårdarealet udlagt som et åbent område med legepladser, tørrestativer, cykelskure og senere også egentlige haveanlæg. Gårdene blev omkranset af en randbebyggelse med facader, opgange og stuer ud til gaden og med bagtrapper, køkkener og værelser ud til gården. Trods de begrænsede udfoldelsesmuligheder var der tale om et stort fremskridt i forhold til tidligere tiders trange baggårde, som man på Frederiksberg kunne finde i Svømmehalskvarteret og i Schønbergskvarteret, og overalt i de københavnske brokvarterer.
Størstedelen af lejlighederne var enten på 2 værelser, 2 værelser med kammer eller 3 værelser og lå arealmæssigt på mellem 48 kvadratmeter for de mindste 2-værelses lejligheder og op til 73 kvadratmeter for de største 3-værelses. Stuerne og opgange blev uden hensyn til sol-orientering vendt ud mod gadesiden, og køkkener, soveværelser og bagtrapper orienteret mod gårdsiden. Lige på nær den veludstyrede Svalegården med de mange store lejligheder, var alle lejligheder kakkelovnsopvarmede og havde i reglen kun et WC-rum, der dog i nogle tilfælde var forsynet med gasbadeovn. Kun i de største lejligheder blev der indrettet særligt karbad eller styrtebad og her også mindre altaner som f.eks. i Svalegården.

Boligselskabet stiftes i 1930
Hen mod slutningen af 1920’erne kom der så meget mere gang i det private udlejningsbyggeri, at boligkrisen i denne omgang var ved at klinge af. I dette lys, og under påvirkning af de konkrete vanskeligheder, kommunen siden 1917 ved flere lejligheder havde stået over for ved udlejning af dens beboelsesejendomme, opstod i 1929 den tanke, at kommunen kunne afhænde ejendommene.
Da direktøren for Københavns Almindelige Boligselskab (KAB), F.C. Boldsen, blev bekendt med kommunens planer, tog han kontakt til først dens embedsmænd og siden til politikerne. I kommunen kunne et salg af beboelsesejendommene føre til den boligpolitiske borgfreds endeligt. Det socialdemokratisk-radikale mindretal ville beholde ejendommene, mens det konservative flertal var parat til salg. Boldsens forslag kom som et kærkomment kompromis. Ejendommene gik ud af kommunal drift, men blev videreført af et socialt anlagt selskab, hvor spekulation var udelukket, og hvor kommunen fik indflydelse. Efter en lang række forhandlinger og ændringer i de overtagelsesdokumenter, der indgik i Boldsens plan, kunne en enig kommunalbestyrelse ved midnatstid den 4. juli 1930 tiltræde planen. Boldsens plan gik ud på, at KAB og kommunen sammen dannede et boligselskab, der kunne overtage de kommunale beboelsesejendomme og drive dem videre.
Den 15. december 1930 kunne borgmester Godskesen, professor E. Thaulow og F.C. Boldsen, KAB’s bestyrelsesformand og direktør, endelig samles på det gamle rådhus på Howitzvej. På vegne af henholdsvis Frederiksberg Kommune og KAB skred de tre herrer til stiftelsen af Frederiksberg Boligselskab. Samtidig tiltrådte de vedtægterne, skøde, pantebreve og overenskomst mellem selskabet og kommunen.
Vedtægten slog bl.a. fast:

• At selskabets formål var, i ”samfundsmæssigt øjemed at udleje institutionens ejendomme for sådanne boligafgifter, at institutionen holdes skadesløs for årlige driftsudgifter, kapitalafdrag og passende henlæggelser, hvorimod institutionen ikke tilstræber erhvervsmæssig fortjeneste”.
• At styrelsen bestod af fem medlemmer. To valgt af kommunalbestyrelsen og tre valgt af KAB.
• At selskabets overskud skulle indgå i en reservefond og anvendes til institutions tarv og til fremme af almindelige boligformål på Frederiksberg efter forudgående forhandling med kommunalbestyrelsen.

Dagen efter stiftelsen, den 16. december, trådte den nye styrelse sammen for første gang. KAB blev antaget som Frederiksberg Boligselskabs forretningsfører og skulle varetage den daglige drift. Til administration af selskabets ejendomme oprettedes kort efter kontor på Peter Bangs Vej 53 st. med daglig træffetid for den ansatte inspektør, der bl.a. også skulle føre tilsyn med de forskellige ejendommes viceværter.

Frederiksberg Boligselskabs første år 1930-
Det nystiftede boligselskab, Frederiksberg Boligselskab, begyndte snart selv at bygge. Boligselskabets egne første byggerier lå langs Peter Bangs Vej og Roskildevej: Roskildegården, Sønderjyllandsgården og Solbjerggård blev alle bygget 1935-1938. Disse byggerier blev ikke kun præget af 1920’ernes nyklassicisme, men også af den nye arkitektur, som i 1930’erne kom til Danmark, nemlig funktionalismen. Den tidlige funktionalismes arkitekter fortsatte den udvikling, man havde i 1920’erne havde påbegyndt med at åbne karréerne og bruge gårdene som haver. Husene blev stadig bygget i røde teglsten, men de blev bygget som trelængede gårde omkring et haveanlæg, orienteret efter solen.
Problemet for Frederiksberg Boligselskab var, at de ikke kunne få støtte til deres byggerier fra staten, dvs. Indenrigsministeriet. Gennem 1930’erne diskuterede F.C. Boldsen fra KAB flere gange med Indenrigsministeriet, men Indenrigsministeriet ville kun give støtte, hvis boligselskabet ville underkaste sig en omfattende kontrol med bestyrelse og regnskaber. Så vidtgående krav nægtede Frederiksberg Boligselskab at underkaste sig. Det betød, at selskabets byggerier blev opført som private ejendomme, ikke som almennyttige.
I 1938 kom en ny boliglov på gaden. I medfør af loven oprettede Frederiksberg Boligselskab i 1940 et nyt boligselskab, nemlig Frederiksberg Forenede Boligselskaber. Det nye selskab blev skræddersyet til at kunne opnå støtte fra Indenrigsministeriet. Navnet ”forenede boligselskaber” skyldtes, at det nye boligselskab bestod af flere små datterselskaber, ét selskab for hvert byggeri eller ejendom. Fra 1940 og fremefter var det det nye selskab, Frederiksberg Forenede Boligselskaber, som stod for nybyggerierne.
De to boligselskaber havde et nært forhold frem til 1990’erne. I 1993 blev de private ejendomme udskilt af KAB. Det betød, at Frederiksberg Boligselskab (hvis ejendomme jo var private og opført uden statsstøtte) flyttede ud af KAB’s hovedsæde på Vester Voldgade, hvorimod Frederiksberg Forenede Boligselskaber (hvis ejendomme var almennyttige og opført med statsstøtte) blev tilbage. Det gamle inspektørkontor på Peter Bangs Vej var for længst nedlagt. Boligfondens nye administrator blev PrivatBo. I de samme år ændrede Frederiksberg Boligselskab navn til Frederiksberg Boligfond.

Byfornyelse af de gamle huse
Fra 1970 og fremefter har Frederiksberg Boligfond, som Frederiksberg Boligselskab hedder i dag, lagt sine kræfter i at modernisere og byforny sine ejendomme. Det begyndte med Den Sønderjyske By 1973-1976. I 1990’erne fulgte byfornyelsen af Frederiksberg Boligfonds ejendomme i Svømmehalskvarteret, Bjarkeshus, Møllehuset og Rolfshus. I disse år har man taget fat på Lindevangskvarteret – fra ældreboliger i Lindehuset til elevatortårne og taglejligheder i Lauritz Sørensens Gård og Malthe Bruuns Gård. Samtidig bygger Frederiksberg Boligfond igen for første gang i mange år; i disse måneder flytter de første beboere ind i Nimbusparken. I dag er Frederiksberg Boligfond Frederiksbergs største private udlejer med ca. 2500 lejligheder, fordelt på 21 ejendomme.
I de mange år med byfornyelse har byfornyelsen også ændret sig. I de første år gik man (dvs. boligselskab, kommune og stat) først og fremmest efter at sørge for, at lejlighederne fik centralvarme, varmt vand og bad. Desuden renoverede man gårdene. Efterhånden er byfornyelsen blevet mere og mere omfattende. I disse år indretter man taglejligheder i de gamle tørrelofter i Lindevangskvarteret og rejser elevatortårne i ejendommenes gårde. Samtidig er byfornyelsen rykket ud i gaderne og har inddraget gadens rum. At byforny et gammelt hus indebærer, at elevatortårne og andre tiltag skal afstemmes med husets ældre arkitektur, samtidig med at tårne og altaner får et moderne præg. En særlig byfornyelsesarkitektur har i årenes løb taget form.

Frederiksberg Boligselskab – mere end et boligselskab
Men historien om Frederiksberg Boligselskab (eller Frederiksberg Boligfond) er ikke kun historien om et boligselskab. Det er også en historie om, hvordan Frederiksberg udviklede sig i det 20. århundrede, og hvorfor byen i dag ser ud, som den gør. Omkring 1900 var Frederiksberg inddelt i et bydistrikt og et landdistrikt. Bydistriktet bestod af Frederiksbergs østlige del fra Sankt Jørgens Sø til Nordre Fasanvej, og det var stort set udbygget. Landdistriktet lå i den vestlige del af Frederiksberg fra Nordre Fasanvej og ud mod Vanløse. Her kom en del af Frederiksberg Boligselskabs (og senere Frederiksberg Forenede Boligselskabers) ejendomme til at ligge, koncentreret omkring tre af de store vestgående veje på Frederiksberg: Peter Bangs Vej, Finsensvej og Roskildevej.
Til omkring 1920 var Peter Bangs Vej, Finsensvej og Roskildevej landlige områder med marker, gartnerier, kolonihaver og træbarakker. I løbet af 1920’erne og fremefter blev vejene bebygget med blandt andet Frederiksberg Boligselskabs ejendomme. Omkring 1940 var Frederiksberg – i modsætning til bare 20 år tidligere – præget af etagehuse i den vestlige del af byen. Frederiksberg var blevet landets næststørste by med over 100.000 indbyggere. De nye kvarterer var blevet en del af byen og havde et åbenlyst bymæssigt præg med skoler, småforretninger, busser og sporvogne. Frederiksberg Boligfond er mere end et boligselskab. Det er også en del af Frederiksbergs by- og bolighistorie.

Tekstboks:

Den Sønderjyske By
I forhold til kommunens boligbyggeri i Lindevangskvarteret fik Den Sønderjyske By sin særlige karakter, der i forhold til samtidens udbredte byggeri af storgårdskarréer var meget utraditionel og pegede frem mod 1930’ernes boligbyggeri med blokke udlagt i store grønne områder. Den samlede og omfattende bebyggelse, der afgrænsedes af Mørk Hansens Vej, ringgodsbanens linjeføring og Sønderjyllands Allé, blev således opført som 13 lave boligblokke, som blev udlagt efter en stram bebyggelsesplan disponeret omkring en nord-sydgående akse. To blokke opførtes som selvstændige bygninger langs A.D. Jørgensens Vejs østside og Mørk Hansens Vejs nordside, mens de øvrige blokke omsluttede fire gårdrum, hvortil der var adgang til de omgivende veje gennem passager mellem blokkene. Gårdrumme havde hver en centralt placeret legeplads med træer, tørrepladser og små køkkenhaver for nogle af bebyggelsens beboere. Til gadesiden fulgte blokkene de krumme vejforløb på A.D. Jørgensens Vej, Henning Matzens Vej og Sønderjyllands Allé og fik ud til vejene forhaver og små træomkransede pladsdannelser. Den Sønderjyske By blev opført mellem 1920 og 1925 og kom til at rumme 95 2-værelses, 201 3-værelses og 5 4-værelses lejligheder. Byen fik sit uofficielle navn som følge af, at de omkringliggende veje efter Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920 fik navne efter personer med tilknytning til Sønderjyllands historie.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2005.