Af fhv. museumsleder Inge Nørballe

Litteraturforeningen på Bakkehuset har eksisteret i 80 år og er dermed Danmarks ældste litterære forening. Bakkehuset er et litteraturhistorisk/kulturhistorisk museum, så hvad var vel mere naturligt end at knytte en litteraturforening til museets virke. Dette skete godt 3 år efter, at museet var åbnet.
Den daværende bestyrelse for museet, der på det tidspunkt var en slags hybrid halvt privat, som det var, mente, at dette Guldalderhus burde åbnes for den danske litteraturs levende ord. Derfor mødtes en kreds af datidens kulturpersoner med digteren Sophus Michaëlis (museets formand) i spidsen den 1. juni 1928 for at danne en litterær støtteforening for museet.
Erfaringerne var gode, for i løbet af de sidste 3 år havde man haft flere litterære arrangementer med stor succes, så hvorfor ikke skabe noget permanent. På mødet udformede man vedtægter for den nye forening. I disse indgik bl. a. at foreningen skulle ledes af et repræsentantskab på 20 medlemmer, noget man dog snart opgav, for at lade ledelsen ske via et arbejdsudvalg, der senere blev til en egentlig bestyrelse på op til 7 personer. Mange kendte – nu til dags delvist glemte – navne var med fra starten bl. a. dr. phil Louis Bobé, forfatteren Else Moltke, skuespilleren Børge Munch Petersen og bogtrykkeren Ernst Phillipsen.
Foreningens formål blev ”at værne om Guldaldertidens minder og praktisk at dyrke (popularisere) dansk litteratur fra Holberg til tidens yngste skribenter”. Senere er formålet blevet udvidet til, at man nu beskæftiger sig med dansk litteratur fra folkevisetiden til vore dage tilsat kunsthistorie, hvor dette passer ind.
Og så begyndte de 80 års virke med et stort alsidigt program. Der var heldigvis nok af god dansk litteratur at beskæftige sig med.
Bakkehuset var og er perfekt som møderamme. Den fortættede atmosfære af kultur slår straks stemningen an. Det viste sig hurtigt, at både forfattere og skuespillere (oplæsere) nærmest stod i kø for at få lov til at optræde på Bakkehuset, selvom honorarene var små ofte kun en buket blomster. Medlemsskaren blev hurtig stor, ofte var der venteliste, for de små stuer kan dårligt rumme mere end 75 personer.
Nogle få navne fra de første 30 år skal nævnes: Bodil Kjer, Ebbe Rode, Mogens Wieth, Karin Nellemose, Betty Nansen og Erik Mørk. Af digtere og foredragsholdere: Sigfred Pedersen, Hans Hartvig Seedorff, Mogens Lorenzen, dr. phil Einar Thomsen, dr.phil. Bo Grønbech, Ole Wivel og Tove Ditlevsen.
Men Bakkehuset kan som sagt kun rumme en beskeden tilskuermængde. Derfor fik man i 1931 lov til hvert år at holde et møde på Frederiksberg Slot den 14. november, Adam Oehlenschlägers fødselsdag. Ved det første møde på slottet talte den i sin tid ubestridelige førstemand i litteraturens verden professor Vilhelm Andersen. Til stede var, ganske symbolsk, 2 af den store digters børnebørn Thora og Marie Konow. Det blev hurtigt tradition, at man efter disse møder på Slottet spadserede igennem Søndermarken til Bakkehuset, hvor de dækkede smørrebrødsborde ventede. En tradition der ligesom kaffebordene efter de ordinære møder, desværre måtte ophøre, da museet ikke kan tåle det slid, sådanne arrangementer påfører stuerne.
De gamle regnskaber fra foreningens første tid er desværre sparsomme. Nævnes skal blot en enkelt post fra 1931 nemlig indkøb af klapstole til 10,- kr. stykket. Disse stole bliver stadig brugt. Mange møder og succesrige fester blev afholdt i de første år. Selv da krigen kom, og Danmark blev besat, fortsatte man ufortrødent foreningens virke, selvom Bakkehusets stuer dårligt lod sig opvarme.
Rent anekdotisk skal den 14. november 1939 nævnes, hvor man på Frederiksberg Slot hyldede professor Vilhelm Andersen på hans 75 årsdag. Bagefter drog man til Bakkehuset, hvor Louis Bobé, medlem af bestyrelsen, galant ville hjælpe damerne ved at ophænge et spejl i montrestuen. Derfor fjernede han et billede af Johanne Luise Heiberg og erstattede dette med spejlet fra museets toilet. Men i stedet for at gemme fru Heiberg væk hængte han billedet ud på toilettet.
Dagen efter kunne man i Berlingske Tidende læse følgende vers af ”Ærbødigst”:

“Man går rundt på Bakkehuset
og fornemmer sagte Suset
fra den Tid da omsorgsfuld
Kamma puslede derinde
for det danske Digterkuld

Hr. Bobé, den rare Doktor
er en pietetsfuld Vogter
af den litterære Skat.
Vi med vemodsblandet Glæde
ser Poul Møllers Lommeklæde
og Knud Lyhnes høje Hat.

Der er mangt et gulnet Minde
Thomasines Strikkepinde
Oehlenschlägers Pennekniv,
Grundtvigs Toddyglas der findes.
Overalt derude mindes
man det svundne, muntre liv.

Naar man gennem Huset drager
med de mange gamle Sager
bli´r man andagtsfuld og stum.
Alle værelser man bruger
nu som Kunstner-Mindestuer
selv de allermindste Rum

Og for Johan Ludvigs Frue
aabnedes en Mindestue
på højtideligste Vis
af Bobé:” Saa være dette
lille Mindetoilette
viet til Fru Heibergs Pris”.

I 1955 blev der oprettet en ny fundats for museet, hvori det bestemtes, at et medlem af litteraturforeningens bestyrelse skulle indgå i museets bestyrelse. Foreningen har igennem sine 80 år kun haft 7 formænd. Den første var Sophus Michaëlis, der var formand til sin død i 1932. Han efterfulgtes af universitetsbibliotekar Carl Dumreicher, der i 1941 blev afløst af den senere professor Oluf Friis, der var formand i 32 år indtil 1973, hvor han efterfulgtes af dr. phil. Anne E. Jensen, der i 1982 overlod formandskabet til mag. art. Uffe Andreasen. I 1987 overtog den nuværende formand dr. phil. Mette Winge så roret.
Jeg har selv haft den glæde at være medlem af litteraturforeningen siden 1957, altså i mere end 50 år. I 1960 blev jeg medlem af bestyrelsen, en post jeg endnu bestrider.
Sophus Michaëlis har jeg af gode grunde aldrig kendt, men jeg ved, at han var en inspirende formand. Carl Dumreicher lærte jeg først at kende i de sidste 10 år af hans levetid, efter at han var gået af som formand. Han var et levende leksikon og besad evnen til at fortælle. Jeg glemmer aldrig, da han fortalte mig, at han som ung student havde været til den store Bakkehusudstilling i 1903, hvor han havde set Oehlenschlägers yngste datter Marie Louise Konov som en gammel smuk og rank dame gå igennem stuerne, mens hun udpegede de stole, hvor onkel Knud og tante Rahbek plejede at sidde, når hun som barn kom på besøg på Bakkehuset.
Oluf Friis kendte jeg derimod særdeles godt, et pragtfuldt menneske nærmest en renæsanceskikkelse ragende op over os almindelige dødelige. Åndrig, vidende, idérig, en spændende fortæller. Samtidigt var han vidunderligt distræt og besad en herlig tør humor. I 32 år var Oluf Friis formand, og i alle årene var han til stede på alle møder og udflugter. Hans efterfølger Anne E. Jensen var dr.phil. og docent ved universitetet. Et musisk, indtrængende menneske med et bredt kendskab til dansk litteratur. Varm og følsom, men også hun havde en finurlig sans for humor. I 1982 tog mag. art. Uffe Andreasen over, en munter vidende mand sprængfyldt med iéer og i stand til at realisere dem. Både han og vor nuværende formand lever da heldigvis endnu og er velkendte i den litterære verden.
I tidens løb har mødeformen nødvendigvis undergået forandringer. I dag er der 5 årlige møder plus en litterær skovtur. Møderne afvikles normalt således, at en foredragsholder/forfatter kommer med et oplæg og eventuel læser op, og efter en pause er der debat og spørgsmål. Ved møderne på Frederiksberg Slot er der næsten altid et musikalsk indslag. Slottets smukke Riddersal har både et fortrinligt flygel og en god akustik.
Jeg har gemt de fleste programmer fra de forløbne 50 år og vil fremlægge nogle få tilfældigt valgte af dem:

Torsdag den 13. marts 1969 talte overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen om ”H.C. Andersen i Rom”. Operasanger Peter Werscschynskij sang romancer.
Onsdag den 14. februar 1979 talte cand. phil. Peter B. Valore om ”Sophie Ørsted”. Oplæsning ved skuespiller Niels Hinrichsen.
Torsdag den 5. april 2001 talte lektor Joakim Garff om SAK, den store biografi om Søren Kierkegaard.Torsdag den 11. december 2008 talte Mette Winge om sin nye roman ”Adam og Ovine”. Bagefter talte kunstkritiker Peter Michael Hornung om ”Oehlenschläger i portrætkunsten”.

Bakkehusets litteraturforening har haft en lang rolig tilværelse. Trods det vekslende litteratursyn, der er kommet til udtryk på møderne, har den form som disse møder har stadig et publikum, der ønsker at opleve det levende, talte ord, ønsker at debattere og få svar på direkte spørgsmål. Medlemmerne er trofaste og nye kommer hele tiden til. Så mon ikke litteraturforeningen stadig lever og har det godt om 80 år.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2009.