Kgl. skuespillerinde Anna Nielsens gravsted på Frederiksberg Ældre kirkegård

Af fhv. museumsleder Inge Nørballe

Frederiksberg ældre kirkegård rummer mange gravsteder, der hver især fortæller en bid af Danmarks historie. Statsmænd, videnskabsmænd, kunstnere m.m. hviler her. Siden kirkegården blev anlagt i 1734 er et utal af kendte mennesker blevet begravet bag dens gamle mure. Også teatrets folk har fundet deres sidste hvilested her.
Går man ind igennem hovedporten, drejer til højre om kirken hen imod muren ind til præstegården, følger den mod øst, så vil man overfor det kendte collinske gravsted finde et lidt forsømt gravsted med en uanselig hvid marmorplade, hvis inskription fortæller, at her hviler kgl. skuespillerinde Anna Nielsen og hendes mand professor, instruktør Nicolai Nielsen.
Det er især Anna Nielsen, der er interessant. Hun var guldalderens store fortolker af Adam Oehlenschlägers dramaer på teatret i en lang årrække. Dengang teatret på Kongens Nytorv bogstaveligt talt var det dannede borgerskabs anden dagligstue, og alt hvad der angik teatret, dets skuespillere, dets ledelse og dets stykker var det store samtaleemne i København. Alle kom der, ofte flere gange om ugen: Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Bertel Thorvaldsen i sine sidste år, Christian Winther, adelens spidser, og småborgerne fyldte galleriet og sladrede om forestillingen. Kierkegaard skrev hyldestord både til Johanne Luise Heiberg og Anna Nielsen. Jo teatrets magi var stor.
Der var to store samtidige skuespillerinder, Anna Nielsen (1803-1856) og Johanne Luise Heiberg (1812-1890), og rivalinder måtte de blive, så forskellige deres talenter end var. Johanne Luise Heiberg var århundredets største skuespillerinde, ingen tvivler om dette, men Anna Nielsens talent var næsten lige så stort, og så kunne hun synge. Med sin smukke lyse mezzosopran brillerede hun i store operapartier.
Anna Nielsen var født Brenøe, og i hendes første barndomsår var hendes hjem velhavende. Desværre var faderen en dårlig økonom, og efterhånden bankede fattigdommen på døren. I skolen holdt Anna af at læse op, og hendes sangstemme vakte opmærksomhed så stor, at Det kgl Teaters syngemester Ludvig Zinck førte hende frem til debut på teatret. Hun var da 18 år. Skuespiltalentet blev opdaget og udviklet, og teatret havde fået en ny stjerne, der især fortolkede de nordiske kvindeskikkelser. Disse blide, stærke kvinder blev hendes force. Men hun mestrede sandelig hele repertoiret, intrigante og perfide verdensdamer i franske lystspil, og hendes Elisabeth Munk i Elverhøj var helt fortryllende.
Ret tidligt blev hun gift med kapelmusikus Frederik Wexschall, og i deres hjem kom der mange gæster især fra teatrets, musikkens og litteraturens verden. En overgang boede den unge Johanne Luise Pätges (senere Heiberg) i det wexschallske hjem, efter at Jonas Collin havde fået hende flyttet fra hendes uheldige barndomshjem. Anna Wexschalls ægteskab endte ulykkeligt, hendes mand var fordrukken og voldelig. Hun blev skilt, hvilket var lidt af en skandale og dernæst gift med en af teatrets helteskuespillere og charmører, den senere instruktør og professor Nicolai Nielsen.
Parret købte villa på Frederiksberg Allé (ved nuværende Mynstersvej) og førte stort og gæstfrit hus, hvor mange af tidens bedst begavede unge var gæster, og hvor man diskuterede litteratur og dramaturgi.
Anna Nielsen var ved siden af at være en dygtig skuespillerinde et varmt og givende menneske, som de unge elskede og betroede sig til. Men rivalinder blev de to store damer, og Johanne Luise Heiberg havde til dels overtaget til via sin mands indflydelse at få de roller, hun ville have i perioden 1830-1856, en turbulent tid, hvor intrigerne florerede, men også en tid, hvor de nye demokratiske tanker fik indflydelse på teatrets udvikling.
I 1849, efter at grundloven havde indført et andet styre, blev Johan Ludvig Heiberg direktør for teatret, og hans æstetiske, forfinede og lidt gammeldags smag passede ikke de yngste og bedste skuespillere og teaterfolk, der skabte furore ved at bryde ud og skabe teater på det gamle Hofteater på Christiansborg. Blandt dem var tidens tilbedte teateridol Michael Wiehe og et andet stortalent F.E. Høedt de mest kendte. De var begge Anna Nielsens venner. Selv blev hun dog på Kongens Nytorv, selvom rollerne blev færre og færre.
Johanne Luise Heiberg beklager sig i sine erindringer ”Et Liv genoplevet i Erindringen” over, at hun bogstaveligt talt ”spillede sig til døde” for sin mands skyld. Dette havde næppe været nødvendigt, hvis hun havde overladt lidt flere roller til Anna Nielsen.
Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, hvor megen omtale Anna Nielsen får i disse erindringer, hvor hun ganske raffineret snart fremhæves, snart nedgøres og bestandigt omtales som ”en ældre skuespillerinde”. Hun var kun ni år ældre end Johanne Luise Heiberg og holdt sig strålende i hele sin aktive karriere. Hun spillede som sagt heltinder, intrigante glitrende kvinder, udførte store operapartier, men mestrede også at fortolke en jævn og morsom borgerkone og en skrap madamme. Hendes lady Macbeth var lige så god som fru Heibergs fortolkning af rollen, ja måske bedre i sin rystende naturlighed, og i operaen tog hun stivheden ud af rollerne, fordi hun også var skuespillerinde.
Søren Kierkegaard skrev om hendes udvikling ”Fuldendt vil hun fremstille Bedstemoderen, atter virke ved det væsentlige, ligesom den unge pige ikke virkede ved nogen overordentlig Skønhed, der bedaarede Recensenter eller ved en mageløse Syngestemme, der fortryllede Kendere, eller ved at kunne danse, hvad der vakte Publikums særdeles Interesse, eller ved ligt Skælmeri, som enhver Tilskuer behageligst tog til Indtægt, men ved den Indlevelse, som er den rene Kvindeligheds Pagt med det Uforgængelige. Medens man ellers i Theatret let kommer til at tænke paa Livets og Ungdommens og Skønhedens og Trylleriets Forfængelighed, saa er man, idet man beundrer hende, saa tryg, fordi man veed, dette forgaar ikke”.
Anna Nielsen var ikke bange for at give sin viden videre og blev vejleder for flere unge skuespillerinder, der ved hendes hjælp udviklede deres talent. Desværre blev Anna Nielsens livsbane kort. Hun døde kun 53 år gammel af kræft i sommeren 1856, netop som hun havde mulighed for at få flere roller efter Johan Ludvig Heibergs afgang som direktør for teatret.
Ved hendes død skrev Carl Ploug følgende smukke mindeord:

En sum af Indtryk, fyldige og klare,
Er Alt, hvad hendes Kunst har efterladt,
Men den skal hendes Samtid tro bevare,
Og hver som ejer den, han har en Skat,
En Skat, som ikke Møl og Rust fortærer,
Som ej med Døgnets Vexel smelter ind,
En Skat, som altid samme Rente bærer,
Et lutret Hjerte, et opløftet sind.

Hvad var da denne Magt, som hendes Minde
Har gjort saa rigt, saa fattigt hendes Savn?
O, det var den; Hun var en ædel kvinde
Af liv og Sjæl og ikke blot af Navn;
Og dette liv hun aanded i hvert Billed,
Og denne Sjæl hvert træk hun stemple lod.
I alle skikkelserne hun fremstilled,
Randt hendes eget Hjerteblod.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2011.