Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Med rødder helt tilbage til de middelalderlige landsbyer Solbjerg og Nyby har Frederiksberg med jævne mellemrum kunnet markere jubilæer for større og mindre begivenheder i byens historie. Sidste år fejredes 350-året for Ny Amagers og dermed Frederiksbergs grundlæggelse, og til næste år fylder kommunens rådhus 50 år. Til de mindre kendte hændelser må oprettelsen af Frederiksberg–Hvidovre Fattigkommission i 1802 henregnes. Da Fattigkommissionen dannede grundlaget for det kommunale selvstyre på Frederiksberg, er der dog på 200-året for oprettelsen anledning til at kaste lys over datidens lokaladministration og kommissionens nedsættelse og virksomhed igennem 1800-tallets første fyrre år.

Oprettelse
Frederiksberg var omring år 1800 stadig et udpræget landområde med et befolkningstal på godt 1000 indbyggere, gårde og landsteder ude på bymarken og selve landsbyen langs Allégade, Bredegade og Smallegade. Men den tæt ved liggende Hovedstad mærkedes på nogle områder. Velhavende københavnere havde opkøbt betydelige jordarealer og opført landsteder og lystgårde, og mindre fabriksvirksomheder var skudt op inspireret af enevældens merkantilistiske erhvervspolitik.
Trods Hovedstadens nærhed stod det frederiksbergske område administrativt uden for staden København. Området var oprindeligt tilliggende til Københavns Slot, sorterede under Københavns len/amt og henlagdes i 1717 til Københavns Regiments Rytterdistrikt. I retslig henseende havde bønderne i Ny Amager efter hollandsk mønster i den anden halvdel af 1600-tallet deres eget ting, hvis formand, en skultus, fungerede som en art sognefoged. Tinget blev nedlagt 1699, og byen lagdes først under Tårnby Birk og fra 1721 under Københavns Amts Rytterdistrikts Birk, der 1818 deltes i to, hvoraf Frederiksberg derefter hørte til Københavns Amts Søndre Birk. Også med hensyn til selve den lokale administration var Frederiksberg et landdistrikt. Sognet oprettedes i 1736, og siden 1747 udgjorde Frederiksberg hovedsognet i et pastorat, der omfattede annekssognet Hvidovre.
Selv om enevoldsstaten således styrede lokalsamfundet gennem præsten, som den stedlige repræsentant, amtmanden og birkedommeren, og stort set ikke tillod lokal selvstændighed, så havde Frederiksbergs gårdmænd og husmænd fra midten af 1700-tallet og i de næste knap 100 år dog en art borger- eller grundejerrepræsentation. Den lille forsamling, der først bestod af fire og siden to repræsentanter, varetog de småopgaver, som de højere myndigheder trods alt overlod til lokalsamfundet selv at løse. Det drejede sig om udbedring af sognets veje og broer, opkastning af diger, grøftegravning, sætning af stenkister, og vedligeholdelse af gadekæret, ligesom repræsentanterne skulle møde til retsforhandlinger på det tingsted, byen hørte under. Til dækning af udgifterne havde forsamlingen ret til at opkræve afgifter.
I årene lige efter år 1800 gennemførte enevoldsstaten reformer på flere væsentlige områder og åbnede dermed for en smule mere lokalt selvstyre, hvorved lokale folk blev inddraget i den praktiske administration af væsentlige samfundsanliggender. Forsørgelsesvæsenet var et af områderne, der indgik i periodens reformpakke. Med reformationen i 1536 var den fattigunderstøttelse, Den Katolske Kirke havde stået for igennem middelalderen, gået i opløsning, og igennem 15- og 1600-tallet blevet erstattet af legaliseret betleri gennem de tiggertegn, de fattige kunne hente hos myndighederne. Da dette forsørgelsessystem viste sig at være helt utilstrækkeligt, blev det i begyndelsen af 1700-tallet ændret således, at alle, der blev anset for værdigt trængende, nu kunne henvende sig til den lokale myndighed, det vil sige præsten, og få tildelt almisse. Selv om princippet om offentlig fattigforsørgelse dermed var anerkendt, fungerede den etablerede ordning ikke i længden og førte efter et længere udredningsarbejde til, at statsapparatet i juni 1802 gennemførte en midlertidig plan for fattigvæsenet på Sjælland og året efter den endelige lov: Reglement for fattigvæsenets provisoriske indretning og bestyrelse på landet i Danmark af 5. juli 1803.
Lovgivningen sammenfattede det tidligere århundredes bestemmelser på området og fastslog sognets pligt til at hjælpe sine egne fattige, og at enhver, der var værdigt trængende, havde ret til at forvente understøttelse af lokalsamfundet. Der oprettedes særlige forsørgelsesområder, som blev fastlagt til at omfatte de enkelte sognedistrikter, og til bestyrelse af områdets fattigsager skulle der nedsættes en sognekommission, der til dækning af understøttelsen fik ret til at påligne en særlig fattigskat.

Virksomhed
Straks efter gennemførelsen af den midlertidige plan for fattigvæsenet på Sjælland gik man på Frederiksberg i gang med at realisere planens bestemmelser. Da Frederiksberg og Hvidovre udgjorde ét pastorat, kom dette også til at danne grænse for det lokale forsørgelsesområde, og den 24. september 1802 samledes Fattigkommissionen for første gang i præsteboligen. Som i andre landsogne bestod den af sognepræsten, politimesteren og en af de største grundejere, som fødte medlemmer, samt enkelte ansete sognemænd – tre personer fra Frederiksberg og fire gårdmænd fra landsbyerne Hvidovre, Vigerslev og Valby.
Fattigkommissionen afholdt normalt fire møder om året. Ved møderne fremstillede de fattige sig for kommissionen, der vedtog det næste kvartals fattigplan, og på årets sidste møde behandledes forsørgelsesplanen for hele det følgende år samt den fattigskat, der skulle pålignes pastoratets beboere. Udover at lede møderne var sognepræsten i realiteten den daglige administrator af fattigvæsenet. Han førte forhandlings- og regnskabsprotokollerne, skatte- og kopibøger og korrespondancen, forhørte dem, der anmodede om understøttelse, fastsatte den øjeblikkelige hjælp og hidkaldte fattiglægen. Til forhørene og inddrivelse af fattigskatten blandt de faste beboere, og ikke mindst hos sommerbeboerne, der om vinteren måtte opsøges inde i København, fik præsten assistance af de øvrige medlemmer af Fattigkommissionen og af det bud, som kommissionen aflønnede i fællesskab med den i 1808 oprettede skolekommission.
Udover at sætte børn i pleje og aflønne fattiglægen til behandling af det relativt store antal svagelige og invalider, var uddeling af understøttelse fattigvæsenets vigtigste opgave. Forsørgelsesområdets fattige inddeltes i tre klasser efter trang, og i forhold hertil ydedes understøttelsen, der enten bestod i kontante pengemidler eller naturalier som klæder, fødevarer og medicin. Fra Fattigkommissionens oprettelse og igennem de følgende fyrre år nærmest fordobledes befolkningstallet i Frederiksberg-Hvidovre med en forøget forsørgelsesbyrde til følge. Værst var forholdene i de perioder, samfundsøkonomien var i krise. Det gjaldt i årene med varemangel og prisstigninger under Napoleons-krigene og tiden efter statsbankerotten i 1813. I disse perioder var tæt ved en tiendedel af befolkningen på understøttelse.
Udbredt passiv forsørgelse blev dog anset for uhensigtsmæssig, og for dels at nedbringe forsørgelsesbyrden dels at holde de fattige i beskæftigelse og kvalificere navnlig de yngre til fast arbejde, overvejede Fattigkommissionen tidligt at etablere en egentlig arbejdsanstalt. Som følge af vanskeligheder med at finde lokaler til en passende pris indskrænkede man sig i første omgang til at indkøbe et antal rokke og et parti råvarer således, at nogle af de fattige kunne arbejde i deres hjem.
Da der efterhånden var et større antal gamle og svagelige, der havde problemer med at klare sig hjemme, besluttede kommissionen endelig i 1812 at etablere et fattighus, og for 9000 rdl. opkøbtes ejendommen ”Den hvide Svane”, der lå på Bredegades nordlige side, omtrent hvor rådhuset ligger i dag. Den lange to etagers bindingsværksejendom indrettedes derefter for 3000 rdl. med værelser, arbejdslokaler, spisesal, udsalgssted, magasiner samt et marketenderi, der skulle levere mad til husets beboere samt de fattige ude i forsørgelsesområdet, der fik særlig anvisning fra kommissionen. I bygningen blev der desuden etableret bolig for den økonom, der blev ansat til at stå for marketenderiet og til at føre opsyn med de fattiges arbejde og pleje de syge.
Efter tyve år var den gamle bygning i Bredegade gået så meget i forfald, at det ville være nødvendigt at iværksætte en betydelig istandsættelse. Da man samtidig savnede større arbejdslokaler og ikke mindst sygestuer, således at de dyre indlæggelser på de københavnske hospitaler kunne undgås, valgte Fattigkommissionen i 1832 i stedet af Partikulier Haste at erhverve Brock Hansens gamle klædefabrik for 5000 rdl. Ejendommen, der omfattede nuværende Allégade 14 og Ny Hollændervej 19-23, udgjorde et større bygningskompleks bestående af et gammelt forhus med to etager og kvist ud til Allégade, en senere tilstødende sidebygning, et mellemhus med bageri og endelig et større baghus. For 4000 rdl. ombyggedes ejendommen og fremstod 1834 som et nyt fattighus med værelser for lemmerne, sygestuer opdelt i en mands- og kvindeafdeling, køkken, serveringsstue, vaskerum, rullestue, arrest, lighus og ikke mindst en arbejdsanstalt, hvor de fattige bl.a. kunne beskæftiges med spinding af hør og fremstilling af træsko og lysestager. Herudover indrettes lokaler for den tilsynsførende økonom og et egentligt mødelokale for fattigkommissionen med tilhørende ”contoirskabe”.
Med etableringen af det nye fattighus, der kunne rumme op til 100 lemmer, var forsørgelsesvæsenet i Frederiksberg-Hvidovre for alvor sat i system. Gamle, svage, syge og krøblinger indlagdes på fattighuset og blev i større eller mindre grad sammen med de øvrige lemmer beskæftiget i husets arbejdsanstalt, mens de øvrige fattige understøttedes med penge og naturalier rundt om i forsørgelsesområdet. De sidste år, kommissionen virkede, var da også rolige og stabile og præget af en mere rutinemæssig administration af området.

Afvikling
Som en del af det reformprogram, enevoldsstaten gennemførte i årene lige efter år 1800, indgik også en nyordning af skolevæsenets indretning og bestyrelse i landdistrikterne. I forlængelse heraf nedsattes 1808 også en skolekommission, der tillige omfattede Frederiksberg-Hvidovre, og dermed fungerede parallelt med pastoratets fattigkommission. Enevældens sidste år førte under indtryk af tidens nationalliberale strømninger til en begyndende demokratisering af kommunalvæsenet i Danmark. Med landkommunalanordningen af 13. august 1841 gennemførtes endelig det kommunale selvstyre på landet, i lighed med det, der var skabt i købstæderne i 1837, og som andre steder blev der 1842 oprettet et fælles sogneforstanderskab for pastoratet Frederiksberg-Hvidovre.
Ud over vedligeholdelse af offentlige veje og andre tekniske anlæg og høringsrets på en række vigtige områder, skulle sogneforstanderskabet som nogle af sine vigtigste opgaver bestyre skole- og fattigvæsenet. De gamle kommissioner blev derfor nedlagt, og deres institutioner, fattighuset og skolen i Pile Allé, overtaget af forstanderskabet. Sogneforstanderskabet fik en kort levetid. Med ophævelsen af byggerestriktionerne uden for Hovedstadens volde i 1852 kom der hurtigt gang i byudviklingen på Frederiksberg, mens Hvidovre længe vedblev at være et rent landdistrikt. I forhold til de nye og flere opgaver, Sogneforstanderskabet dermed kom til at stå overfor, var den landkommunale fællesordning uhensigtsmæssig. Med virkning fra 1.7.1858 blev Frederiksberg udskilt som en selvstændig kommune og fik en kommunalstatus, der på en række områder mindede om købstædernes. Hvidovre, der i øvrigt fik amputeret en betydelig del af sit distrikt ved de store københavnske indlemmelser i 1901, fortsatte i næsten 100 år som landkommune.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2002.