Af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, Frederiksberg Stadsarkiv

Går man en tur ved Sankt Annæ Plads i København, på Bispetorvet i Århus eller omkring Axeltorv i Nakskov, vil ens blik uundgåeligt falde på en statue af kong Christian X til hest. På Frederiksberg finder man derimod intet monument for kongen, der sad på tronen i knap 35 år fra 1912 til 1947. Frederiksberg skulle dog have haft et monument for kongen og hans hustru, Alexandrine. Hvorfor det aldrig blev til noget, vil fremgå af de følgende sider.
Rytterstatuerne af kongen i København, Århus og Nakskov blev alle opstillet i årene efter den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. Efter nogle måneders modløshed i kølvandet på det tyske overfald 9. april, fulgte hen over sommeren 1940 en national vækkelse med Christian X i centrum. Kongen, som hver morgen uden ledsager red rundt på sin hest i de københavnske gader, blev et nationalt samlingspunkt for størstedelen af nationen. ”Kongefeberen” toppede i ugerne omkring Christian X’s 70 års fødselsdag 26. september 1940. Selv ønskede regenten, at fejringen skulle ske i beskedne rammer, men befolkningen ville det anderledes. Kongen indvilligede i at køre gennem København og Frederiksberg i en åben bil, så befolkningen fik mulighed for at fejre fødselaren. Man anslog, at hen ved én million hyldede Christian X på hans tur rundt i hovedstaden. På kongens 75 års fødselsdag i 1945 gentog historien sig. Borgerne på Frederiksberg tog naturligvis livlig del i disse fejringer af regenten.
I kølvandet på kongens 70 års fødselsdag opstod på Frederiksberg den tanke, at byen burde rejse et monument for kongen og hans hustru, Dronning Alexandrine. Frederiksberg Kommunalbestyrelse var med på idéen og vedtog på sit møde 19. oktober 1942 en indstilling fra Magistraten om at udskrive en konkurrence om et monument for regentparret. De vanskelige forhold i besættelsens sidste år betød imidlertid, at såvel konkurrencen som opførelsen af monumentet måtte udsættes, indtil mere rolige forhold herskede i landet.
I 1946 var tiden inde til at gennemføre konkurrencen. På Magistratens møde 14. oktober blev det vedtaget, at dommerkomitéen i konkurrencen om monumentet skulle bestå af tre billedhuggere og to arkitekter. Det blev slået fast, at hensigten med mindesmærket var at mindes hele Christian X’s regeringsperiode. En uge senere vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse indstillingen fra Magistraten.
Konkurrencen blev dog ikke udskrevet med det samme. En væsentlig årsag hertil var givetvis kongens dårlige helbred. Christian X var aldrig kommet sig helt oven på sin rideulykke i 1942, og fra 1943 var han ude af stand til at bevæge sig omkring uden kørestol. Mod slutningen af 1946 var kongens helbred blevet synligt dårligere, og om aftenen den 20. april 1947 sov han stille ind. I anledning af kongens død afholdt kommunalbestyrelsen 21. april et møde, hvor borgmester Vilhelm Fischer holdt en mindetale over den afdøde regent. Om Christian X’s rolle under den tyske besættelse af Danmark udtalte borgmesteren blandt andet: ”At værne det danske Folk var Kongens Maal, og herpaa satte han sin Gerning og sit Liv ind. Danmarks Selvstændighed – ogsaa den var hans Livsmaal, og vi ved alle, hvorledes han i disse Aar kæmpede herfor. Rank og ukuelig optraadte han overfor Underkuerne. Kongens og Dronningens faste og ukuelige Optræden over for Fjenden skabte i den vide Verden Respekt for deres Personer og Agtelse for den danske Nation. Kong Christian X’s Dage er endte. Hans Navn og hans Indsats for det danske Folk gaar over i Historien”.
Ønsket om at opføre et monument for Christian X og Dronning Alexandrine på Frederiksberg forsvandt ikke med kongens død. Alligevel skulle der gå knap et år fra hans død, inden Frederiksberg Kommune 9. marts 1948 endelig udskrev konkurrencen om monumentet. Monumentet for kongeparret skulle opstilles på pladsen foran det nye rådhus, der var ved at skyde op på grunden mellem Frederiksberg Bredegade, Allégade og Smallegade. Kommunen ønskede ikke nogen fritstående figurlig fremstilling af kongen og dronningen sammen, men en anden skulpturel fremstilling af mere stiliserende art i form af en buste, et relief eller lignende kunne komme på tale. Fristen for at indsende forslag var 21. juni samme år. Foruden konkurrencen om monumentet for kongeparret, udskrev kommunen samme dag en konkurrence om et mindesmærke for besættelsestidens ofre blandt frederiksbergske borgere. Modsat førstnævnte konkurrence havde deltagerne her frie hænder. Fristen for at indsende forslag til denne konkurrence var 27. maj.
Helt uden dramatik forløb konkurrencerne ikke. Frederiksberg Kommune udskrev dem i samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund og Akademisk Arkitektforening, hvad der faldt Dansk Arkitektforening for brystet. Foreningen var ikke repræsenteret i de nedsatte dommerkomitéer og bad derfor Frederiksberg Kommune om at ændre komitéernes sammensætning. På sit møde 12. april 1948 drøftede kommunalbestyrelsen henvendelsen fra Dansk Arkitektforening, men den fandt det ikke muligt at ændre komitéerne, da konkurrencerne allerede var udskrevet. Kommunalbestyrelsen fulgte herved en indstilling fra Det kunstneriske Udvalg, men slog for god ordens skyld fast, at man ikke havde til haft til hensigt at forbigå Dansk Arkitektforening.
Ved afslutningen af konkurrencen om monumentet for regentparret var der indkommet otte forslag, der fra den 14. juli blev udstillet på Sønderjyllandsskolen. Billedhuggerne Kaj Louis Jensen og Johan Galster modtog hver 5.000 kroner i 1. præmie, billedhuggeren Anker Hoffmann og arkitekten Arne Jacobsen modtog 3.500 kroner, mens billedhugger Victor Kvederis’ forslag blev præmieret med 1.500 kroner.
Endelig blev et anonymt indleveret projekt, en cirka 6 meter høj dobbeltstatue i granit af kongen og dronningen siddende, indkøbt for 800 kroner. Forslaget faldt lidt uden for konkurrencens rammer, men det var af en så høj kunstnerisk værdi, at købet var berettiget.
Kaj Louis Jensens udkast viste et stiliseret egetræ med regentparret ved træets fod og kongens monogram på soklen. Monumentet ville Kaj Louis Jensen hugge i en stor granitblok.
Johan Galsters forslag var en ”kongesøjle” i granit med en fremstilling i relief af de vigtigste begivenheder i kongens regeringsperiode, fra udråbelsen i 1912 til den britiske feltmarskal Montgomerys besøg på Amalienborg i befrielsesdagene 1945. Søjlen skulle anbringes på en sokkel, hvor der var plads til eventuelle inskriptioner.
Anker Hoffmann og Arne Jacobsens forslag bestod af en stele af kalksten med en mindre rytterstatue af kongen foroven. Ved stelen tænkte Hoffmann og Jacobsen at anbringe en beplantet, lav mur med sydvendte bænkepladser. Monumentet skulle ikke placeres midt på pladsen men i pladsens nordlige ende ud mod Smallegade.
Victor Kvederis’ forslag var en cirka 15 meter høj obelisk med 18 mindre relieffer af begivenheder i kongens liv samt to større relieffer af regentparret. Obelisken var tænkt udført i sten, men billedhuggeren kunne også omforme forslaget til en bronzesøjle med stensokkel.
Ingen af de otte indkomne forslag faldt dog helt i kommunens smag. Det kunstneriske Udvalg anbefalede derfor på sit møde 6. september 1948, at kommunal-bestyrelsen stillede sagen om monumentet i bero. En indstilling, kommunalbestyrelsen fulgte på sit møde en uge senere. Herefter gik planerne om opførelsen af et monument til kongeparrets ære så småt i glemmebogen. Andre og vigtigere sager – ikke mindst de mange gøremål i forbindelse med færdiggørelsen af byens nye rådhus – stjal opmærksomheden.
Fem år gik, før sagen om monumentet blev aktuel på ny. I mellemtiden var byggeriet af Frederiksberg Rådhus, der havde taget sin begyndelse i 1941, endelig fuldført, og rådhuset blev indviet ved et storstilet arrangement 9. maj 1953. Nogle måneder derefter – i midten af oktober 1953 – henvendte Dansk Billedhuggersamfunds forretningsfører, Verner Nielsen, sig derfor til kommunen og bad kommunalbestyrelsen om nu endelig at tage stilling til udførelsen af monumentet.Sagen blev vanen tro behandlet i Det kunstneriske Udvalg, der indstillede kommunalbestyrelsen at svare, at kommunen – under hensyn til, at de indkomne forslag ikke var tilstrækkelig tilfredsstillende – ikke havde taget stilling til, hvilket monument man ønskede og ikke kunne tage endelig stilling dertil, før pladsen foran rådhuset var anlagt. På sit møde 23. november 1953 tiltrådte kommunalbestyrelsen udvalgets indstilling.
Det stod efterhånden klart, at ingen af de præmierede forslag fra konkurrencen i 1948 ville blive opstillet på den nye plads foran rådhuset. I sommeren 1955 tog kommunen konsekvensen deraf og indgik en aftale med tre navngivne billedhuggere – Anker Hoffmann, Henry Luckow-Nielsen og Henrik Starcke – om at udarbejde hvert deres idéudkast til en udsmykning af pladsen. Kommunen stillede som krav, at udsmykningen skulle have form af en springbrønd eller lignende, og kunstværket skulle tillige være et mindesmærke for Christian X og Dronning Alexandrine. Endelig skulle brønden stå færdig på kommunens 100-årsdag 29. december 1957. Belært af tidligere erfaringer ønskede kommunen denne gang ikke at afholde en egentlig konkurrence med deraf følgende afhængighed af en dommerkomité. Det skulle være op til kommunalbestyrelsen at afgøre, hvilket af de indkomne forslag, der var det bedste, og hvorvidt man overhovedet ville bringe det til udførelse.
Rådhusarkitekterne Carl H. Nimb og Helge Holm var af kommunalbestyrelsen blevet bedt om at udtale sig som de indsendte forslag. De anbefalede begge Anker Hoffmanns springbrønd, senere kendt som ”Manden og kvinden”. At de indsendte forslag havde bevæget sig væk fra den oprindelige tanke om et mindesmærke for Christian X og Dronning Alexandrine, lagde Nimb og Holm ikke skjul på: ”Tanken om et egentligt minde om det afdøde kongepar er gennem de fremsendte løsninger trængt noget i baggrunden, men er sikkert i forbindelse med en springbrønd vanskelig at løse på anden måde end ved de foreslåede inskriptioner”.
Et flertal i kommunalbestyrelsen foretrak, som Nimb og Holm, Anker Hoffmanns forslag. Nu stod kommunen imidlertid med det problem, at man tidligere havde søgt og opnået Kongehusets accept til at opføre et monument over Christian X og Dronning Alexandrine. Et monument, der nu ikke ville blive udført og opstillet på Frederiksberg. Borgmester Aksel Møller fremlagde derfor i december 1955 sagen for kongens kabinetssekretær, Gunnar Bardenfleth, og bad ham foreholde ændringerne i de oprindelige planer for Frederik IX. Aksel Møller tilbød også selv at forelægge sagen for kongen i en audiens. Det var dog ikke nødvendigt, kunne Bardenfleth meddele Aksel Møller. Frederik IX havde fuld forståelse for, at det, som sagen havde udviklet sig, ikke var muligt at fuldføre den oprindelige plan, og han bifaldt en af Aksel Møller omtalt idé om i stedet at opsætte relieffer af det tidligere og nuværende kongepar i rådhusets forhal.
På sit møde 16. januar 1956 kunne et flertal i kommunalbestyrelsen derfor med god samvittighed vedtage at lægge udførelsen af en springbrønd på pladsen foran rådhuset i hænderne på Anker Hoffmann, som, sammen med Arne Jacobsen, var blevet præmieret ved konkurrencen i 1948, og nu altså alligevel kom til at bidrage med en markant skulptur på Frederiksberg. Fuldstændig enighed om valget af Hoffmann var der ikke i kommunalbestyrelsen. Et mindretal på fem medlemmer foretrak i stedet billedhuggeren Henrik Starckes udkast til en springbrønd.
På mødet vedtog kommunalbestyrelsen endvidere at indlede forhandlinger med Den Kongelige Mønts medaljør, Harald Salomon, om fremstilling af de to dobbeltrelieffer i bronze af Christian X, Dronning Alexandrine, Frederik IX og Dronning Ingrid til opsætning i rådhusets forhal. Frederik IX ønskede, at Salomon skulle stå for udførelsen af bronzereliefferne, hvilket kommunalbestyrelsen billigede. 3. december 1956 kunne medaljøren fremvise voksmodellerne af reliefferne for kommunalbestyrelsens medlemmer. Bronzereliefferne var færdige i oktober 1957 og blev afsløret ved en reception i anledning af kommunens 100-års jubilæum 29. december 1957. Således fik Christian X og Alexandrine alligevel et mindesmærke på Frederiksberg, omend i en mindre pompøs udgave end det oprindeligt var tænkt.
Anderledes trægt gik det med Anker Hoffmanns springbrønd i granit på pladsen foran Frederiksberg Rådhus. Ifølge aftalen mellem kunstneren og kommunen skulle springbrønden med vandstråler i funktion være færdig ved kommunens 100 års jubilæum 29. december 1957, og skulpturerne så langt fremme i granitten at de kunne afsløres. Den endelige finhugning af skulpturerne skulle være afsluttet inden udgangen af 1958. Skulpturerne var ikke klar til afsløring 29. december 1957, og endnu i juli 1959 var de ikke opstillet. Kommunen skred nu til handling og meddelte billedhuggeren, at såfremt springbrønden ikke blev færdiggjort i løbet af kort tid, ville kommunen betragte kontrakten som misligholdt. Sygdom og tekniske vanskeligheder var ifølge Hoffmann årsagerne til, at arbejdet havde trukket ud så længe.Kommunens trussel satte dog fornyet gang i processen, og den færdige skulptur blev indviet 11. april 1960. Pladsen foran Frederiksberg Rådhus havde endelig fået den monumentale skulptur, som pladsen fortjente.
Trods store anstrengelser fik Christian X og Dronning Alexandrine aldrig deres monument på pladsen foran Frederiksberg Rådhus. De måtte ”nøjes” med Harald Salomons bronzerelief, der fortsat kan ses i rådhusets forhal. Det var, som det er fremgået, ikke manglende vilje, men derimod manglende begejstring for de indsendte forslag, der fik kommunalbestyrelsen til at droppe de oprindelige planer om et monument for regentparret. Frederiksberg kunne dog – som København, Århus og Nakskov – have fået en rytterstatue af Christian X, idet Victor Kvederis i januar 1953 tilbød kommunen at udføre en sådan til pladsen foran rådhuset. Byggeudvalget for det nye rådhus takkede dog pænt nej tak til tilbuddet.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2010.