Premierminister A.S. Ørsteds gravsted på Frederiksberg Ældre kirkegård 

Af fhv. museumsleder Inge Nørballe

Når man står med ryggen til Frederiksberg Kirkes indgang, ser man nogle meter til højre et anseeligt gravsted omgivet af et smukt smedejernsgitter. Højt og imposant, i grå sten og med dobbelt sokkel, knejser det ørstedske familiegravsted og fortæller historie fra den danske Guldalder, fra Enevældens sidste dage og de første år efter Grundlovens indførelse i 1849.
Selve gravstenen indeholder en gåde. I dag står der på stenen:

Anders Sandøe Ørsted
Født D. 21 december 1778
Død D. 1. Mai 1862
Den retfærdiges Ihukommelse
er til Velsignelse
Sophie Vilhelmine Ørsted
Født Oehlenschläger
Født D. 16 juli 1782
Død D. 9 Februar 1818
Mathilde Elisabeth Ørsted
Født Rogert
Født D. 25 april 1782
Død D. 26. juni 1824

Men oprindelig satte den sørgende A.S. Ørsted følgende inskription på sin elskede hustru Sophies gravsten i 1818. På forsiden stod:

Her gjemmes Støvet af
Sophie Wilhelmine Bertha Ørsted
født Oehlenschläger
Hendes jordiske Liv begyndte
D. 16de Juli 1782
endte D. 9de Februar 1818
Med en Aand, som følte alt det Gode
Alt det skjønne,
Var hun Sjælen i sin Kreds,
Styrkte med sit Retsind, Tro og Kraft
Mangt et Hjerte,
Blid velgjørende husvaled hun
Mange Lidende
Mens hun skabte Andres Held paa Jorden
Stræbte Sjælen længselsfuld til Gud
Glad hun gik da hendes Skaber kaldte.
Sexten Aar i kjærligt Ægteskab
Glæded hun sin Husbond
Anders Sandøe Ørsted
der med Smerte
Minder sig sin elskede Sophia,
Ønsker at hans støv engang
Her må blande sig med hendes.
Trøstes i sin Sorg med Haabet om
Sjælenes Forening hist.
Salig er de rene af hjertet
Thi de skulle se Gud.

På bagsiden fandtes ordene:

Savnet og begrædt
af
En Fader og en Broder,
Hviler Sophia her
hos
Sin Moder Farmoder og Søster.

På gravstenens sider var afbildet et kors og et anker og på bagsiden en kalk.
Vi ved ikke, hvornår for- og bagsidetekst er blevet rettet. Det er næppe A.S. Ørsted, der har gjort det. Da hans anden hustru Mathilde skulle begraves i 1824, var der kun gået 6 år siden, at Sophie var død, og da alle vidste, at hans andet ægteskab var et fornuftsægteskab, ville Ørsted nok ikke pietetsløst slette de smukke ord, han havde skrevet i 1818.
I øvrigt skal det nævnes, at gravstedet faktisk i 1818 tilhørte Joachim Oehlenschläger (Sophies far), og at hans kone og en datter var begravet heri. Selv døde han i 1827, men alle spor af den oehlenschlägerske begravelse er væk i dag.
Sandsynligvis blev teksten rettet i 1860. Hvorfor? Måske har de efterladte ment, at ordene var for følelsesladet, men skammeligt er det, at vi ikke kan læse den smukke kærlighedserklæring til den sjældne kvinde Sophie.
Anders Sandøe Ørsted er kendt og har fået sin plads i vor historie. Han var den ansete statsmand og minister, den store internationalt berømte retslærde, hvis juridiske skrifter var kendt og kopieret i hele Europa. Den spinkle, følelsesfulde unge jurist, der i 1802 blev gift med digteren Adam Oehlenschlägers søster, udviklede sig med årene til et magtfuldt menneske, højt anerkendt for sin viden og begavelse. Hans biografi er velkendt.
Men hvem var egentligt den kvinde, han havde elsket så inderligt en gang?
Sophie Vilhelmine Bertha Oehlenschläger blev som nævnt født den 16. juli 1782 på Frederiksberg Slot som datter af organist og slotsfuldmægtig Joachim Oehlenschläger.
Sammen med sin 2 år ældre bror Adam tilbragte hun sin barndom på slottet, hvor de om sommeren iagttog de kongeliges færden og om vinteren legede i de store tomme sale og i øvrigt tumlede sig i Frederiksberg Have og i Søndermarken.
Faderen var en sund, jordbunden, livsglad mand. Moderen derimod depressiv og til sidst sindssyg. Sophie havde arvet en maniodepressiv skiften i sit følelsesliv fra moderen.
Pigebarnet var yderst velbegavet, men fik aldrig en ordentlig skolegang. Efter at moderens sindssyge var brudt ud og en lillesøster død, måtte hun overtage husførelsen. Nært knyttet til broderen sugede hun viden fra ham, men det måtte blive sporadisk, og det nagede hende. Hele livet følte hun sig tynget af denne mangel på viden. Hun prøvede planløst at kompensere ved at forsluge sig i litteratur og filosofi.
Adam lukkede poesiens verden op for hende, og efterhånden blev hun den kritiker, hvis dom han stolede på. Søsterligt klarsyn satte hende i stand til vurdere hans skriverier.
Sophie blev voksen og udviklede sig til en meget smuk kvinde med en sikker smag for at klæde sig elegant. Men omgang med andre unge end broderen var der ikke megen af, før Adam begyndte at tage sine 2 gode venner, brødrene Ørsted, med hjem til Frederiksberg. Den muntre, ligevægtige Hans Christian og den meget sarte og stilfærdige Anders Sandøe.
Begge forelskede sig i Sophie, men Anders Sandøe friede først, så ham gav hun sit ja.
At Anders var dybt betaget af Sophie er uomtvisteligt. Sophies følelser er mere problematiske. Ivrig efter at komme væk fra en traumatiseret barndom, var hun næsten dømt til at falde for den første mand, der viste sig.
De blev gift i 1802. Han var 24 år, hun 20 år.
Forholdet imellem dem var sådan, at gensidig beundring og agtelse fra starten indtog erotikkens plads. Han så derfor med forståelse på, at hans smukke frue havde mange beundrere.
I hjemmet i Vestergade samledes tidens kulturliv. Man holdt åbent hus, uden at det var salon, og Sophie var en strålende værtinde. Hun var også en dygtig husmoder og havde evnen til både at svinge støvekosten og være selskabets midtpunkt. Der blev diskuteret litteratur og kunst og læst op af Adams og Goethes digtekunst.
En ejendommelig periode i hendes liv indtraf, da digteren Jens Baggesen i 1806 kom på besøg i sit fødeland. Han boede ellers med sin franske hustru udenfor Paris. Baggesen var med sine 42 år i besiddelse af en magnetisk personlig udstråling, der fortryllede hans omgivelser og altså også Sophie.
Hvordan forholdet har været, kuriøst tager det sig ud. A.S. Ørsted var en stor beundrer af Baggesen, og Sophies far kaldte ham sågar for sin søn.
Venskabet mellem Sophie og Baggesen udviklede sig, og han flyttede endog ind i det ørstedske hjem i flere måneder.
Den sarte Sophie blomstrede i Baggesens selskab. De tog på ture, sværmede i Søndermarken, han læste digte for hende, og sladderen gik lystigt i København. Kuriøst? Uforståeligt? Men måske var det den lykkeligste tid i Sophies liv.
I foråret 1807 rejste Baggesen modstræbende hjem til sin hustru, men Sophie savnede ham. Lidt efter lidt genoptog hun dog sit tidligere liv som centrum i kredsen, der samledes i det ørstedske hjem. Såret blev hun, da Baggesen i sin digtsamling Heideblumen udstillede deres forhold i digtene til Lilia, hvilket fik sladderen til at blusse op.
En anden anderledes trofast tilbeder blev filosoffen F.C. Sibbern, som kom i det ørstedske hjem første gang i 1807. Dybt platonisk forelsket tilbad han hende i resten af hendes liv. Til og om hende skrev han også sin bog Gabrielis breve.
Sine sidste leveår kæmpede Sophie med et dårligt helbred og den 9. februar 1818 døde hun af kræft i underlivet begrædt af sin mand, broder og den store vennekreds.
Et mærkeligt liv var slut. Et liv med til dels uforløst kærlighed og megen sorg.
Helt forbigå det sidste navn på gravstenen skal vi dog ikke. Mathilde Rogert var en sød ung kvinde, der var ven af huset. Hun tog sig meget af Sophie under hendes sidste sygdom og blev altså gift med Ørsted året efter Sophies død. Tragisk nok døde hun efter knapt 6 års ægteskab. A. S. Ørsted giftede sig aldrig igen.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2012.