Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Fattighus og administrationsbygningen på Howitzvej
For 150 år siden var Frederiksberg stadig et landbosamfund med landsbyen langs Allégade, Smallegade og Bredegade og spredtliggende gårde og landsteder ude på bymarken. Befolkningstallet lå på 3000, og som i de øvrige landdistrikter var kommunestyret indrettet som et fælles sogneforstanderskab for Frederiksberg og Hvidovre. Med ophævelsen af bygningsrestriktionerne uden for Københavns volde i 1852 kom der for alvor skub i byudviklingen på Frederiksberg, og i år 1900 havde byen bredt sig ud til Fasanvejene og befolkningstallet rundet de 75.000.
Omdannelsen til et storbysamfund bevirkede, at Frederiksberg blev en selvstændig kommune i 1858 og efterhånden fik samme status som landets øvrige købstæder. I den første tid var kommunens opgaver dog ikke flere, end at kommunalbestyrelsen selv kunne klare dem, men hurtigt stillede byudviklingen store krav til skoler, socialforsorg, hospitalsvæsen og forskellige tekniske anlæg. Allerede i 1860’erne ansattes de første embedsmænd, og i løbet af en kort årrække opstod et egentligt kontorsystem bestående af et sekretariat for kommunalbestyrelsen, et kasserer- og skattekontor, et bogholderi og kontorer for fattigvæsenet, stadsingeniøren og skolevæsenet.
Kommunalbestyrelsen og embedsmændene måtte i de første knapt 30 år med jævne mellemrum flytte fra den ene bygning til den anden og var i reglen henvist til nødtørftige og ydmyge lokaler. I den første tid efter at Frederiksberg var blevet en selvstændig kommune blev førstesalen i Fattighuset i baghuset i Allégade 14 anvendt som mødelokale for kommunalbestyrelsen,  og allerede i 1863 da det nye fattig- og sygehus på Lampevej (Howitzvej) stod færdigt, flyttedes byens styre hertil, idet der i en del af bygningen blev indrettet fælles mødesal for kommunalbestyrelsen og fattigkommissionen samt kontorer for kommunens sekretær og kasserer.
Kommunalbestyrelsen fik kun syv år på Lampevej. Fattigvæsenets opgaver var blevet så mange, at mødesalen i 1870 blev inddraget til kontorformål, mens kommunalbestyrelsen i nogle år måtte leje sig ind i Smallegade nr. 1. Først da Skolen på Lampevej stod færdig i 1874 bedredes forholdene for en tid en smule. Fire af skolens klasselokaler var således inddraget til mødesal for kommunal-bestyrelsen, to udvalgsværelser samt kontorlokaler til den kommunale administration.
Med den voksende kommunale administration, og som følge af et samtidigt ønske om at skaffe selvstændige lokaler til det kommende Frederiksberg Birk, var situationen på sigt uholdbar. Da brandvæsenet alligevel skulle flytte fra de trange forhold i den fælles politi- og brandstation på Pile Allé valgte man slå flere fluer med et smæk og opførte 1886 i tilknytning til den nye brandstation en egentlig administrationsbygning på hjørnet af Falkoner Allé / Howitzvej. Den nye bygning blev holdt i tidens stil for monumentale bygninger, nygotik, og kom, ud over lokaler til brandvæsenet og kommunalbestyrelsens forsamlingssal, til at rumme kommunens kontorer samt en retssal og kontorlokaler for Birket. Med det nye rådhus, som administrationsbygningen snart blev betegnet, havde Frederiksbergs styre og administration for en periode fået mere tidssvarende og rummelige lokaler, men byens og samfundets udvikling i øvrigt skulle snart skabe nye behov.

Et nyt rådhus
Op igennem den første halvdel af det 20. århundrede fortsatte byvæksten i Frederiksbergs vestlige del, og i 1950 var kommunen stort set udbygget og havde nået sit højeste befolkningstal på 120.000. Befolkningstilvæksten og de opgaver, der med velfærdsstatens gradvise opbygning blev lagt på det offentlige, stillede kommunen over for yderligere opgaver. Kort efter år 1900 blev den kommunale administration opdelt i selvstændige forvaltninger med underordnede kontorer, og inden for disse rammer opstod efterhånden flere nye afdelinger som f.eks. Kasse- og regnskabsafdelingen, Skattevæsenet, Bolig- og ejendomsafdelingen, særlige ingeniørafdelinger, Bygningsinspektoratet, Byg­ningsafdelingen, Byplanafdelingen og Socialkontoret.
Selv om Forsørgelses- og hospitalsvæsenets kontorer allerede i 1903 kunne flytte ud til administrationsbygningen på det nye hospital på Nordre Fasanvej blev forholdene snart så trange i rådhuset på Falkoner Allé, at der i kommunalbestyrelsen i 1896 og igen i 1907 blev stillet forslag om en ny rådhusbygning. Planerne blev aldrig til noget og i første omgang nøjedes man med at inddrage de to kommuneskoler på nabogrundene. Nogle lokaler på rådhuset blev ganske vist frigjort i forbindelse med Birkets og brandvæsenets overflytning til domhuset og den nye brandstation i henholdsvis 1921 og 1932, men heller ikke det var tilstrækkeligt. Der opføres flere administrations-barakker, og efterhånden måtte der findes  kontorer i et stadigt stigende antal lejede lokaler rundt om i byen.
Men løsningerne var og blev midlertidige og i længden ikke tilfredsstillende. I lyset af at Frederiksbergs selvstændighed i betænkningen fra den såkaldte København-Frederiksberg Kommission endnu engang blev stadfæstet, udskrev kommunalbestyrelsen i 1936 en arkitekt-konkurrence med henblik på opførelse et helt nyt rådhus. Vinderprojektet, der var udformet af arkitekt Henning Hansen, opererede med et fem etages H-formet bygningskompleks på rådhusgrunden på Falkoner Allé / Howitzvej, men blev aldrig realiseret.
Først da kommunens arkitektafdeling i februar 1941 fremlagde skitser til en administrationsbygning placeret mellem Bredegade og Smallegade bag husrækken ud til Allégade og med vestvendt facade ud mod sammenløbet af de to gader kom der på ny skred i sagen. Da skitseprojektet blev anset for at være utilfredsstillende, blev Henning Hansen anmodet om at projektere endnu et rådhuskompleks med den nye placering som udgangspunkt, og i april samme år vedtog kommunalbestyrelsen at sætte byggeriet i gang.
Nedrivningen af de gamle rønner mellem Smallegade og Bredegade gennemførtes i ’42, og i de følgende år lykkedes det som beskæftigelsesfremmende arbejde at få grunden gravet ud og fundamentet støbt. Materialeknapheden i de sidste besættelsesår og den første efterkrigstid stoppede det videre byggeri, og først i ’49 kom der igen gang i projektet. Henning Hansen var afgået ved døden i ’45, og det blev derfor arkitekterne Carl Nimb og Helga Holm, der kom til at stå for selve opførelsen. Grundstenen blev nedlagt den 30. maj 1950, og efter en meget hektisk byggeperiode kunne byens nye rådhus under kongeparrets nærværelse indvies den 9. maj 1953.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2002.