Af fhv. museumsleder Inge Nørballe, Bakkehusmuseet

En statue, der på smukkeste vis symboliserer selve slottet og haven og begges sammenhæng med den almindelige dansker. En jævn fordringsløs gengivelse af den landsfader, hvis navn er så tæt knyttet til havens dagligdag, placeret midt iblandt sit folk på den plet jord, han holdt så meget af.
Statuen er nærmest genial. Ikke blot i sin udformning, men også ved sin placering. Intet under at Georg Brandes kaldte den “mesterlig simpel”. Enkelt og værdigt byder kongen os velkommen i sin Have. Fokuserer man på statuen, får man alligevel i samme blik et yndefuldt indtryk af Havens blide skønhed, i den måde, hvorpå den lukker sig op for den besøgende. Næppe nogen anden statue i vor hovedstad er så velplaceret, så rytmisk smukt indpasset i miljøet.
Det er måske vanskeligt at forstå i dag – men da Frederik VI døde – den 3. december 1839 – følte det danske folk en dyb sorg. En enevoldskonge var død, men samtidigt en konge, der med sin jævne fremtoning, med sine mange fiaskoer og sine få succeser havde præget landet så længe, at folket frygtsomt erkendte, at en epoke med hans død klingede ud – at man mistede noget forståeligt, trygt og tilvant.
Ganske naturligt ønskede man straks efter kongens død at sætte ham et minde, men hvordan?
Kongers eftermæle forberedes normalt i god tid, og inden Frederik VI’s død, havde der allerede været arbejdet med planer om mindesmærker, dog uden resultat.
Det lyder så enkelt. En konge dør. Man rejser en statue eller et mindesmærke. Men inden resultatet foreligger, går der ofte lange og drøje forberedelser. Hvem skal forestå planens udførelse? Ja, hvem lægger planerne? Skal man danne en komité? Er det en statsopgave eller en spontan folkeopgave? Hvem skal være kunstner?
Naturligt havde det måske været, om Bertel Thorvaldsen, Danmarks store billedhugger, havde fået overdraget arbejdet. Hans gode ven Just Mathias Thiele tog det for givet, og Thorvaldsen lavede spontant en skitse, stærkt påvirket af dødsfaldet, som han var. Planerne smuldrede imidlertid, og det skulle blive billedhuggeren Herman Vilhelm Bissen, der fik overdraget opgaven.
Inden de skulle der først gå et år – og siden mange år, før planerne blev realiseret.
En komite blev dannet med Jonas Collin, kongens højre hånd i kulturelle spørgsmål, som primus motor, og på årsdagen for kongens død arrangerede man en mindekoncert i Frue Kirke, hvorfra indtægten ubeskåret skulle gå til et monument for Frederik VI. Og så skete der ikke mere!
Som så ofte før og siden gik tingene i stå, og først i 1848, da et anonymt læserbrev i dagspressen henledte offentlighedens opmærksomhed på sagen, blev komiteen genoplivet. Det bekendtgjordes, at det indsamlede beløb med renters rente nu udgjorde 2.321 rdl. og 90 skilling.
Komiteen henvendte sig nu til H.V. Bissen – Thorvaldsen var i mellemtiden død – og hvorfor det netop blev Bissen, er egentligt aldrig blevet opklaret. Bissen var nok vor største billedhugger på det tidspunkt. Han levede fra 1798 til 1868 og havde i Thorvaldsens romertid været dennes mangeårige medhjælper. Bissen var ingen Thorvaldsen, han havde ikke hans ynde og glidende rytme, men han havde noget andet, der i dette tilfælde var vigtigt, han var mere usentimentalt realistisk. Hans arbejder var dagligdags, danske og kraftfulde. Nu fulgte kampen med formen, stoffet og placeringen.
Det var et godt og rigtigt træk, at Bissen valgte at gengive kongen i en daglig uniform i stedet for den klassiske toga, som det ellers var skik og brug. Det var også et held, at statuen ikke blev udført i det kolde marmor, men i bronze. I øvrigt egner marmor sig ikke til det omskiftelige danske klima. Bissen valgte også med sikker hånd at tage Kongen væk fra den traditionelle tronstol eller den evindelige hest, og i stedet lade ham komme sit folk i møde i en utvungen positur.
Den endelige bestilling var blevet afgivet i november 1855, og Bissen var en rutineret og arbejdsom billedhugger, så arbejdet kom til at skride planmæssigt frem fra ler til gips og sluttelig bronze. I modsætning til mange andre billedhuggere ciselerede Bissen selv sine bronzearbejder, og går man tæt på statuen, kan man stadig se, hvor kunstnerisk fint, han har skilt sig fra arbejdet.
Den 17. september 1857 præsenterede Bissen den færdige statue for en begejstret komité. Men hvor skulle statuen placeres?
Mange forslag kom frem. Jonas Collin havde sat sig i hovedet, at den burde stå foran Thorvaldsens Museum. Andre ønskede den placeret i Rosenborg Have, nogle syntes, at det rigtige sted var Esplanaden, og en enkelt foretrak Christiansborg Slotsplads.
Bissen har nok smilet lidt gedulgt over al den iver, for han ønskede den selv anbragt i Frederiksberg Have, nøjagtigt der, hvor den står i dag. Han må have været meget sikker på at få sin vilje, for statuen er simpelthen skabt til dette sted.
Tilbage var nu spørgsmålet om inskriptionen på soklen. Denne skulle gerne være både enkel og værdig samtidigt med, at ordene føjede sig plastisk smukt. Også om dette havde man en livlig debat, der først blev lykkeligt afsluttet, da man henvendte sig til filologen J.N. Madvig, der skar igennem og fik gennemført den ordlyd man stadig kan læse på soklen.
Forpå, altså imod øst står der: Frederik den Sjette / født 28. januar 1768 / død 3. december 1839. Mod vest: Dette minde rejstes 1858. Mod syd: Her følte han sig lykkelig i sit trofaste folks midte. Mod nord: Han styrede riget som kronprins og som konge i henved 56 år.
Den 10. september 1858 blev statuen afsløret i kong Frederik VII’s allerhøjeste nærværelse, og Frederiksberg Haves hovedindgang havde fået en ny, prægtig dimension.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 1997.