Af fhv. antikvar Allan Tønnesen

Den 12. juni 1906 blev der afholdt en storstilet indvielsesfest til markering af fuldendelsen og ibrugtagningen af den seneste af Frederiksberg Kommunes skoler, Skolen på Duevej. Begivenheden blev refereret i en lang række af samtidens dagblade og tidsskrifter. I mange af disse lidt højstemte omtaler går ordet ”mønsterskole” igen. Typisk er opsatsen i ”Danmarks kommunale Efterretninger” (1906, s.720 f), som erindrede om, ”at en byggemåde, der var god nok for blot 20 år siden, er ganske forkastelig nu. – Nu kommer arkitekterne med skønhedskrav, ingeniørerne med krav til moderne bekvemmeligheder, lægerne med krav på at få hygiejnens love respekterede og lærerne med krav på at få alt indrettet efter pædagogiske forskrifter”. Med en samlet byggeudgift på 450.000 kr. var det da også langt den dyreste skole indtil da i hele hovedstadsområdet og Århus med. – Og ved 50 års jubilæet kunne en gammel lærer mindes indvielsesdagen og ”den nye dejlige skole, for det var efter den tids forhold en helt eventyrlig skole, hvis mage ikke fandtes i hele landet”.

Skolelove
Det er 100 år siden. Samfundet var dengang et helt andet end det vi kender i dag. Skolen og den historiske sammenhæng den indgik i forekommer i dag de fleste fjern. Lad os derfor se lidt på baggrunden. For at forstå den, må vi begynde ganske langt tilbage i tiden.
Den første egentlige skolelov blev udstedt i 1814. Siden reformationen i 1536 havde der været tilløb til landsdækkende bestemmelser, men de var spredte, usystematiske og ganske summariske. Det det drejede sig om var opdragelsen i den rette tro og ikke andet – i hvert fald når det drejede sig om landbefolkningens børn.
Et i princippet landsdækkende initiativ var de 240 såkaldte ”rytterskoler” som Frederik IV oprettede på krongodset i 1721. Ifølge den tilhørende forordning skulle børnene naturligvis stadig undervises i religion – katekismus, men de skulle også lære at læse indenad i en bog samt eventuelt regning og skrivning. Det var et stort fremskridt, men Frederik IV’s skoler var trods alt få og lå i høj grad ujævnt fordelt rundt om i landet. En lov fra 1739 indførte tvungen skolegang, men stadig var de obligatoriske fag indskrænket til katekismus og læsning. Hvad lærerkræfterne angik, tog man hvad der bød sig.
Sidste halvdel af 1700-tallet var præget af stor offentlig interesse i opdragelse og undervisning. Samtidig var der en betydelig interesse for eksakte videnskaber, og adskillige privatskoler opstod i København inspireret af de nye idéer. I 1789 nedsatte staten ”den store skolekommission” til forbedring af skolevæsenet. Hele 25 år gik der før kommissionens arbejde blev udmøntet i en lov, skoleloven af 1814. I mellemtiden var fremskridtstankerne blevet afløst af et traditionelt undervisningssyn.
Loven fastslog, at børnene skulle opdrages til lovlydige og gudfrygtige borgere, at undervisningen skulle være gratis og skulle varetages af det offentlige, men at det skulle være folk tilladt at sætte deres børn i privatskole eller holde huslærer. Der var med andre ord undervisningspligt, men ikke skolepligt. Tilsynet varetoges af amtsskolekommissioner, og på det lokale plan af skolekommissioner, begge med rigelig deltagelse af kirkens mænd. Hvad fagene angik, var udbyttet magert: religion, skrivning, regning og læsning, hvorimod fag som historie, geografi, naturlære, naturhistorie og mekanik, som udvalget havde overvejet, ikke slap med i den endelige udformning af loven.
Men gradvist forbedredes forholdene. Der oprettedes seminarier og dermed opstod en egentlig faguddannet lærerstand, som ofte kom til at indtage en førende position i landsbysamfundene. De åndelige vækkelser resulterede mange steder i oprettelsen af friskoler, og flere steder introduceredes nye fag, i begyndelsen som frivillige ordninger, senere som led i læseplanen. En række skolelove regulerede efterhånden de udvidede krav til undervisningen. En skolelov fra 1899 opregnede følgende obligatoriske fag: mundtlig og skriftlig dansk, religion, skrivning, regning, historie, geografi, sang og for drengene tillige gymnastik, for pigerne eventuelt håndgerning. Desuden kunne der undervises i naturkundskab, sløjd og gymnastik for pigerne.
Fire år senere, efter det politiske systemskifte i 1901, gennemførtes loven om højere almenskoler. Den store nyskabelse var her indførelsen af mellemskolen, som kom til at udgøre et forbindende led mellem almueskolen og den lærde skole, gymnasiet. 1904-loven var et kæmpeskridt fremad for den del af befolkningen der ikke fra fødslen var bestemt til skolegang i latinskolen. Og for dem der ikke sigtede mod studentereksamen og eventuelt universitetet, kunne den nye almenskole afsluttes med en kompetencegivende realeksamen.
Denne ordning af skolevæsenet bestod i det væsentlige til 1975, da den udelte skole endeligt afløste den delte mellemskole. Det kunne der fortælles meget mere om, men her er det kun tanken at følge tendenserne frem til det tidspunkt da Duevejens Skole blev indviet.

Frederiksbergs udvikling fra landsby til storby
Det var i 1906 nærliggende at sammenligne den nye skole med Frederiksbergs ældste skole i Pilealléen som nu for længst ikke mere var i brug, men som endnu lå ved siden af præstegården og så hyggelig ud med vinduesskodder og slyngplanter op ad muren, men da knap nok kunne måle sig med en landsbyskole. Den var nu også opført helt tilbage i 1737, da Frederiksberg ikke var andet end en landsby ved foden af slottet. I mere end 100 år – til 1850 – holdt den skansen som Frederiksbergs eneste kommunale skole. Det lille bysamfund udviklede sig jo kun langsomt i de år. Men netop omkring 1850 tog udviklingen fart. Det jerngreb som de militære demarkationsbestemmelser helt frem til 1852 lagde omkring hovedstaden løsnedes. Demarkationslinien, der betød at intet nybyggeri i grundmur måtte opføres mellem byens volde og Jagtvej/Falkonerallé, blev trukket tilbage til søerne, og pludselig kunne ”broerne” og den del af Frederiksberg der lå nærmest København bebygges, og de vidtstrakte arealer der havde henligget som landbrugsjord og gartnerier kom til at repræsentere et uhørt stort økonomisk potentiale. Det kunne udnyttes, og det blev det.
Etagehuse og villaer, industrivirksomheder og forlystelsesetablissementer skød op som paddehatte og forvandlede på ganske få år det gamle demarkationsterræn fra næsten ubebygget land til forstæder der myldrede af liv og foretagsomhed. Og byudviklingen bredte sig til det gamle ”landsbyområde” ved Smallegade, Bredegade og Allégade, hvor gamle, lave huse måtte vige for etagebyggeri.
Nogle få tal kan illustrere befolkningsatilvæksten og dermed byudviklingen: ca. 1770: 1000, 1850: 3000, 1890: 46.000, 1900: 75.000, 1906: 89.000. Intet under at offentlige bygninger og anlæg til stadighed måtte udvides og flyttes til større forhold. Rådhus, kirke, kirkegård, hospital, fattighus er eksempler på denne udvikling. Men ikke mindst skolen var et område, hvor  væksten meget klart blev demonstreret.

Skolevæsenets ydre rammer
Den lille skole i Pileallé havde som andre landsbyskoler kun én skolestue til to klasser, og som en nødforanstaltning fandt der fra midt i 1800-tallet supplerende undervisning sted i private bygninger på Gammel Kongevej og i Falkoner Allé. Men med en ny skoleplan i 1862 opstod et behov for større lokaler. Lærerpersonalet forøgedes til seks, og der oprettedes fire adskilte drenge- og pigeklasser med ca. 45 børn i hver. Den nye skole kom til at ligge i Falkoner Allé – nr. 9 – og blev tegnet af kommunens begavede bygningsinspektør, arkitekten Henning Wolff – en fin lille bygning i nederlandsk renæssance, opført 1863. Den rummede dog kun seks skolestuer, men til gengæld tre lærerlejligheder. Ti år senere – i 1873-74 – måtte der opføres endnu en skolebygning, denne gang på Howitzvej nr. 8 og opført af arkitekten J.A.Stillmann, stadig i renæssancestil, men meget større end Wolffs skole.
De følgende år gik det stærkt; Der blev gennemsnitligt opført en ny skole hvert femte år: Niels Ebbesensvejs Skole 1876-77 og 1879, Godthåbsvejens Skole 1880-81, Fuglevangsvejens Skole 1884, Nyelandsvejens Skole 1891-92, Solbjergvejens Skole (senere kaldet Solbjergskolen) 1895-96, Lollandsvejens Skole 1898-99. Den første bygning på Niels Ebbesens Vej var opført af kommunens bygningsinspektør, Harald Drewsen, men den næste og alle de følgende skoler blev opført efter tegninger af hans efterfølger, Chr. L. Thuren. Thurens skolebygninger er solide rødstensbygninger i rundbuestil, og de levede helt op til tidens krav til store højloftede rum med rigelige vinduesarealer, samt – naturligvis – en høj grad af monumentalitet i det ydre. Dertil kom at han i alle sine skolebygninger undgik en ulempe, der var karakteristisk for den foregående periodes skolebyggerier: de lange gange med klasseværelser til hver side. Thurens skoler havde klasseværelser der grupperede sig omkring en trappe i hver ende af bygningen. Det var for øvrigt Thuren der leverede typetegningerne til Undervisningsministeriets cirkulære fra 1900 til skolebygninger på landet. Han var helt klart anset som en foregangsmand og en kapacitet inden for dansk skolebyggeri.
Men med det næste store skoleprojekt ønskede Frederiksberg Kommune at gå nye veje.

Undervisningen
Det afgørende farvel til den gamle landsbyskole skete med kommunalloven for Frederiksberg af 1857 der overdrog skolevæsenets bestyrelse til en skolekommission. Sognepræsten var formand, men den ledende kraft var H.Schneekloth, der i 1854 havde oprettet sin egen privatskole på Vesterbro. Han var en foregangsmand på den elementære undervisnings område og fik efterhånden gennemført en række forbedringer. En af dem var den nye skolebygning i Falkoner Allé der blev taget i brug i 1863, samtidig med at en ny skoleplan trådte i kraft. Lærerpersonalet voksede til seks. De fire opstigende klasser normeredes til 45 elever, 20 timer ugentlig til drengene, og 24 til pigerne, der også havde håndarbejde. Derudover var de obligatoriske fag: dansk, skrivning, regning, sang, historie og geografi.
En langt mere omfattende reformperiode begyndte i 1869 med docent ved Landbohøjskolen N.J.Fjords indtræden i Skolekommissionen: Børnetallet i hver klasse blev efterhånden nedsat til 30, der blev fem opstigende klasser, alle med 24 timer om ugen, idet drengene nu fik tegning og naturlære, der blev oprettet forberedelsesskoler i udkantsområderne, mulktering ved forsømmelser og flidspræmier indførtes til fremme af elevernes og forældrenes engagement, og lægehjælp og bespisning af trængende børn blev indført. I 1877 indførtes seksklassesystemet og frivillig heldagsundervisning, og naturhistorie, tysk og skræddersyning indførtes som nye fag.
Fjord havde fra 1872 haft titel af ”tilsynshavende” ved det frederiksbergske skolevæsen, i realiteten skoledirektør, men i 1885 fratrådte han. Han blev efterfulgt af Joakim Larsen i en nyoprettet stilling som inspektør ved kommunens skolevæsen. Han, der siden 1877 havde været overlærer på den nye Niels Ebbesensvejs Skole og Fjords højre hånd i Skolekommissionens arbejde, blev den nye bærende kraft i skolevæsenets udvikling på Frederiksberg.
Joakim Larsen var en arbejdskraft ud over det sædvanlige. Foruden at passe sin lærergerning udgav han regnebøger og læsebøger, og i sine senere år udfoldede han et meget betydeligt skolehistorisk forfatterskab. Som skoledirektør (som hans titel senere blev) tog han en mængde initiativer. Således blev de oprindelige frivillige tilbud om undervisning i tegning, sløjd, husgerning og gymnastik efterhånden optaget som led i undervisningsplanen, og kom til at danne udgangspunkt for reformerne i skolelovene 1899 og 1904. Der blev indført skolebadning og en skoletandlægeordning, der blev oprettet hjælpeklasser for ”forsinkede børn”, og kommunen fik etableret svagbørnskolonier i landlige omgivelser. I hans tid oprettedes der også en børnebogssamling ved hver skole. Som skoledirektør kom han til at forestå opførelsen af Nyelandsvejs skole, Solbjergvejs skole, Lollandsvejs skole og som den sidste: Duevejens skole.

Skolesagen
Den 24. juni 1903 indkaldte Joakim Larsen Udvalget for Kommunens Skolebygninger til et møde om tilbud af køb af en grund til en ny skolebygning i kvarteret omkring Godthåbsvej, især Østre Fasanvej (nu: Nordre Fasanvej), ”som i de sidste år er vokset op til at blive en af de mest befolkede veje i kommunen”. Udvalgets formand, tømrermester Adam Matthissen, havde peget på et areal ved den vestlige side af Fasanvej, mellem Dronning Olgasvej og Mariendalsvej. Formentlig har grunden været anset for at være for lille, og meget snart har man kastet sine øjne på det nærliggende areal ved den endnu ikke anlagte, men dog planlagte Duevej på gården Lille Godthåbs jorder. I august 1903 trådte Skolebygningsudvalget i forhandlinger  om køb af det ønskede areal, der dog kun omfattede halvdelen af den senere byggegrund. Købet gik i orden i november samme år.
Den 30. maj 1904 var der møde i Kommunalbestyrelsen. Her forelagde Skolebygningsudvalgets formand Adam Matthissen et forslag om opførelse af et skolekompleks med 26 klasseværelser, gymnastik- og sløjdlokaler, en lejlighed for skoleinspektøren osv. Udvalget foreslog byggeprojektet udbudt til en bunden konkurrence mellem fire arkitekter (kommunens bygningsinspektør skulle også kunne deltage). ”Når man ønskede en konkurrence, var det ikke for at komme bort fra den nuværende type, der ansås for meget tilfredsstillende; men fordi man kunne ønske lidt mere anvendt på den indre og ydre udsmykning. Uden store ofre kunne man vist opnå pynteligere facader”. Udvalgets indstilling blev stærkt anbefalet af det socialdemokratiske medlem af Kommunalbestyrelsen, kommunelærer H.F.Nielsen, som dog også foreslog plads til skolehaver og sportsplads. Han ønskede også flere og større trapper og ledninger til elektrisk lys. Kommunalbestyrelsen endte med at beslutte sig for en lukket konkurrence mellem fire indbudte arkitekter, det skete dog først på det følgende møde.
Et udkast til konkurrenceprogrammet, udarbejdet af Joakim Larsen blev vedtaget af Skolebygningsudvalget den 22. juni 1904. Skolebygningen skulle være på fire etager og have facade mod Duevej. Der skulle være varmekælder, baderum, spisestue, internat m.m. samt 30 klasseværelser. Desuden skulle der være en gymnastiksalsbygning i to etager med lokaler for tegning, sløjd og kvindelig husgerning i 2. etage. Endelig skulle der være boliger for inspektør og skolebetjent, en legeplads der ved et plankeværk var delt i to dele. De indbudte arkitekter var dog ikke fire, men seks: Professor Chr. L.Thuren (kommunens bygningsinspektør), Valdemar Schmidt, Viggo Dahl, Richard Bergmann, Ludvig Andersen samt Carl Petersen. Den 27. juni tiltrådte Kommunalbestyrelsen udvalgets indstilling.
I oktober forelå de indsendte forslag, der blev placeret således: 1. præmie: Valdemar Schmidt, 2. præmie: Richard Bergmann, 3. præmie: Ludvig Andersen, 4. præmie: Viggo Dahl, 5. præmie: Chr. L.Thuren. Det bemærkedes, at man havde indstillet Valdemar Schmidt til at få overdraget opførelsen af skolen, men med det forbehold at  Ludvig Andersens plan af skolebygningernes placering delvis skullelægges til grund for det endelige projekt. Når Andersens ikke havde fået 1. præmien, skyldtes det at han var gået uden for programmet. I modsætning til de andre konkurrencedeltagere havde han ikke placeret skolens hovedbygning ud mod Duevej, men tværtimod trukket den helt tilbage til bagskellet og med de sekundære bygninger, inspektørboligen og gymnastiksalen rykket frem til gadelinien. Det var dette princip udvalget var faldet for, hvorimod man foretrak Schmidts arkitektoniske detaljering. De tre højest præmierede projekter blev en måned senere præsenteret i tidsskriftet Architekten med tegninger og de projekterende arkitekters egne kommentarer.
H.F.Nielsen havde jo slået til lyd for skolehaver, og også på dette punkt lod Bygningsudvalget og Kommunalbestyrelsen sig bevæge til at skifte holdning. Til dette formål erhvervede man nu den resterende del af arealet, så skolegrunden kom til at gå helt ud til Fuglebakkevej. Det tog tid, for sælgeren – ejeren af gården Lille Godthåb – gjorde sig vanskelig. Først i 1906 fandt den endelige overtagelse sted. Men der var flere vanskeligheder. I marts 1905 klagede skoledirektør Joakim Larsen over at kommunens tekniske forvaltning endnu ikke havde påbegyndt anlæggelsen af Duevej, men lidt efter lidt faldt alle brikkerne på plads.

Bygningerne
Efter udfaldet af arkitektkonkurrencen kunne vinderen, Valdemar Schmidt så gå i gang med at omarbejde sit projekt, og i marts 1905 blev det nye projekt forelagt Kommunalbestyrelsen. Projektet blev godkendt, og der blev bevilget 350.000 kr. til opførelsen, senere yderligere 22.300 kr. Selve byggeriet tog godt et år, og resultatet blev det skolekompleks vi kan se i dag: En tilbagetrukket hovedbygning, et gymnastikhus i midteraksen med gavlen ud mod Duevej og de to villaer  i hjørnerne ved Duevej – bolig for inspektøren til højre og bolig for skolebetjenten til venstre. Bygningerne blev opført i røde sten og med skifertag, og de blev holdt i et afdæmpet, historicistisk formsprog – rundbuestil – med et begrænset antal dekorative elementer. En lille, men identitetsskabende detalje er de to drikkekummer af granit med de små kaniner i gymnastikhusets hjørner ind mod gården, udført af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i de samme år udførte et væld af lignende granitskulpturer til Christiansborg og Københavns Rådhus.
Hovedbygningens facader er disponeret med markering af de to  trapperum til begge sider, og det er også trapperummene der er kælet mest for i husets indre. De har overalt glaserede røde og gule teglsten i 1½ meters højde, og herover er der på den hvidkalkede mur malet et dekorativt bånd, der over dørene bliver til ornamentale blad- og blomsterfriser, hvide på den ene trappe og gule på den anden. Selve den meget brede trappe har trin af Ølands kalksten og smedejernsgelænder med håndliste af træ. Der er ingen lange gange, men klasseværelserne er grupperet omkring de to trapper med forstuer til hver klasse. Dette princip havde Schmidt overtaget fra de ældre skoler på Frederiksberg tegnet af Chr. L.Thuren.
Gymnastikhuset rummer to gymnastiksale, en i stueetagen og en på første sal. Mens drengenes sal i underetagen er uden nogen form for udsmykning, er pigernes ovenover udsmykket på forskellig måde, idet det tøndehvælvede loft har udskårne konsoller og kalkmalede felter på loft og vægge. Disse og de kalkmalede dekorationer i hovedbygningen var udført af maleren Albert Kongsbak.
Et karakteristisk træk ved skolekomplekset – og tidens andre skoler – var den fuldstændige adskillelse mellem piger og drenge. Fra Duevej var der to indgange til skolegården, der ved gymnastikhuset og en mur mellem dette og hovedbygningen også var delt i to, og selve hovedbygningen var ligeledes delt i to med en drenge- og en pigeafdeling grupperet om de to trapper. Dette princip er som bekendt senere bortfaldet, og skillemuren i skolegården delvis fjernet.
En anden nu forældet indretning er ”internatet” oppe på skolebetjentens loft. Det var en slags arrest hvor skulkere og andre grove syndere kunne holdes indespærret flere dage ad gangen –  dog med forældrenes billigelse. Der findes beretninger som bekræfter at internatet skam blev brugt. Lignende internater fandtes også i alle de foregående skoler fra Howitzvejens skole (1873-74) og fremefter. Det kan næppe siges at være udtryk for en fremskridtsvenlig skolepolitik, men selv om arresten ikke blev meget brugt, understregede bare det at den var der tidens krav om disciplin.
Men på andre punkter var skolen i forreste række. I tagetagen var faglokalerne: sløjdsal, to tegnelokaler og et skolekøkken, og i kælderen var der et fælles spiselokale. I klasseværelsernes forstuer kunne børnene hænge deres våde overtøj og stille deres træsko. Halvtagene i skolegården beskyttede mod både sol og regn, og vandkummerne på hver trappeafsats levede op til hygiejnens krav. At der tillige blev indrettet skolehaver for eleverne, betød at skolen på Duevej rykkede op i pionerklassen, at den som aviserne sagde var en mønsterskole.
I 1996 blev skolekomplekset fredet som ”noget af det bedste inden for periodens skolebyggeri”.
Det er klart at der i løbet af 100 år er sket en del forandringer med skolen. Først og fremmest er den skarpe adskillelse mellem drenge og piger for længst ophørt og muren mellem de to skolegårde er faldet. ”Internatet” eksisterer heller ikke mere. Der er ændret på funktionen af flere af faglokalerne. I 1919 var lærerindeværelset blevet for lille og et klasseværelse blev inddraget til formålet. Lærerne overtog så lærerindeværelset, mens det hidtidige lærerværelse blev indrettet til kontor. I 1934 blev der indrettet brusebade i gymnastikhuset. En tandklinik blev indrettet i 1939, og året efter et nyt lægeværelse. Men alt dette er småting som ikke ændrer ved det hovedindtryk at Skolen på Duevej står som et i usædvanlig grad velbevaret skolekompleks, et udtryk for det bedste i tiden, både hvad angår anvendelsen og arkitekturen.
En udvidelse tegnet af arkitekt Susanne Schou, Frederiksberg Kommune blev i 1993 opført syd for de oprindelige bygninger. De anfægter ikke de gamle bygninger og falder smukt ind i helheden.

Indvielsen
Det var meningen at skolen skulle tages i brug ved skoleårets begyndelse 1. april 1906, men da håndværkerne ikke var blevet helt færdige, måtte man klare sig med foreløbige løsninger indtil den højtidelige indvielse kunne fine sted den 12. juni i skolens gymnastiksal. Til stede var repræsentanter for de kommunale myndigheder, skolekommissionen og andre indbudte. Skoledirektøren, Joakim Larsen, provst Glahn og skolens nyudnævnte inspektør, P. Jerndorff-Jessen holdt taler, og et lille kor af skolens yngre lærere og lærerinder afsang en række sange der var affattet til lejligheden. Til sidst blev en fællessang forfattet af H.J.Greensteen afsunget. To af dens otte vers lød således:

Vi samles her for første gang
Til højtid og med festlig sang
Og vie skolehuset ind
Med Herrens ord i mund og sind.

En gård, der ligger grand og høj
Med prægtig gavl og prægtig fløj
Og låner sol af himlens hvælv
Og kaster sol i verden selv –

Efter højtideligheden var der rundgang på skolen.
Et efterspil blandede dog lidt malurt i bægeret. På et møde i kommunalbestyrelsen kritiserede et af medlemmerne, direktør V.E.Gamborg at det var Skolekommissionen og ikke Kommunalbestyrelsen der havde indbudt til indvielsen, og at denne havde haft karakter af en gejstlig handling ”med salmesang og prædiken i store måder”. Også nogle ord i provstens tale om kristendommen som rettesnor for skolens undervisning var faldet ham for brystet.
Bortset herfra var glæden stor over den nye skole.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2006.