Om opstillingen af Holger Drachmann-statuen i 1924

Af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, Frederiksberg Stadsarkiv

Få ting kan som opstillingen af nye kunstværker i det offentlige rum vække debat og bringe sindene i kog. I foråret 1924 rasede på Frederiksberg en heftig debat om en statue, de færreste havde set med egne øjne. Statuen forestillede digteren og forfatteren Holger Drachmann (1846-1908), der havde boet en del af sit liv på Frederiksberg. De fleste frederiksbergere var enige om, at der burde rejses et monument til den afdøde digters ære. Det var gæsterne på det i brede kredse populære forlystelsessted Lorry på Allégade også. Som forgængeren, Carl Kehlets Café Chantant, var Lorry med sine syngepiger og muntre liv en torn i øjet på den mere reaktionære del af byens borgerskab. Men Lorry havde også en mere social side i form af en klub, Lorry Klub, som hvert år uddelte pengebidrag til velgørende formål. I 1921/22 nød Børnenes Kontor, Hittebørnshjemmet i Hørsholm, Frederiksberg Samaritan samt en række københavneravisers juleindsamlinger således godt af de af klubben uddelte bidrag.
Klubbens medlemmer samlede også penge ind til et andet formål, nemlig til en statue af Holger Drachmann, som i sin tid selv havde været en hyppig gæst på Café Chantant. Kehlet indrettede i 1910 en del af forlystelsesstedet til Drachmannskroen, som han i årene 1911-1913 lod udsmykke af den senere professor ved Kunstakademiet, Aksel Jørgensen. Kehlets efterfølger, Frederik Laurentius “Lorry” Feilberg, der i 1914 overtog Café Chantant og omdøbte den til Lorry, nærede også en forkærlighed for den afdøde digter. I 1915 opstillede han en gipsstatuette af Drachmann udarbejdet af den unge billedhugger Hans Christian Holter (1890-1922) foran Lorry. Ved afsløringen udtrykte Lorry Feilberg sit ønske om engang at opstille figuren i større format. Da Lorry Klub blev dannet nogle år senere, blev det besluttet at samle penge ind til formålet. I 1923 havde klubbens medlemmer indsamlet ca. 22.000 kroner til den til formålet nedsatte statuefond. Der var nu penge til, at Lorry Feilbergs gamle ønske om en statue i stort format kunne realiseres. Selv nåede Lorry Feilberg ikke at se statuen blive rejst. Han døde i juni 1917.

Lorry Klubs tilbud
Den endelige beslutning blev truffet på Lorry Klubs generalforsamling 5. februar 1923 og mindre end tre uger senere – 24. februar – fremsatte bestyrelsen tilbuddet om at rejse et monument for Holger Drachmann over for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Monumentet skulle tilhøre Frederiksberg Kommune og alle omkostninger afholdes af Lorry Klub. Forespørgslen drøftedes hen over foråret i kommunens tekniske forvaltning, der i maj endte med at anbefale Teknisk Udvalg at tage imod gaven. En betingelse var det dog, at kommunalbestyrelsen ved særligt delegerede fik indflydelse på statuens tilblivelse og opstilling. Selv foreslog forvaltningen, at statuen blev opstillet i Allégade-anlægget ved Frederik VI Allé.
Forvaltningens forslag drøftede Teknisk Udvalg med Lorry Klubs bestyrelse på et møde 4. juni, og da bestyrelsen ikke havde nogle indvendinger mod den foreslåede placering af statuen, blev sagen sendt videre til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, der på sit møde 11. juni 1923 tillod en opstilling af statuen i Allégade-anlægget. Frederiksberg skulle have en ny statue. Spørgsmålet var nu, hvordan den skulle se ud. De videre drøftelser om statuens endelige udseende overlod kommunalbestyrelsen til Lorry Klub og Teknisk Udvalg.
Allerede ved mødet med Teknisk Udvalg 4. juni og kommunalbestyrelsens møde en uge senere havde Lorry Klub ladet Holters gipsstatuette samt en skitse af den nye statue med sokkel udstille. Hans Christian Holter var død i 1922, hvorfor Lorry Klub havde bedt billedhuggeren Marius Jørgensen udarbejde skitsen på basis af Holters statuette. Marius Jørgensens forslag, hvor statuen var anbragt på en sokkel med et gravhøjsmotiv, vakte dog ikke synderlig begejstring blandt kommunens folk og blev derfor forkastet. Lorry Klub havde et nyt forslag klar 11. juli. Statuen skulle nu udføres efter en anden og større model, som Holter havde nået at udarbejde før sin død, og desuden opstilles på en granitsokkel med fodstykke. Det nye forslag var udarbejdet af den Kongelige Hof Broncestøber Lauritz Rasmussen, der havde støbt flere statuer i København. Lorry Klub ønskede at afsløre statuen på Holger Drachmanns fødselsdag 9. oktober, hvilket lige kunne nås, hvis Teknisk Udvalg behandlede sagen hurtigt. Lorry Klub fik ikke sit ønske opfydt. Teknisk Udvalg accepterede godt nok forslaget men vedtog desuden, at én af kommunens tekniske forvaltning udarbejdet skitse skulle benyttes ved fremstillingen af den endelige sokkel. Så snart en model af statuen i fuld størrelse var udarbejdet, skulle den opstilles på prøve, så Teknisk Udvalgs medlemmer kunne vurdere dens virkning i forhold til omgivelserne.
Mod slutningen af august kunne Lauritz Rasmussen begynde arbejdet på gipsmodellen af statuen, der stod færdig to måneder senere. 31. oktober beså arkitekterne Aage S.K. Lauritzen og Olaf Jørgensen sammen med Lorry Klubs bestyrelse gipsstatuen i Lauritz Rasmussens værksted i Rådmandsgade på Nørrebro. Der var stor tilfredshed med arbejdet, hvorfor Lorry Klubs sekretær, Joakim Aagaard, dagen efter kunne meddele Frederiksberg Kommunalbestyrelse, at man nu var parat til en prøveopstilling af statuen i anlægget ved Frederik VI Allé. Prøveopstillingen fandt sted klokken 9 om morgenen den 16. november 1923. Vejret var imidlertid så dårligt, at gipsstatuen måtte tages ned igen allerede efter en time, da man ellers frygtede, at den ville blive beskadiget. Kommunens repræsentanter ved prøveopstillingen havde ingen indvendinger mod den nye statue. Det var der dog andre, der havde. Ganske mange endda.

De første protester
I december modtog kommunalbestyrelsen en anmodning fra en række prominente borgere, heriblandt forfatterne Sophus Claussen og Otto Rung, komponisten August Enna, skuespillerinden Betty Nansen og skuespilleren Helge Rode, om at undlade at opstille statuen, da den, ifølge de 15 underskriveres mening, var en uværdig hyldest af Drachmann. Samme konklusion var Holger Drachmanns anden hustru, Emmy, nået frem til. I et brev til kommunalbestyrelsen gav hun udtryk for bekymring over statuens kunstneriske værdi, men, som flere af medunderskriverne på den førnævnte skrivelse, var hun særlig indigneret over den måde, hvorpå pengene til statuen var fremskaffet: “Efter Kunstforstandiges Dom har denne Statue intet med Kunst at gøre, og Pengene til den er indkomne ved Overskud af en Dansesal, hvis Niveau siges at være under Lavmaal og hyppigt at have bragt den i Konflikt med Kommunens Politivedtægt”.
Drachmannstatuen var nu blevet det store samtaleemne i byen. Frederiksberg-Bladet, Politikens distriktsblad for Frederiksberg, Valby og Vanløse, spurgte derfor i begyndelsen af januar 1924 en række prominente frederiksbergere om deres holdning til sagen. Der var som forventeligt såvel tilhængere som modstandere af statuen blandt de adspurgte med den norske forfatter J. Anker-Paulsen og skuespilleren Schiøler Linck som de mest yderliggående repræsentanter for de to grupper. Anker-Paulsen brød sig ingenlunde om “Bukse-Drachmann”, som han nedladende kaldte statuen, og ønskede et politiforbud mod opstillingen af den. Schiøler Linck derimod ønskede en så fornem plads som muligt for statuen. Helst skulle den stå midt på Rådhuspladsen. Lorry Klub iværksatte på samme tid en underskriftindsamling til fordel for statuen blandt klubbens medlemmer. En foreløbig liste med underskrifter indsendte Lorry Klub til Teknisk Udvalg i midten af februar. Listen indeholdt navnene på 57 personer, alle kunstnere eller repræsentanter fra byens bedre borgerskab.
Den megen uro, der i høj grad skyldtes en række voldsomme angreb på statuen i pressen, kunne kommunalbestyrelsen i længden ikke sidde overhørig. Kommunalbestyrelsen tog ikke selv stilling til kritikken, men besluttede på sit møde den 24. marts 1924 at nedsætte et tremandsudvalg, der skulle forhandle med Lorry Klubs bestyrelse om en eventuel kunstnerisk bedømmelse af Drachmannstatuen. Fem dage senere mødte Lorry Klubs bestyrelse op på Rådhuset til forhandling om statuens videre skæbne. Bestyrelsen lagde ikke den mindste vægt på den fremkomne kritik, der var rejst af personer — og her havde bestyrelsen en pointe — der ikke engang havde set den statue, de kritiserede. Bestyrelsen bad derfor kommunen stå ved den allerede trufne aftale. Repræsentanter for Lorry Klubs bestyrelse foreslog efterfølgende, at man blot stillede statuen op i anlægget ved Frederik VI Allé og lod dem statuen oprindelig var tiltænkt — den frederiksbergske befolkning — bedømme den. Den offentlige mening skulle være afgørende for statuens videre skæbne. Det af kommunalbestyrelsen nedsatte udvalg gik ind på tanken, som allerede i januar var blevet foreslået af komponisten Hans Fiedler i Frederiksberg-Bladet, og sagen blev fremlagt for Lorry Klubs samlede bestyrelse. Her var tålmodigheden dog i mellemtiden sluppet op, og bestyrelsen afviste i midten af maj i et brev til kommunalbestyrelsen al videre forhandling om sagen. Nu måtte kommunalbestyrelsen med borgmester Marius Godskesen i spidsen selv tage stilling til sagen. På sit møde 26. maj 1924 besluttede kommunalbestyrelsen at tillade en opstilling af statuen ved Frederik VI Allé. Med tilladelsen fulgte dog en væsentlig tilføjelse. Kommunalbestyrelsen forbeholdt sig til enhver tid ret til, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt, at flytte statuen til en anden plads i byen. Den 4. juli 1924 blev statuen afsløret i anlægget ved Frederik VI Allé. Endelig kunne frederiksbergerne med egne øjne se og vurdere det seneste halvårs store samtale-emne på Frederiksberg.

Reaktionerne på opstillingen
Afsløringen af statuen fik ikke alle de kritiske røster til at forstumme. I dagene efter 4. juli fortsatte kritikken af statuen, Lorrys direktør, sagfører Valdemar Nielsen, og Frederiksberg Kommunalbestyrelse i store dele af hovedstadspressen. B.T. stillede fortsat spørgsmålstegn ved statuens kunstneriske værdi, men var mere bekymret over midlernes tilvejebringelse, der “var danset sammen i en frederiksbergsk Natklub”. “Den minder om et Kakkelovnsrør, som en Dilettant har hamret et Ansigt, en Krop og et par Bukser ud af”, lød Berlingske Tidendes dom, mens Politiken fandt statuen “endog betydelig værre, end man havde tænkt sig” og krævede den fjernet så hurtigt som muligt. Men der var også enkelte positivt indstillede aviser. Social-Demokraten gik imod, hvad avisen betegnede som “Byens selvbestaltede Kunstdommere og Dydsdragoner” og pointerede – med en slet skjult henvisning til brygger Carl Jacobsens mæcenvirksomhed – at midlernes tilvejebringelse ved dans og ølsalg ikke var mere anstødelig end “Kirkebyggeri for Ølpenge”, hvad ingen havde været forarget over. Drachmannstatuen skulle blive stående.
Blandt statuens modstandere var der en lille kreds, som, hvis vi skal tro den skrevne presse, ønskede at tage sagen i egen hånd. Ekstrabladet kunne 21. juli berette om en kreds af studerende, som i en café på Nyelandsvej en aften havde øvet sig i at kaste med lasso efter en af caféens kakkelovne. Overkelneren, der havde iagttaget forløbet gennem nøglehullet, kunne om lassokasteren efterfølgende berette, at han havde “udpræget Opstopernæse”. Af et tabt stykke papir fremgik det, at det var “Genrejsningspartiet 69”, der havde været forsamlet på caféen. En af Frederiksberg Politis opdagere havde dog fundet ud af, at genrejsningspartiet i virkeligheden var et revolutionært omstyrtningsparti, “idet Tallet 69 jo ser ens ud, enten man ser det fra oven eller fra neden”, som det hed i avisen. Ekstrabladet kunne dog berolige læserne. Genrejsningspartiet havde ikke den siddende regerings taburetter i tankerne, men derimod Drachmannstatuen. En ung mand havde ifølge avisen indfundet sig på Runddelens Politistation og afsløret planerne om at vælte statuen, hvorefter politiet på Frederiksberg og i København havde indledt en eftersøgning af studenten med opstoppernæsen. Om det lykkedes politiet at pågribe studenten med de revolutionære tilbøjeligheder, får stå hen.
Få frederiksbergske statuer har været genstand for så megen diskussion, som statuen af Holger Drachmann i anlægget på Frederik VI Allé. Det kan være svært at gennemskue, hvad der lå bag modstandernes kritik af statuens kunstneriske værdi. Enkelte modstandere gav udtryk for, at “buksemændenes”, det vil sige de påklædte portrætstatuers, tid var forbi, såsom malerinden og forfatterinden Inger Bugge, der en gang for alle ønskede at blive “disse klæge Marsipanfigurer kvit”. Andre så et stort problem i, at broncestøberen, Lauritz Rasmussen, ville forstørre Holters forlæg ad mekanisk vej. Billedhuggeren Rikard Magnussen fandt omvendt ikke statuen ringere end så mange andre af byens statuer. I Børsen roste han statuen for dens livagtighed og kaldte modstanden mod den hysterisk overdreven. Han erkendte dog, at statuens naturalistiske stil hørte fortiden til: “Nutidsplastiken har en sundere Forstaaelse af Materialernes forskellige Krav, en renere Stilbestræbelse; men hvad der hører Datiden til, maa det dog være forsvarligt at give Datidens Præg, og det turde være et meget stort Spørgsmaal, om Statuen var blevet kønnere, hvis den var blevet udstyret med arkaiserede Spytkrøller og Modernismens øvrige Tilbehør”.
Kritikkerne var sjældent særligt eksplicitte i deres kritik. Enige var de dog om, at statuen var et uværdigt minde over den døde digter, og mange udtrykte desuden en åbenlys foragt over for giveren Lorry. 1920’erne var en kunstnerisk og politisk brydningstid, hvor mange fortsat hverken ville eller kunne forlige sig med tanken om, at et forlystelsessted kendt for sine syngepiger, øludskænkning og jazzmusik skulle have lov til at skænke byen et offentligt monument.
Såvel modstandere som tilhængere tog Holger Drachmann til indtægt for deres synspunkter. Om digteren ville rotere i sin grav eller have moret sig højlydt over al postyret, kan vi kun gisne om. Sikkert er det, at frederiksbergerne med tiden tog statuen til sig. I sidste ende gik det, som en fremsynet frederiksberger, forstanderen for Frederiksberg tekniske Skole, P. Jacobsen, havde spået i Frederiksberg-Bladet i januar 1924: “Om faa Aar vil ingen skænke Statuens Givere en Tanke; men vi vil dagligt glæde os over Kunstværket”.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, november 2008.