herre i et forsvundet hus

Af Henry Voss, arkitekt M.A.A.

Ejendommen Christian Winthers Vej 4 ABC er snart 50 år gammel. I et forsøg på at fastholde og samle tilgængelige oplysninger om husets tilblivelse og hidtidige skæbne i en beskeden publikation, tiltænkt de nuværende beboere, har det været naturligt også at granske i, hvad der er gået forud for opførelsen af ejendommen og de nærliggende og jævnaldrende røde enfamilieshuse.

Christian Winthers Vej er, sammen med Rathsacksvej og Ceresvej, anlagt omkring 1879-80, hvor handelsgartner C.C.L. Rathsack begyndte at udstykke sit gartneri, der oprindelig havde ligget på både nord- og sydsiden af Gammel Kongevej.

I løbet af 1880’erne blev grundene langs de tre veje bebygget med, som det stadig ses, en homogen masse af store villaer, ofte tofamilieshuse eller hjemsteder for liberalt erhverv. Flere af disse indeholdt store atelierrum, som en række notable kunstnere gennem årene har haft deres virke i.

Når kvarteret nu indeholder en ejendom med tredive lejligheder – alle med pejs – og en række bekvemme og ligeledes veludstyrede 1950’er-huse – er det sandsynligt, at der har været noget andet før dem.

Det har der. Der har ligget en stor villa, og den tilhørte en bemærkelsesværdig person – og om den og om ham fortæller et kapitel i den påtænkte bog:

”Én af kvarterets største villaer, ”Villa Starno”, byggedes på Christian Winthers Vej 4.

Grundstykket var vældig stort. Det omfattede hele det areal, der nu er bebygget med ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29.

Villaen opførtes i 1882-83, idet byggeandragende sendes til bygningskommissionen den 24. maj 1882 – ærbødigst – af arkitekten, Chr. Aug. Arntzen ”på Vegne af Hr. Grosserer Anker Heegaard, jun.”. Byggetilladelsen foreligger den 3. juni 1882 og skorstensattest udstedes den 6. oktober 1883.

Det var et anseligt hus – vel omkring 500 m2, fordelt på stueetagen med et par hundrede, førstesalen lidt mindre og andensalen under taget endnu mindre end første – og dertil fuld kælder. Huset var opført af murværk med sokkel og hjørnekvadre af granit og med udhængstag af skifer – og det var typisk for sin tid ved at være aldeles stilforvirret, dog med præference for gotikken.

Bygherren Anker Henrik Heegaard (1837-1905) var en interessant person, og når det er muligt her at fortælle lidt om ham, så skyldes det at hans sønnesøn, arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912) i sit otium bl.a. har beskæftiget sig med at forske i slægtens historie.

Anker Henrik Heegaard blev født i Slangerup. Forældrene var både velbegavede og velansete. De fik fem børn, men de to døde som små. De tre andre var sønnerne Poul Sophus Vilhelm, f. 1835, Anker Henrik, f. 1837, og Christian Peter, f. 1840.

De fik, med henblik på optagelse i latinskolen, en huslærer – men kun den ældste, Poul Sophus Vilhelm, holdt sig til bøgerne. Han blev cand.theol., dr.phil. og professor i filosofi ved Københavns Universitet – og døde som 49-årig.

Anker Henrik fik en helt anderledes løbebane: Han kom, lige efter sin konfirmation, i handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør. Da han var udlært fik han stilling i et stort kaffehus i Holland, og da han kom hjem igen blev han repræsentant for August Heegaard, en slægtning, som handlede med engelske stålvarer, og hvis broder, Anker Steffen Heegaard, blev den meget kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje. Da Anker Henrik Heegaard var 25 begyndte han for sig selv med borgerskab i handel.

I 1869-70 så han, på en udstilling i Tyskland, nogle maskiner til fremstilling af konvolutter – en artikel som herhjemme var både sjælden og kostbar og som skulle importeres. Normalt foldede man brevarket sammen og lukkede det med et laksegl eller en oblat. Han havde ikke midler til at købe maskinerne, men held til at låne, så han kunne starte Danmarks første konvolutfabrik.

Han oparbejdede samtidig en engros papirforretning, som efterhånden udvikledes til at omfatte alt, hvad danske boghandlere handlede med, bortset fra bøger. Men det har nok været konvolutfabrikationen, der var noget nyt og interessant, som i løbet af de næste ti-femten år gjorde ham til en særdeles velhavende mand. Anker Henrik Heegaard havde giftet sig i 1866, men hans kone Julie døde allerede i 1870 og efterlod ham med en etårig søn. Den ulykkelige hændelse bevirkede, at han og drengen flyttede sammen med hans forældre, som havde bortforpagtet gården i Slangerup. Da der nu var to Heegaard’er på samme adresse, valgte Anker Henrik at kalde sig Heegaard junior – og det blev han ved med resten af livet.

Han var stærkt politisk interesseret og blev midtpunkt i en særlig kreds, som han samlede til nogle, i tiden berømte, politiske middage – med gode vine, som han var kendt for at tage med hjem fra rejser i udlandet. Gæsterne var Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl. Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius besang deres store og gode gerninger.

Da bruddet skete mellem Berg og Hørup – som langt senere førte til dannelsen af Det radikale Venstre –sluttede Anker Heegaard sig til Hørup – som han også støttede ved starten af dagbladet Politiken. Han skal have været den første private, der satte penge i foretagendet.

I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig igen. Han var fyrre, og bruden, Louise Rosenstand, var nitten og datter af en malermester i Horsens, hvor brylluppet fandt sted med mange deltagere, hvorimellem var Holger Drachmann, der vakte opsigt i fløjlsjakke.

De nygifte slog sig ned i det dengang ganske nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. De fik deres første barn året efter og et til i 1879, det tredje i 1881 – og tre til, på en ny adresse, i 1884, 1889 og 1891.

Den nye adresse var Christian Winthers Vej 4 på Frederiksberg. Det store hus, ”Villa Starno”, var færdigt til en festlig indvielse i december 1883 til en helt ny tilværelsesform for hele familien – men måske især for hr. Heegaard – for han holdt samtidig op med at bestille noget!

Han var begyndt at få nogle pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Han var kun 46 år, men havde sikkert overanstrenget sig ved på bare tretten år at afvikle lånet til maskinerne og opbygge virksomheden i en grad, så han nu kunne lukke den og trække sig tilbage med midler nok til fortsat at forsørge den stadig voksende familie. Han solgte ikke virksomheden. Han lukkede den netop og lod bygge nogle skure i villaens have, hvor han opmagasinerede alle maskiner og inventar.

Måske har han tænkt, at så kunne han begynde igen, hvis han fik lyst eller hvis det blev nødvendigt?

Det blev det ikke. Kapitalen slog til lige til hans død i 1905 – og hans enke og familien led næppe nød i resten af hendes levetid til 1927.

Hun solgte villaen i 1908 til Ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede selv med familien til Store Kongensgade 40”.

Poul Larsen (det var ham, der i F.L. Smidth var ”& Co.”) har formodentlig købt villaen som en investering i fremtiden. Han har nok haft blik for de muligheder, den store grund frembød. I hvert fald lejede han huset ud etagevis. Stueetagen således til Marie Konow (f. 1818) og hendes tre ugifte døtre. Marie Konow var datter af Adam Oehlenschläger – og mor til en af Norges statsministre, Wollert Konow.

Men det er historien til et andet kapitel – og i et tredje kan så berettes om husets endeligt: Det blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944.

Om hr. Heegaard jun. er det muligt at få langt bedre besked end det her anførte.

Sønnesønnens, arkitektens, forskning er dybtgående, og på Frederiksberg Stadsarkiv har arkivbetjent Arne Johnsen opledt og samlet et omfattende materiale, der belyser og dokumenterer personens meriter.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2001.