Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Frederiksbergs folketal rundede i 1917 100.000 for igen i 1971 at passere det magiske tal, men nu i nedadgående retning. Her i 2011 nåede byen og kommunen igen en befolkning på 100.000, og som i 1917 er tendensen på ny opadgående. I det følgende belyses, hvordan et befolkningstal på 100.000 har været et magisk tal i de europæiske byers udvikling, hvornår tallet blev passeret i danske byer og om udviklingen siden hen. Herefter sættes for alvor fokus på Frederiksberg. Dels det startskud, der var afgørende for byens eksplosive vækst. Dels et statusbillede af byens udvikling op til de år, hvor dens befolkningstal passerede de magiske 100.000 – i 1917, 1971 og 2011.

De magiske 100.000
Et befolkningstal på 100.000 har i Europa været betragtet som den nedre grænsen for, at man kunne tale om en by af en vis størrelse, der kunne måle sig med andre byer på kontinentet og samtidig kunne hæve sig over de enkelte landes øvrige byer. I Romerriget nåede imperiets hovedstad Rom dog langt over de 100.000 indbyggere. På kejser Augustus’ tid var Rom verdens største by og sandsynligvis den største by, som blev bygget indtil det 19. århundrede. Estimater for byens maksimale befolkningstal svinger fra 450.000 til over 3,5 mio., hvor 1 til 2 mio. er det mest udbredte blandt historikere. Selv om det nuværende Istanbul som hovedstad i Det byzantinske Rige fortsat var en storby, blev byerne i Europa, med Romerrigets sammenbrud og indskrænkningen af den større internationale handel, relativt små op gennem den tidlige middelalder og højmiddelalderen. Den begyndende kolonisering og den merkantilistiske erhvervspolitik satte senere skub i byernes vækst. I slutningen af 1500-tallet passerede London de 100.000 indbyggere, og dermed var der 10 byer i Europa, der havde nået denne størrelse. Op gennem det 17. og 18. århundrede slog kolonialismen og merkantilismens strømninger i stadig større grad igennem, i det, i helt overvejende grad, enevældige øvrige Europa, med en stadig større byvækst til følge.
Med 960.000 indbyggere i år 1800 var London ikke blot hovedstad i det verdensomspændende britiske imperium, men også verdens største by i et Europa, der på samme tid kun havde 23 byer med mere end 100.000 indbyggere. Den tidlige industrialisering havde i slutningen af det 18. århundrede gjort sig gældende her og i nogle af Storbritanniens øvrige større byer. Op gennem det 19. og ind i det 20. århundrede bredte industrialismen sig videre til det øvrige Europa og i øvrigt også til USA. Med den stadig kraftigere industrialisering fulgte en kolossal indvandring til byerne, og dermed en urbaniseringsproces, der bevirkede, at et stort antal af Europas og Nordamerikas byer ikke blot passerede de magiske 100.000 indbyggere, men også fortsatte byvæksten derfra. Så meget at den næste milepæl – 1 million indbyggere – blev passeret af mange, og at vi i dag har storbyer på kloden, der har en befolkning på mere end 10 millioner. Nogle med et befolkningstal, der er større end de skandinaviske landes folketal tilsammen.
I en større europæisk sammenhæng var byerne i Norden småbyer. Kun København havde, som hovedstad i det før 1814 ganske store danske rige, for alvor været under påvirkning af det øvrige Europas kolonialisme og merkantilisme og kunne omkring 1770 mønstre et folketal på godt 82.000. I Skandinavien den største by – kun Stockholm kunne på samme tid opvise et folketal på knap 70.000. I 1801 passerede København endelig de magiske 100.000 indbyggere og var dermed fortsat både større end Stockholm med et folketal på 75.000 og Danmarks suverænt største by, – 17 gange større end den næststørste, Odense, med 5.782 indbyggere. I det følgende første halve århundrede øgedes bybefolkningen langsomt. København nåede i 1850 135.000 indbyggere, mens Stockholm samme år havde 93.000, og Danmarks næststørste by, fortsat Odense, havde nået et folketal på 11.000.

Startskuddet
På trods af at København i midten af 1800-tallet var Skandinaviens største by, kunne man, som andre steder i Danmark, i hovedstadsområdet på den tid stadig opleve et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig meget i flere århundreder. Områdets købstad og landets hovedstad, København, lå klemt sammen bag det fæstningsanlæg, der i forbindelse med de store udvidelser af byen, var lagt uden om staden i løbet af 1600-tallet, mens oplandet bestod af landsbyer og spredtliggende bøndergårde. Frederiksberg Sogn var således også et landbosamfund med 2.800 indbyggere, landsbyen ved Allégade, Bredegade og Smallegade, og med gårde og landsteder på bymarken.
Var tiden i det forudgående århundrede nærmest gået i stå, eller i hvert fald gået i et meget langsomt tempo, ændredes billedet nu. Startskuddet til Frederiksberg og Københavns eksplosive vækst blev givet i 1852. Med den begyndende industrialisering, opsvinget inden for handel, håndværk og servicefag og den medfølgende befolkningstilvækst, var København bag voldene både overbefolket og overbebygget. Da det unge demokrati, i tidens liberale ånd, samtidig ideologisk ville gøre op med den fæstningsindespærrede by og fjerne alle de fysiske og økonomiske bånd, der fra den hedengangne enevælde lagde sig i vejen for en fri markedsøkonomi, var forudsætningerne til stede for, at København kunne vokse ud af de hidtil snærende rammer.
Regeringen besluttede derfor i 1852 at ophæve den demarkationslinje, der af militære hensyn hidtil havde hindret permanent bebyggelse mellem byen og den linje, der fulgte Jagtvejen på stadens grund, og på Frederiksberg Falkoner Allé og Allégade. På de frigivne arealer omdannedes i de følgende årtier Frederiksberg fra en landsby til en villaby, mens der på staden Københavns grund opstod industri- og arbejderbydele, først Nørrebro og Vesterbro, og senere Østerbro og Amagerbro på den anden side af Christianshavn, samt voldkvarteret mellem søerne og de gamle fæstningsvolde.
I løbet af de første 10 år opstod der på Frederiksberg et villakvarter og også fabriksanlæg og etagehuse mellem Sankt Jørgens Sø og den gamle landsby ved Allégade. Og med et folketal i 1860 på over 8.000 var Frederiksberg allerede rykket op som Danmarks femtestørste by.
De følgende 30 år førte til udstykning af endnu flere arealer. Stadig større områder blev bebygget, og der anlagdes en lang række nye side- og forbindelsesveje til de veje, der var anlagt i 50’erne og til de gamle landeveje. I samme periode forøgedes det frederiksbergske folketal nærmest eksplosivt, så meget at Frederiksberg allerede i 1870’erne var landets næststørste by, og at folketallet i begyndelsen af 1890’erne rundede de 50.000. En sammenhængende bebyggelse var vest for Sankt Jørgens Sø opstået i et bredt bælte fra Ladegårdsåen (nuværende Åboulevarden/Ågade) ned mod Gammel Kongevej og videre derfra til syd for Frederiksberg Allé. Samlede bebyggelser fandtes desuden øst og vest for Falkoner Allé, og hertil kom så den gamle landsbybebyggelse ved Allégade, der efterhånden voksede sammen med det nye bycentrum, der opstod syd for banegården efter åbningen af jernbanelinjerne gennem Frederiksberg i 1863. Her opførtes fattig- og hospitalsvæsenets store institutionskompleks ved Howitzvej, kommunens første folkeskoler, brandstation og rådhus, og her krydsede byens to forretningsgader, Falkoner Allé og Gammel Kongevej, hinanden.
De nye kvarterer bestod i overvejende grad af villaer og fritliggende større huse i villastil på to-tre etager og med flere, ofte større, lejligheder beregnet på udlejning. Ikke uden grund kaldte man i 1880’erne stadig Frederiksberg for “villakvarteret”. Men også andre bebyggelsesformer blandede sig i billedet. På spredte grunde rundt om i byen, ved Falkoner Allé og især mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø – her navnlig i det såkaldte Schønbergsgade-kvarter – var der samtidig opstået større fabriksanlæg og sammenbyggede etagehuse. Lejekaserner, med erhvervsvirksomhed i baggårdene, af stort set samme karakter som dem, der på samme tid var skudt op i de københavnske brokvarterer.

1917: Den nye storby
I årtierne omkring århundredskiftet tog byvæksten yderligere til. Københavns brokvarterer blev fuldt udbygget, og byggeriet fortsatte ind i de landdistrikter, der i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune. Frederiksberg udviklede sig på samme tid fra en villaby til en storby i hovedstaden.
Byen begyndte at brede sig yderligere mod vest og nordvest, og i 1917 passeredes de magiske 100.000 indbyggere for første gang. Kvartererne mellem Gammel Kongevej, Frederiksberg Allé og kommunegrænsen mod både nord og syd blev allerede udbygget inden år 1900. I samme periode begyndte nye sammenhængende bydele at vokse frem vest for Søndre Fasanvej og i Sindshvile- og Mariendalskvartererne. Efter århundredskiftet og frem til årene omkring første verdenskrig blev de to kvarterer bygget færdig, således at det meste af byen øst for Fasanvejene på dette tidspunkt var udbygget.
Selv om der også opstod nye villakvarterer, havde Frederiksberg fra 1890 og frem til 1917 kurs mod storbystatus. Langs banelinjerne og i den vestlige del af Mariendalskvarteret udlagdes selvstændige, samlede fabriksområder. Ved de ældre veje fortrængtes villaerne i mange tilfælde af høje huse, og de fleste nye kvarterer kom fortrinsvis til at bestå af etagebyggeri. Det drejede sig om ejendomme med store, herskabelige lejligheder i kvartererne omkring Frederiksberg Allé og ellers femetages lejekaserner med relativt små lejligheder i Svømmehalskvarteret og dele af Mariendalskvarteret. Storbypræget blev særlig tydeligt langs de større veje som Gammel Kongevej og Falkoner Allé, der nu fremstod som gennemgående forretningsgader, omkranset af sammenhængende etagehuse med et utal af småbutikker i stue- eller kælderetagerne og en livlig trafik af fodgængere, cyklister og elektriske sporvogne. Den sydlige del af Falkoner Allé, med dens mange småbutikker, indgik desuden i Frederiksbergs bycentrum, der allerede var opstået mellem den gamle landsby og banelinjen mod nord.

1971: Store forandringer
Op gennem mellemkrigstiden, under besættelsen og i de første efterkrigsår udbyggedes Københavns indlemmede distrikter samtidig med hele den del af Frederiksberg, der lå vest for Fasanvejslinjen, hvor bebyggelsen nu blev mindre tæt og mere velordnet end før i tiden.
Fabrikkerne blev lagt i særlige industrikvarterer ved banelinjerne, langs Fabrikvej og den første og østligste del af Finsensvej og Peter Bangs Vej og helt ude ved Vagtelvej. Der udlagdes meget store grønne områder, sportsanlæg og bydele til villaer og rækkehuse i Fuglebakkekvarteret, kvarteret ved Femte Juni Plads og mellem Peter Bangs Vej og Roskildevej. Herudover udlagdes særlige områder til det åbne og lavere almennyttige og det private etagebyggeri, der i Lindevangskvarteret, i Den Sønderjyske By eller som kulissebyggeri langs de gennemgående hovedgader, Borups Allé, Godthåbsvej, Finsensvej og Peter Bangs Vej, bestod af store karréer med grønnegårde og senere fritliggende boligblokke.
Med den byvækst var Frederiksberg og København stort set blevet fuldt udbygget og havde i 1950 nået det højeste samlede folketal nogensinde på tæt ved 890.000 – fordelt med knap 770.000 og 120.000 på henholdsvis på København og Frederiksberg. Selv om Danmarks købstæder i de forudgående 80-100 år havde gennemgået en tilsvarende urbanisering, og der samtidig var opstået helt nye købstæder og et utal af stationsbyer, overhalede Århus først Frederiksbergs befolkningstal, og fik stilling som Danmarks næststørste by, i 1955.

Befolkningens aldersfordeling på Frederiksberg 1916-70 (%)

Aldersgrupper	1916	1970
0-19	32,8	21,0
20-39	34,2	27,5
40-64	26,1	33,5
Over 65	6,9	18,0
Total	100	100

Sammen udgjorde København og Frederiksberg hovedstaden, men var samtidig blevet centrum i en større hovedstadsmetropol, der var opstået i kraft af de forstæder, der udenom var vokset op gennem århundredets første halvdel. I 1950 havde denne hovedstadsmetropol et samlet folketal på mere end 1,2 mio., men nåede gennem efterkrigstidens følgende årtier i 1990 over 1,7 mio. Men forstæderne, og senere satellitbyerne udenfor, blev i denne vækstperiode nu den store magnet, og gennem flere årtier kom det til at ske på Frederiksberg og Københavns bekostning.
Med den økonomiske vækst og den anden industrirevolution op gennem 50’erne og 60’erne steg reallønningerne kraftigt. Med den større mobilitet der samtidig fulgte med privatbilismen, fik stadig større befolkningsgrupper mulighed for at prøve lykken som parcelhusejere i forstædernes vidtstrakte nye villakvarterer eller som lejere i de nye og moderne lejligheder i de ofte almennyttige etagebebyggelser omkring S-banestationerne eller i områderne udenfor. Forstæderne kunne dermed opsuge både den befolkning, der indvandrede fra provinsen til hovedstadsområdet, og en stadig større del af Frederiksbergs og Københavns befolkning.
Frederiksbergs folketal begyndte derfor som Københavns fra 1951 at falde. Først langsomt og siden hurtigere, for i nedadgående retning i 1971 at passere de 100.000. Indtil da havde de danske byers areal stort set svaret til kommunens areal, men da mange landkommuner efter kommunalreformen i 1970 blev indlemmet i bykommunerne, måtte Frederiksberg by og kommune rykke ned på femtepladsen blandt landets største byer og kommuner.

Befolkningens erhvervsfordeling på Frederiksberg 1921-70 (%)

	1921	1930	1940	1950	1960	1970
Landbrug/fiskeri	1	1	1	0	0	0
Håndværk/industri	40	35	35	36	35	31
Handel	23	25	25	24	23	22
Transport	8	8	6	7	7	6
Administration/liberale   erhverv	15	16	17	18	18	22
Uden for   erhverv	13	15	16	15	17	19
Total	100	100	100	100	100	100

Men også erhvervsmæssigt påvirkedes både Frederiksberg og København af forskydningerne mellem hovedstadsmetropolens centrum og periferi. Trods den anden industrirevolution blev efterkrigsårtierne på Frederiksberg kendetegnet af et voldsomt fald i antallet af produktionsvirksomheder og arbejdere i industrien. Nogle virksomheder bukkede under i konkurrencen med større og mere kapitalstærke virksomheder og senere som følge af lavvækst-årene i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. Andre udflyttedes til hovedstadsmetropolens forstadskommuner på Vestegnen eller ud i provinsen, hvor der var bedre tilkørselsforhold og mere plads til de større produktionsanlæg. Også andre traditionelle byerhverv var i tilbagegang. Mange mindre håndværksmestre fik dødsstødet af billige og industrielt fremstillede forbrugsvarer – f.eks. skræddere og skomagere – og i sidegaderne forsvandt købmanden, grønthandleren og ismejeriet som følge af konkurrencen fra supermarkederne, der overtog hovedparten af dagligvarehandelen.

Befolkningens fordeling på sociale klasser på Frederiksberg 1921-70 (%)

	1921	1930	1940	1950	1960	1970
Selvstændige/direktører	20,2	21,9	20,5	17,0	15,8	10,8
Funktionærer	37,2	38,1	39,3	46,7	47,8	55,5
Arbejdere	42,6	40,0	40,2	36,3	36,4	33,7
Total	100	100	100	100	100	100

Selv om industrisamfundets erhvervsstruktur var under opløsning på efterkrigstidens Frederiksberg, klarede håndværksvirksomheder, der var baseret på reparationsarbejder eller specialfremstilling, skærene. Det samme gjaldt mange småforretninger og navnlig specialbutikkerne på byens forretningsstrøg. Som helhed oplevede handel, omsætning, servicefag og liberale erhverv et opsving. Allerede i slutningen af 1950’erne åbnede Falkoner Centret med hotel, teater, biograf, kontorlokaler og butikker. Og helt nye brancher og nye virksomhedstyper opstod i de følgende år: Autoforhandlere, autoværksteder, kiosker, hårde hvidevare og radio- og tv-forretninger, grillbarer, antikvariater, ejendomsmæglere, revisionsvirksomheder samt rådgivnings- og konsulentvirk-somheder.
Som følge af den almindelige velstandsfremgang og af de uddannelsespolitiske reformer fra 1960’erne og frem, fik stadig flere en længere skoleuddannelse, og tilgangen til det øvrige uddannelsessystem voksede kraftigt. For mange af Frederiksbergs institutioner medførte det yderligere ekspansion, og i mange tilfælde et omfattende nybyggeri. Det var bl.a. tilfældet for gymnasierne, Frederiksberg Tekniske Skole, seminarierne og de højere læreanstalter. Herudover etableredes flere nye institutioner, f.eks. Statens Kursus til HF, senere Frederiksberg HF, Danmarks Forvaltningshøjskole og Danmarks Teaterskole.

Befolkningens aldersfordeling på Frederiksberg 1916-2010 (%)

Aldersgrupper	1916	1970	2010
0-19	32,8	21,0	18,6
20-39	34,2	27,5	37,0
40-64	26,1	33,5	28,4
Over 65	6,9	18,0	16,0
Total	100	100	100

2011: Servicebyen
Op gennem 70’erne og 80’erne blev Frederiksbergs folketal, ligesom Københavns, ved med at falde, indtil det bundede med 85.000 i 1989 – det laveste i det 20. århundrede. Samtidig fortsatte udflytningen af industrier og større handels- og håndværksvirksomheder til forstæderne, ligesom en del, navnlig mindre håndværksvirksomheder og småbutikker, bukkede under for konkurrencen fra de større enheder eller som følge af den økonomiske krise, der i flere omgange prægede den sidste efterkrigstid.
Med Danmarks gradvise, erhvervsmæssige omdannelse fra mere traditionel fabriksproduktion til højteknologisk, specialiseret industriproduktion og omfattende erhvervsorienteret service-produktion, søgte post-efterkrigstidens væksterhverv i slutningen af det 20. århundrede i stigende grad igen til landets allerstørste bysamfund og ikke mindst til hovedstadsmetropolen. Her nåede det samlede folketal i starten af det 21. århundrede 1,9 millioner. Men i modsætning til tidligere, hvor hovedstadsmetropolens indre forstæder i årtier havde været den store magnet, var det nu forstæderne og satellitbyerne længere ude, og i særlig grad selve hovedstaden, der tiltrak. Det var igen blevet ”in” at bo i byen.
Allerede i 1990 begyndte befolkningsudviklingen på Frederiksberg at vende. Først langsomt og siden stadig hurtigere forøgedes Frederiksbergs (og også Københavns) folketal, for igen i 2011 at passere de 100.000 – nu på ny i opadgående retning. Med strukturreformen i 2007, hvor der med nye kommune-sammenlægninger dannedes meget store kommuner, måtte Frederiksberg ganske vist rykke ned som Danmarks syvende største kommune, men som by bevarede Frederiksberg sin stilling som landets femtestørste.
Helt afgørende for, at Frederiksberg kunne bevare den position, var det konstruktive samarbejde mellem kommunen og private aktører, der siden 1980’erne omdannede Frederiksberg til en attraktiv, moderne boligby. Ved de talrige byfornyelsesprojekter blev en betydelig del af lejlighederne i Frederiksbergs ældre boligmasse kraftigt moderniseret og forsynet med tidens nyeste tekniske bekvemmeligheder. Mange lejligheder blev sammenlagt til større lejligheder, og de enkelte ejendomme renoveredes med altaner, nye vinduer, brandsikring, genskabelse af de gamle facader og ikke mindst med gårdrydninger, hvor de gamle gårdarealer blev omdannet til hyggelige haveanlæg med betydelige rekreative muligheder.
Samtidig blev byens tidligere store erhvervs- og industrikvarterer gennem byomdannelserne totalt ryddet og siden erstattet af nyt boligbyggeri og/eller nye bygninger for undervisningsinstitutioner og detailhandel. Ved Finsensvej var det dele af det gamle gasværk, der blev til Solbjerg Have, og på NKT’s gamle industrigrund ved La Cours Vej skød bolig- og institutionsbyggeriet Dalgas Have op. Efter rydningen af en række mindre erhvervsejendomme nord for Borups Allé rejste Borups Have sig her, og på Fisker & Nielsens gamle industrigrund opstod Nimbus Parken med nyt bolig- og kontorbyggeri og privathospitalet Hamlet bag de ældre og nu renoverede fabriksbygninger ud mod Peter Bangs Vej. Hertil kom omdannelsen af den gamle porcelænsfabriks gamle bygninger til moderne institutionsbyggeri og beboelsesejendomme.
Mest gennemgribende blev forvandlingen omkring Frederiksbergs gamle banegård mellem Solbjergvej og Nyelandsvej. Her rejstes i første omgang Frederiksberg Centret i 1996 og siden fulgte Handelshøjskolens omfattende bygningskompleks vest for centret, den underjordiske Frederiksberg metrostation, Frederiksberg Gymnasiums nye bygninger, den underjordiske biblioteksudvidelse og det øvrige nybyggeri ned mod Howitzvej. Med rådhuset i syd, det renoverede og ældre Falkoner Center, domhuset, politigården, brandstationen og det travle forretningsliv ved Falkoner Allé og Allégade-krydset, har dette nybyggeri været med til at understrege denne bydels rolle som Frederiksbergs absolutte administrative og forretningsmæssige centrum.

Arbejdspladsernes fordeling på Frederiksberg 2010 (%)

Landbrug,   fiskeri m.m.	0,1
Industri og   håndværk	4,9
Handel og   omsætning	12,0
Transport	2,0
Administration og   serviceerhverv	81,0
Total	100

Vest for bymidten opførtes yderligere bygninger for bl.a. Handelshøjskolen, men som helhed udlagdes det gamle banegårdsterræn her til et vidtstrakt og smukt beplantet område, der førte frem til det lokale center med pladsdannelsen ved Fasanvej metrostation og med Føtex’ varehus og de nye bygninger for Frederiksbergs Tekniske Erhvervsskolecenter på den anden side af Nordre Fasanvej. Sidste skud på stammen blev den nye bydel Flintholm på resten af det gamle gasværks grund.

Beskæftigedes erhvervssammensætning på Frederiksberg 1970-2010 (%)

	1970	2010
Landbrug,   fiskeri m.m.	0,1	0,1
Industri og   håndværk	30,8	7,7
Handel og omsætning	23,0	11,5
Transport	7,2	4,2
Administration   og serviceerhverv	38,9	76,5
Total	100	100

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2011.