Af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, Frederiksberg Stadsarkiv

Klokken 3.57 om morgenen onsdag den 15. december 1943 vågnede Zoologisk Haves direktør, Axel Reventlow, ved lyden af et langt, dumpt brag. Direktøren stod op og åbnede et vindue i direktørboligen på Roskildevej. Reventlow blev hurtigt klar over, at der måtte være sket noget med Frederiksberg Kommunes vandtårn på den anden side af vejen, idet han kunne høre, at vandet fossede ud på Roskildevej. Reventlow kontaktede straks kommunens vandvæsen og Frederiksberg Politistation, hvorefter han gik ud for at se, om der var sket skade på Zoologisk Have. Det var der umiddelbart ikke.
Overbetjent O.B. Østergaard og kriminalbetjent Alfred Christensen var de første politifolk på gerningsstedet omkring klokken 4.20. De fik hurtigt selskab af overbetjent Jensen fra Kriminalpolitiet, overbetjent H.P. Hansen fra Ordenspolitiet, som sørgede for at afspærre området, og endelig Kriminalobersekretär Koch fra det tyske Sikkerhedspoliti på Dagmarhus. De kunne konstatere, at vandtårnet var fuldstændig ødelagt, idet al murværk omkring vandbeholderen var sprængt bort. Rundt om jernbeholderen lå murblokke og mursten spredt over hele Roskildevej helt over til Zoologisk Haves hovedindgang. Vandmasserne havde ført mursten m.m. ned til Søndre Fasanvej, og små bække gennemløb Søndermarken med retning mod Valby Langgade. På Søndre Fasanvej var sporvejsskinnerne blokeret af mursten, og mandskab fra redningskorpset Zonen blev tilkaldt og påbegyndte oprydningsarbejdet i den mørke decembermorgen ved hjælp af katastrofebelysning.

Kort tid efter sprængningen var også de første teknikere fra Frederiksberg Kommune på stedet. De omkring halvanden million liter vand i tårnets beholder var for længst forsvundet ned af bakken, men da der fra vandværket fortsat blev pumpet vand til det nu ødelagte tårn, fossede det fortsat ud på Roskildevej. Hovedhanen var dækket af murbrokker, så kommunens folk måtte i første omgang afbryde flere haner i området, hvad der førte til standsning af vandtilførslen til Frederiksberg Slot, Zoologisk Have og de nærliggende ejendomme. I løbet af formiddagen fik man lukket for tilførslen fra vandværket, og ved middagstid havde husstandene igen vand.

T.C. Hansens erindringer
Politibetjent, senere politikommissær, T.C. Hansen var sammen med en kollega på patrulje den nat, hvor vandtårnet i Søndermarken blev sprængt. Han nedskrev sine erindringer i 1985 og omtalte heri, hvordan han havde oplevet episoden 15. december 1943. Selv om man naturligvis bør tage visse forbehold over for erindringer, navnlig når de er nedskrevet mere end 40 år efter begivenheden, fortjener T.C. Hansens farverige beretning at blive gengivet her:
”Vi havde ikke kørt ret længe, da vi over radioen blev sendt til Roskildevej ved Kochs gartneri (nu Domus Vista), hvorfra en anmelder havde oplyst, at der løb en del vand i rendestenen, så muligt var et vandrør sprunget.
Hvor vi præcist opholdt os, da vi fik meldingen, husker jeg ikke, men kort efter kørte vi på Søndre Fasanvej mod Roskildevej. Da vi var ud for Solbjerg Kirkegård, så vi – i det meget beskedne lys fra de mørklagte billygter – nogle lyse effekter ligge spredt over kørebanen. Kort efter ramte hjulene effekterne, og vogne begyndte at hoppe. Vi standsede og steg ud og så nu, at effekterne var cement- og murbrokker. Samtidig så vi en ret kraftig strøm af vand løbe i rendestenen.
Vi steg til vogns igen og kørte småhoppende over brokkerne videre. Ved Roskildevej så vi nærmest en ”flod”, der fossede ned af kørebanen og sendte murbrokker mod syd og nord for Søndre Fasanvej. Vandet måtte tydeligvis have et stort udspring og komme fra Roskilde Bakkes top, men hvor det kom fra, kunne vi på det tidspunkt ikke fatte.
Vi fortsatte kørslen i sneglefart gennem vandet og mellem større og større murrester, mens vi over radioen meddelte stationen, hvad vi oplevede. Da vi var nået til et sted omkring 100 meter fra ZOO’s indgang, måtte vi opgive at køre videre på grund af store murrester. Vi meddelte stationen, at vi forlod vognen og gik videre mod bakkens top med vandet strømmende omkring anklerne. I det sparsomme lys fra bilens lygter og fra vores små lommelygter så vi, da vi nåede frem til ZOO, at hele kørebanen var totalspærret af mere end kubikmeter store murrester.
Med vore lommelygter kravlede vi op på murresterne, og først da vi havde set nærmere på forholdene, blev vi klar over, at det var det daværende store vandtårn, der stod i Søndermarkens udkant lige overfor ZOO’s hovedindgang, der var væltet.
Hvad der havde væltet det, stod vi uforstående overfor. Vi talte vel nok om sabotage, men var mere tilbøjelige til at mene, at det var vandets pres, der havde lagt det gamle tårn ned. Da vi nærmede os ZOO’s hovedindgang, så vi, at gitterporten til haven stod på vid gab efter at være ramt af store murstykker, og da vi også så, at terrariet var skadet, og døren til bygningen stod åben, fandt vi det klogest at søge tilbage til vognen, inden krokodiller og slanger kom og hilste på”.

Vandtårnet
Inden dets bratte og triste endeligt i midten af december 1943 havde vandtårnet i knap et halvt århundrede tronet på toppen af Frederiksberg Bakke umiddelbart over for Zoologisk Haves indgang. Frederiksberg Kommune indgik 15. oktober 1895 en kontrakt med Ministeriet for offentlige Arbejder om leje af et knapt 360 kvadratmeter stort område af Søndermarken. Her opførte kommunen vandtårnet, der stod færdigt i 1897. Senere blev vandbeholderen i tårnet forhøjet, og forskellige forbedringer blev foretaget – senest i sommeren 1943. Som en følge af verdenskrigen lagde kommunen desuden en betonkappe over og på siderne af tårnet for at hindre sprængstykker fra antiluftskyts og bombenedslag i at ødelægge det. At vandtårnet skulle blive ødelagt af danske mænd med forkerte holdninger var ikke til at forudse.

Schalburgtage
Politiet stod på bar bund i spørgsmålet om, i hvilke kredse man skulle finde gerningsmændene. Sprængningen lignede nemlig ikke de andre sabotagehandlinger, som politiet havde stiftet bekendtskab med tidligere. De havde alle været rettet mod mål, der tjente besættelsesmagtens og dens sympatisørers interesser. Udstillingsbygningen Forum, der blev saboteret i august 1943, skulle eksempelvis benyttes som sovesal for tyske soldater. Ingen har siden ønsket at lægge navn til sprængningen af vandtårnet i Søndermarken, men det er rimelig sikkert, at gerningsmændene var medlemmer af Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET).
At Schalburgmændene valgte vandtårnet i Søndermarken, kan skyldes, at det – modsat de fleste andre vandtårne i hovedstaden – ikke var under bevogtning af CB-vagter. Gerningsmændene håbede med aktionen sikkert på, at sprængningen ville blive set som en sabotageaktion vendt mod danske interesser, og at den dermed ville sætte modstandsbevægelsen i et dårligt lys i befolkningen. Det skete som bekendt ikke.

Oprydningsarbejdet
Selve oprydningsarbejdet overlod kommunen til en lokal entreprenør, ingeniøren Jørgen Hastrup. Hastrup skulle stå for nedrivningen og bortkørslen af delene fra vandtårnet. Genanvendelige metalplader, ventiler m.v. skulle afleveres til henholdsvis elektricitetsværket og gasværket på Finsensvej. Man havde håbet på at kunne spalte de store murbrokker ad mekanisk vej, så man kunne borttransportere bygningsresterne i mindre partier, men det kunne ikke lade sig gøre. 13. januar 1944 blev murbrokkerne derfor sprængt med aerolit, og 24. januar kom turen til vandtårnets fundament. De sidste overjordiske rester af vandtårnet blev bortsprængt 7. februar, hvad der fik den sjældent Frederiksberg-venlige avis Social-Demokraten til at skrive følgende morsomhed: ”om Hundrede Aar eller mere, naar Forslaget om Gennemgravning af Frederiksberg Bakke er blevet færdigbehandlet og vedtaget af Myndighederne, vil Arkæologerne støde paa de underjordiske Rester af det før saa stolte og karakteristiske Taarn, der jævnedes med Jorden i det mærkelige Aar 1943”.
Arbejdet skulle ifølge kontrakten være afsluttet inden udgangen af januar 1944, hvilket ser ud til at være nået. 11. februar bad Hastrup nemlig i en skrivelse til kommunens tekniske forvaltning om at få tilbagebetalt det depositum på 12.000 kroner, han havde indbetalt som sikkerhed forud for arbejdets påbegyndelse i december. Det afsluttede arbejde var nu godkendt af ingeniører fra Frederiksberg Kommune og slotsgartneren fra Frederiksberg Have. Hastrup havde ved arbejdets afslutning afleveret 53 jernplader til elektricitetsværket og 35 til gasværket med en samlet vægt på 16.632 kg. Vandtårnets fundament fik efter aftale med inspektøren fra Frederiksberg Have lov til at blive liggende.
Oprydningsarbejdet var blot en af de mange gener, der fulgte i kølvandet på vandtårnets ødelæggelse. Sprængningen af vandtårnet medførte naturligvis en række gener for beboerne i området. Navnlig beboerne i ejendommene på Pile Allé fra Vesterbrogade til Rahbeks Allé var berørt af sprængningen, der havde medført vanskeligheder med at skaffe det nødvendige vandtryk. Flere beboere – navnlig de, der boede på de øverste etager – havde således klaget til kommunens tekniske forvaltning over manglende vand.
Løsningen var at forlænge den eksisterende 350 mm vandledning i Roskildevej, der fra Trykstationen ved Viadukten kun var ført til Søndre Fasanvej til erstatning for den eksisterende 230 mm vandledning fra Søndre Fasanvej til området ud for det bortsprængte vandtårn. Med en tykkere vandledning ville vandtabet blive betydeligt mindre, hvorved lejlighederne atter ville kunne få vand.
Dette ledningsarbejde havde Den tekniske Forvaltning oprindeligt ønsket udført nogle år tidligere, men det blev dels udsat på grund af et reduceret vandforbrug under krigen, og dels fordi man ikke ville nedlægge ledningen, før rammerne for det længe debatterede vejprojekt for Frederiksberg Bakke var fastlagt.
På sit møde 22. maj 1944 vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse at bevillige 35.000 kroner til lægning af den nye vandledning i Roskildevej. Kommunalbestyrelsen måtte dog tage det forbehold, at Indenrigsministeriet tillod kommunen at tage beløbet fra kommunens kapitalformue. Det gav Indenrigsministeriet i juni 1944 tilladelse til, hvorefter arbejdet kunne begynde.

Skal vandtårnet genopføres?
Hurtigt rejste sig spørgsmålet, om vandtårnet skulle genopføres eller ej. Dets oprindelige betydning som vandreservoir var aftaget med tiden og var under normale forhold til sidst ubetydelig. Vandtårnet blev fyldt om natten fra højdebeholderen ved Brønshøj, virkede som en regulator på vandledningsnettet og afgav sit vandindhold i løbet af formiddagstimerne, hvor forbruget var størst.
Frederiksberg Kommune arbejdede sammen med Københavns Kommune om vandforsyningen og fik to tredjedele af sit vandbehov dækket af nabokommunens vandværksanlæg. Vandtårnet var med andre ord forældet, og dets betydning for vandforsyningen var minimal. Der var således ingen faglig grund til at genopføre tårnet. Hertil kom udgifterne i forbindelse med opførelsen af et nyt vandtårn, der af den tekniske forvaltnings direktør, Poul Møller, blev anslået til at ligge i underkanten af 1 million kroner. Den slags midler var slet ikke til rådighed i krigens sidste år.
Vandtårnet blev derfor ikke genopført. Som erstatning for det ødelagte tårn anmodede Frederiksberg Kommune Indenrigsministeriet om tilladelse til at leje et areal i Søndermarken, hvorpå kommunen kunne anbringe en pumpe- og transformatorstation i en mindre fællesbygning. Kommunen fik imidlertid ikke den nødvendige tilladelse af ministeriet, der ved samme lejlighed – for en god ordens skyld – slog fast, at den gamle lejekontrakt fra 1895 med vandtårnets sprængning nu også var bortfaldet.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2011.